Vi har mistet Simon Gregersen. Det er altid for tidligt, når en kammerat dør fra os, men kun 38 år gammel er så urimeligt og så uforståeligt.

Jeg hørte første gang om Simon i 1996. De ringede fra Aarhus og sagde, at de havde fået to lærlinge, som var aktive i Rød Ungdom og i Ribus-konflikten. Kan branchen klare det? To røde rebeller på samme hold? Det var Simon og Thorkil, og senere blev de begge formand i Stilladsarbejdernes Landsklub.

Så det var ikke et spørgsmål, om branchen kunne klare Simon - vi kunne ikke have undværet ham. Simon fik sit svendebrev som stilladsarbejder i Aarhus og tog så til København for at arbejde som stilladsmontør - og for at gøre en forskel i det faglige og politiske arbejde i byen.

Simon blev mødt af de gamle stilladsgutter i København. Kan du bruges? Du er fra Aarhus - du kan vist ikke klare dig her! Du er mere end to meter høj - du får ondt i ryggen! Du er jo kommunist! Vi er vant til faglige folk - ikke politiske! 

Simon tog det i stiv arm, smilede til gutterne og skabte sin helt egen plads i branchen. Hurtigt blev han valgt ind i klubbestyrelsen, blev tillidsmand i Københavns største stilladsfirma og blev valgt ind i afdelingsbestyrelsen i Lager & Handel.

I 2003 sendte Lager & Handel en delegation til EU-topmøde i Thessaloniki. Simon var delegationsleder, og delegationen kom tilbage med gode historier om den omsorgsfulde og ”seje” leder, de havde i Simon.

Simon blev hurtigt kendt som ”Den lange Simon”, en man kan stole på, en man henvender sig til.

Vi satsede voldsomt på uddannelse og en fælles priskurant i disse år. Simon var i centrum af disse forhandlinger og kampe. Samtidig formåede han at tale til de nye og unge i branchen, unge som ikke havde politiske eller faglige traditioner.

Simon lagde ikke skjul på, at han var fagligt aktiv og kommunist - alligevel var det ham, som nåede de unge og viste dem nytten af at være aktiv. Han var inkluderende og aldrig belærende.

”Godt nok er han rød, men han er dygtig, og vi kan ikke undvære ham”, lød det mange gange. Han formåede at være blød og stærk på samme tid - det skabte respekt.

Simon tog ”orlov” fra vores branche og blev økonomiansvarlig på Arbejderen. Kollegerne kunne ikke forstå det, men respekterede hans beslutning og vidste, han ville gøre en forskel - også på Arbejderen. 

Simon kom tilbage til branchen, og i 2008 blev han formand i Stilladsarbejdernes Landsklub.

Et par år senere måtte han forlade sin elskede stilladsbranche på grund af en lungesygdom.

I lørdags sad vi sammen med Simon og Heidi til Arbejderens jubilæumsfest. Vi snakkede om fornyelse i den politiske kamp, fornyelse af Arbejderen, de seje unge og alle de gode historier. Vi snakkede især om at komme igennem sygdom og kriser, om at finde ro i det nye arbejde.

Det var tydeligt, at Simon havde fundet sin ro på Stevns - sammen med Heidi og drengene. Derfor er det dobbelt tragisk, at han så pludselig er væk.

Vi har mistet en rød kammerat, men værst er det for Simons familie, som har mistet en fantastisk mand, som tog sit ansvar og gjorde en forskel.