EU's politik over for Venezuela er reaktionær, i strid med FN-pagten og bygger på en løgn. Dansk politik over for Venezuela er et usselt ekko af EU's politik og vidererfører desuden tidligere udenrigsminister Anders Samuelsens latterlige politik. Hvor længe skal vi trækkes med Anders Samuelsens reaktionære inkompetence?

Det er rystende, at en dansk socialdemokratisk regering får lov af sine støttepartier til at føre en politik, der er et fuldstændigt halehæng til denne rådne politik.

EU har de seneste tre år håndhævet sanktioner mod Venezuela. Og EU har sideløbende anerkendt, trykket hånd med, støttet og samarbejdet med den selvudråbte 'præsident' Juan Guaidó, der med sit navn på en kontrakt med lejesoldater har skrevet under på, at han er terrorist. Det er rystende, at en dansk socialdemokratisk regering får lov af sine støttepartier til at føre en politik, der er et fuldstændigt halehæng til denne rådne politik.

Situation i Venezuela er kompliceret, men dét kan udenrigsministeren ikke gemme sig bag. Og grundlæggende er det helt enkelt. Nikolas Maduro er valgt som Venezuelas præsident ved et lovligt valg i 2018. 16 partier deltog i valget med i alt seks præsidentkandidater. Maduro vandt med 6,2 millioner stemmer, 67,84 procent af alle stemmer. Nummer to blev oppositionspolitikeren Henri Falcón med 20,93 procent. 

At USA og EU nægter at anerkende valget, ændrer ikke på dets lovlighed. FN-pagten fastslår alle landes ret til selvbestemmelse og ikke-indblanding. Så der er intet belæg, når USA, EU og Danmark i januar 2019 anerkender Juan Guaidó, formand for Venezuelas lovgivende nationalforsamling, som fungerede præsident, efter han har udråbt sig selv som landets præsident.

Det er også Maduros regering, der repræsenterer Venezuela i FN og andre internationale fora. Guaidó er blot USA's redskab for et kup, og når EU og Danmark anerkender og støtter ham, afslører de blot ydmygende følgagtighed over for USA.

Den kattepine kunne EU være sluppet ud af i januar i år, da Juan Guaidó ikke blev genvalgt til formand for Nationalforsamlingen og derfor mistede grundlaget for fortsat at udråbe sig til præsident.

Men den mulighed griber hverken i EU eller den danske regering, men fortsætter den håbløse politik og bygger den tilmed på en påstand om, at Juan Guaidó ville være blevet genvalgt som formand for Nationalforsamlingen, men blev forhindret i at komme ind den pågældende dag.

Det passer ikke! 

Juan Guaido kunne den 5. januar 2020 være gået ind i salen og haft chancen for genvalg. Men det ønskede han ikke, for han ville skabe konflikt. Derfor insisterede han den 5. januar på at tage fire personer, som ikke er medlemmer af Nationalforsamlingen, med ind i salen. Da det naturligvis blev afvist af politiet, opførte Guaidó en teatralsk scene, som de internationale medier ivrigt filmede. Sådan opstod løgnen om, at Guaidó ikke måtte komme ind i den nationalforsamling, som han er valgt til, og sådan fik EU det figenblad for sin reaktionære politik.

Hvor ynkelig kan man optræde som EU og som udenrigsminister?