Torsdag skete det frygtede igen.

En ansat i sundhedsvæsnet døde efter at være blevet smittet med coronavirus.

Denne gang en sosu-assistent fra Bispebjerg Hospital. Han blev 36 år og er dermed det yngste offer for et coronadødsfald i Danmark.

Krisen viser med al ønskelig tydelighed, hvor elendig sikkerhed de lavestlønnede har i dagens Danmark. 

Det tragiske dødsfald er et eksempel på, hvem det er, der står i første række og tager risikoen, når sundhedsvæsnet og velfærdssamfundet skal holdes oppe.

Sosu-assistenter, sygeplejersker, pædagoger, lagerarbejdere, bus- og lastbilchauffører, bygningsarbejdere, rengøringsarbejdere, butiksansatte – bare for at nævne nogle.

Forbløffende mange af ovenstående er ofte lavtlønnede og i usikre jobs. Men det er åbenbart dem, samfundet har brug for, når det skal klare sig igennem en hård krise. Dem man ikke kan undvære.

Det er langt fra dem alle, der beskyttes godt nok mod coronasmitte. Også i andre lande ser man, at blandt andre sundhedsarbejdere og buschauffører og bygningsarbejdere dør af den frygtede virus, fordi de skal passe deres arbejde.

”Hvorfor er de, der arbejder med livsvigtige områder, altid lavtlønnede?” spurgte arbejderdigteren Carl Scharnberg i et af sine digte. Det spørgsmål kan stadig stilles.

Coronakrisen skærper modsætningerne og udstiller klassesamfundet.

Dem, der er i de mest usikre jobs – for eksempel på 0-timers-kontrakter – mærker i nogle brancher, at de kan smides af med kort varsel. Andre skal arbejde dobbelt så meget, fordi krisen kradser, men under bekymrende sundhedsvilkår. Det er nemlig en ansættelsesform, der kan gøre det svært at sige fra over for farligt arbejde.

Mens nogle bliver uundværlige, selv om de til daglig oplever meget lidt respekt, bliver andre behandlet som en brug og smid væk-arbejdskraft under krisen.

0-timers-kontrakterne, hvor du ikke har sikkerhed for et bestemt antal timer eller løn, findes blandt andet på sosu-området og blandt buschauffører. Men tendensen breder sig blandt arbejdsgivere, der ønsker mest mulig fleksibilitet og færrest mulige rettigheder til de ansatte.

De løst ansatte er ofte dårligt organiserede, og fagbevægelsen i Danmark har ikke været gode til at samle dem op.

Men under coronakrisen dukker nye grupper af 0-timers-ansatte op, blandt andet på sociale medier. Løst ansatte der fortæller, at de – modsat de fleste andre – står uden sikkerhed, når krisen rammer.

Skolebuschauffører, tjenere, vikarer, taxachauffører og rengøringsfolk der uden varsel har mistet deres livsgrundlag.

Krisen viser med al ønskelig tydelighed, hvor elendig sikkerhed de lavestlønnede har i dagens Danmark. Også dem man ikke kan undvære.