24 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Venezuelas præsident svarer igen på nyt EU-angreb

Nye EU-sanktioner

Venezuelas præsident svarer igen på nyt EU-angreb

Venezuela forbereder valg til den lovgivende forsamling. EU udtrykker støtte til en 'inkluderende politisk proces', men vanskeliggør samtidig den politiske dialog ved at indføre sanktioner mod ledende politikere. Venezuela svarer igen ved at udvise EU's ambassadør.

EU's ambassadør får 72 timer til at forlade Venezuela, og hvis hun ikke kan finde en flyforbindelse, så stiller regeringen gerne en maskine til rådighed.
FOTO: Jorge Rojas
1 af 1

Mandag vedtog EU's ministerråd at indføre yderligere sanktioner mod Venezuela. 11 ledende politikere og embedsmænd har fået indrejseforbud i EU, og deres eventuelle værdier er blevet indefrosset, heriblandt Luis Parra, formand for Venezuelas parlament Nationalforsamlingen.

Hvem tror I, I er? Det er slut med europæisk kolonialisme i Venezuela.
Nicolas Maduro, præsident

Inden for få timer svarede Venezuela igen. Landets præsident Nikolas Maduro bad EU's ambassadør Isabel Brilhante Pedrosa om at forlade landet. Hun har fået 72 timer til at forlade Venezuela, og hvis hun ikke kan finde en flyforbindelse, stiller Venezuelas regering gerne et fly til rådighed, lyder beskeden:

– Hvem tror I, I er? Det er slut med europæisk kolonialisme i Venezuela, sagde præsidenten mandag aften.

EU's sanktioner mod Venezuela

EU indførte sanktioner mod Venezuela i 2017. Det blev forbudt at eksportere våben og teknisk udstyr til overvågning og andet. Tillige blev der indført sanktioner og indrejseforbud i EU overfor en række ledende personer. Med mandagens beslutning er i alt 36 venezuelanere nu ramt af EU's sanktioner.

De seneste 11 spiller centrale roller i landets parlament. EU betegner Nationalforsamlingen som illegal, blandt andet fordi den tidligere formand Juan Guaidó, som EU har anerkendt som Venezuelas fungerende præsident, blev underkendt som formand i januar i år.

Det er netop positionen som formand for Nationalforsamlingen, der har været Guaidós alibi for at udråbe sig til præsident, som han gjorde i januar 2019. Men ved det årlige formandsvalg i 2020 valgte medlemmerne Luis Parra til formand, mens Guaidó samlede sine støtter uden for Nationalforsamlingen, hvor han lod sig genvælge til formand.

Parlamentsvalg i år

Denne komplicerede situation forsøger Venezuelas valgkommission og præsident Maduros regering at løse gennem dialog med den del af oppositionen, som ønsker dialog og fredelig løsning af problemerne. Her spiller Luis Parra – som tilhører oppositionen mod Nikolas Maduro – en central rolle.

Et nyt ordinært valg til Nationalforsamlingen skal afholdes senere i år, og præsident Maduro har store forventninger til valget:

– I kan bare vente og se, d'herrer kolonialister, herrefolkstilhængere og racister, for Venezuela skal have frie og gennemsigtige parlamentsvalg med tusinder af mænd og kvinder som kandidater, sagde Maduro ifølge nyhedsstationen TeleSur.

EU betegner i sin resolution fra mandag den 29. juni den nuværende Nationalforsamling som illegal. EU henviser til, at den tidligere formand og selvudråbte præsident Juan Guaidó blev nægtet adgang til Nationalforsamlingen, da medlemmerne den 5. januar 2020 skulle vælge formand.

Guaidó blev imidlertid ikke nægtet adgang til Nationalforsamlingen. Da Guaidó insisterede på at tage fire suspenderede parlamentsmedlemmer med ind i mødesalen, blev de alle stoppet. Guaidó blev opfordret til at gå ind, men det nægtede han at gøre uden de fire andre.

De fire følgesvende blev i 2015 valgt til Nationalforsamlingen med svindel og ulovlige metoder. Landets valgkommission krævede dengang omvalg i de fire valgkredse, men kravet blev afvist. Efterfølgende har Venezuelas højesteret i en kendelse suspenderet de fire.

Det er dog ikke denne forklaring, der er kommet frem i medierne. De overskrifter og fotos, som pressen bragte over hele verden, blandt andet af britiske BBC og DR, understøttede påstanden om, at Juan Guaidó var blevet forhindret i at deltage formandsvalget.

Og nu bygger EU sin politik på Juan Guaidós usande påstande. EU og de fleste medlemslande – herunder Danmark – har anerkendt Guaidó som Venezuelas fungerende præsident. I alt har USA og 56 andre lande anerkendt Guaidó.

EU tavs om Guaidó

Det er dog bemærkelsesværdigt, at Guaidós navn ikke figurerer i EU's resolution fra i mandags. Resolutionen holder tilsyneladende en dør på klem for, at det forestående valg i Venezuela kan være en vej frem.

EU udtrykker blandt andet det synspunkt, at "en holdbar vej ud af den venezuelanske krise kan kun skabes gennem en ærlig og inkluderende politisk proces, og Unionen understreger, at den afviser alle former for vold, herunder enhver militær og voldelig indtrængen i landet".

Det kan kun tolkes som afstandtagen til det USA-støttede væbnede angreb på Venezuela den 3. maj i år, hvor amerikanske lejesoldater med et mål om at kidnappe præsident Maduro og føre ham til USA blev stoppet af Venezuelas politi og militær.

>> LÆS OGSÅ: Væbnet invasion mod Venezuela nedkæmpet på få timer

Juan Guaidó blev ved den lejlighed afsløret som underskriver af en kontrakt med lejesoldatfirmaet Silvercorp, der organiserede angrebet. 

Venezuelas præsident Maduro holder på sin side en dør åben for dialog med EU:

– Lad os få orden på vores forbindelser med EU. Men hvis de ikke synes om os, kan de skride. Hvis ikke de vil respektere Venezuela, kan de forføje sig. De har at respektere os som nation og som institution, lyder det fra Maduro ifølge nyhedsbureauet Prensa Latina.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


01. jul. 2020 - 11:30   01. jul. 2020 - 13:09

Venezuela

se@arbejderen.dk
Juan Guaidó

  • 35 år, ingeniør og har en master i offentlig administration fra George Washington University i USA.
  • Var i 2009 med til at starte partiet Volundad Popular (Folkets Vilje).
  • Volundad Popular havde 14 mandater i det opløste parlament og er medlem af den socialdemokratiske internationale SI.
  • Blev den 5. januar 2019 udpeget som formand for Venezuelas opløste Nationalforsamling.
  • Deltog i november 2010 i et kursus i Mexico City om en plan for at vælte Venezuelas daværende præsident Hugo Chávez.
  • Den serbiske gruppe Otpor stod som arrangør af kurset.
  • Otpor finansieres af USA via den statslige bistandsorganisation USAID og National Endowment for Democracy.
  • Juan Guaidó erklærede den 23. januar 2019 sig som midlertidig præsident i Venezuela.
  • Han henviser til en paragraf i forfatningen om at påtage sig midlertidig præsidentmagt.
  • Ifølge paragraffen kan formanden for Nationalforsamlingen overtage præsidentembedet og udskrive nyvalg inden 30 dage, hvis den siddende præsident handler i strid med forfatningen eller har forladt posten. 

Kilde: grayzone.com, TeleSur