Situationen efter det seneste valg i Italien er betegnende for den demokratiske tilstand i EU.

Efter i ugevis at have arbejdet for at danne en ny regering måtte juraprofessoren Giuseppe Conte søndag aften kaste håndklædet i ringen.

Problemet var ikke manglende enighed om et regeringsgrundlag. Den blandede Femstjernebevægelse og ultrahøjrepartiet Lega var blevet enige om både grundlag og sammensætning af regeringen.

Vi kan frit vælge, hvem der skal regere os, så længe dem, vi vælger, regerer på storkapitalens præmisser.

Det, som fik deres udpegede og partiløse premierminister til at give op, var Italiens præsident Sergio Mattarellas modvilje mod at godkende den 81-årige økonom Paolo Savona som landets nye finansminister.

Paolo Savona er nemlig en kendt eurokritiker og har tidligere præsenteret en "plan B" for Italiens udtræden af eurosamarbejdet.

Og så langt strækker den folkelige indflydelse på magtens fordeling ikke, at en EU-skeptiker, som tillader sig at stille spørgsmålstegn ved europrojektet, kan få en toppost i et EU-lands regering – da slet ikke en økonom, som har kaldt Italiens indtræden i euroen for "en historisk fejl".

At tillade selv en moderat kritiker af euroen på en så vigtig post ville nemlig få fatale konsekvenser for finansmarkedet i eurozonens fjerde største økonomi, lyder argumentationen.

Og sådan er det jo med vores højt besungne demokrati: Vi kan frit vælge, hvem der skal regere os, så længe dem, vi vælger, regerer på storkapitalens præmisser. Det er så langt, demokratiet kan strækkes i monopolernes EU.

Det er ikke første gang, at italienerne får EU's demokratiske sindelag at føle. I 2011 blev den tidligere EU-kommissær og rådgiver for Goldman Sachs og Coca-Cola, Mario Monti, uden et folkeligt mandat sat til at danne en regering, som var parat til at styre landet gennem den økonomiske krise på storkapitalens præmisser og sikre gennemførelsen af "den nødvendige politik".

Det burde snart stå lysende klart for enhver, at en demokratisering af EU er en umulighed, simpelthen fordi selve kernen i projektet er skabt for at opretholde monopolernes overmagt – og holde den arbejdende befolkning nede.