I aften klokken 23 lyder startskuddet til den britiske arbejderklasse: Brexit er gennemført, nu gælder det kampen for en solidarisk udvikling i Storbritannien!

Som sammenslutningen af britiske fagforeninger mod EU (TUAEU) konstaterer i en fælles udtalelse, nulstiller brexit "så at sige landet i forhold til de 40 forgangne år under EU's åg".

Nu er det op til de britiske arbejdere at forme deres egen fremtid og sikre, at brexit også fører til reel selvstændighed for de britiske nationer.

Det betyder langt fra, at den britiske arbejder lørdag vågner op til gader oversvømmet med mælk og honning. Men modsat dommedagsprofeternes jamren vågner de britiske folk lørdag op til en verden, hvor solen fortsat står op og går ned, og livet går videre.

Endnu vigtigere vågner de op til en historisk chance for at gå forrest i et opgør med den globale monopolkapitals stort set uudfordrede magt over langt hovedparten af verdens stater.

I flere generationer har gigantiske selskaber arbejdet for at ophæve de nationale grænser og erstatte de nationale demokratier med monopolernes statsdannelse: EU. Brexit er et vigtigt anslag mod de planer!

For storkapitalen betyder "fri bevægelighed" større lønkonkurrence, armod og splittelse internt i arbejderklassen. EU's indre marked handler ikke om menneskers muligheder for at bevæge sig frit over grænser – tværtimod betyder fort Europa blot, at den rigeste del af verden lukker sig om sig selv.

På samme måde er EU's fælles love, regler og indsatsområder ikke sat i verden for at beskytte hverken klima eller almindelige mennesker, men derimod for at værne om de store selskabers uhindrede udbytning af de europæiske folk og rovdrift på naturresurser.

Tre et halvt år er gået, siden et britisk flertal på 51,9 procent stemte for at forlade EU. Siden da har monopolerne gjort alt for at lægge snubletråde ud for exit-processen. Men den britiske arbejderklasse har stået inspirerende fast i deres krav om et brexit.

Klassen har måttet tage mange tæsk af bedrevidende mediekommentatorer og selvgode bedsteborgere, som er blevet forarget over den måde, arbejderne først anvendte UKIP til at gennemtvinge en afstemning, vendte tilbage til Labour, da dette i en periode viste sig klar til at bakke op om arbejderklassens retfærdige krav.

Men som så ofte før svigtede socialdemokraterne i Labour, og arbejderne måtte ty til Brexit Party for at minde magthaverne om, at kravet om demokrati og national suverænitet ikke var til forhandling. Og sidst måtte arbejderklassen se sig nødsaget til at stemme på ærkemodstanderne i det konservative Tory-parti.

Vejen til selvstændighed har aldrig været ligetil, som TUAEU også bemærker i deres udtalelse, hvor man minder om, at 31. januar 2020 klokken 23 også markerer enden på højreregeringens mandat:

"Get brexit done var toryernes valgslogan. Det havde intet andet slogan. Når brexit er gennemført, og vi forlader EU den 31. januar, har regeringen intet andet mandat – dens legitimitet til at regere slutter på dén dato."

Nu er det op til de britiske arbejdere at forme deres egen fremtid og sikre, at brexit også fører til reel selvstændighed for de britiske nationer.