20 Sep 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Simon Gregersen

Mindeord

Simon Gregersen

Du var altid velovervejet kompromisløs - som menneske, kammerat og kommunist!

Jeg kan huske, du kom ind i lokalerne i Aarhus i '94. Vi skulle i gang med at arrangere busser til en antinazidemonstration i Kollund og manglede ledige hænder... Du proklamerede, at du netop havde haft din sidste forelæsning på økonomistudiet på Aarhus Uni. og derfor var fuldtids "på", indtil du havde fundet et arbejde.

Dengang kendte vi dig ikke så godt, så vi troede, vi kunne få dig til at genoverveje det fornuftige i at droppe studiet... Det kunne vi selvsagt ikke - du ville noget andet med dit liv, og tak for det! Vi fik sendt de seks busser til Sønderjylland (uden en krone i underskud - endnu et af dine talenter!), og en måned senere startede du på Fragtmandscentralen som lagerarbejder.

I samme periode blev du medlem af vores parti, DKP/ML. Du kom og meddelte, at du havde tænkt over tingene og vejet fordele op mod ulemper. Resultatet var, at trods uenigheder i dele af bagkataloget så ændrede det ikke ved, at tiden her og nu krævede et kommunistisk parti, som tog det med arbejderklassens organisering alvorligt. Og derfor ville du gerne være med... Det kom du - og tak for det!

Den evne til at tage bestik af hvad der kræves lige nu - om det så er på det politiske eller personlige plan - og så handle efter det uden at kigge sig tilbage efter andet end erfaringerne, den har fulgt med dig hele vejen; og er grunden til at du altid har kunnet trække folk med dig...

Efter næsten et års involvering i støttearbejde omkring Ribus i Esbjerg, blev dagligdagen på Fragtmandscentralen for kedelig. Efter grundig research valgte du at starte i lære som stilladsarbejder hos Mars Stilladser i Aarhus - selv hoppede jeg med som det tynde øl, hvilket jeg aldrig har fortrudt...

Du fik ikke kun svendebrev som stilladsarbejder, men blev også udlært kommunist i de år: Som nyudlært (og jyde!) rykkede du teltpælene op og gav dig i kast med stillads- og klubarbejdet i København. Du blev hurtigt en af 1920-klubbens kendte ansigter - det kræver ikke kun en dygtig stilladsarbejder, men også en god politisk skoling!

Derfor kom det ikke bag på mig, da du pludselig forlod stilladserne med de gode akkorder, bataljerne og det bare at kunne bekymre sig om dagens akkord, for at tage en tørn som økonomiansvarlig på Dagbladet Arbejderen. En hård omgang som kostede på det personlige plan, men som vi er mange, der takker for den dag i dag.

Du vendte tilbage til stilladserne, blev formand for landsklubben, blev siden hen syg og måtte igen tage et valg om brancheskift, denne gang til industrioperatørlærling og nedtoning af det politiske arbejde... Et ordnet tilbagetog som du netop var begyndt at kunne se en vej ud af her i sommers. Dit helbred gik bedre, og det gav luft for nye planer om fremtiden. Som altid optimist på egne og "sagens" vegne - succes og resultater var for dig altid et spørgsmål om at (kunne) arbejde hårdt nok for det...

Trods dine mange kompromisløse valg til fordel for partiet og det politiske liv, formåede du at holde dit private bagland intakt. Mange vil derfor kunne bidrage bedre med billedet af dig som ven og kammerat end den ensidige politiske aktivist, jeg - ufortjent - har tegnet frem her... Men jeg synes, den klare, røde tråd, du har levet dit liv efter, fortjener sin plads - du ville gøre en forskel, og det kom du til!!

I partiet kommer vi til at savne dig, som kammerat og kommunist!

Jeg kommer til at savne dig, som ham man kunne snakke med om alt - og få svar på tiltale!

Til dig og drengene, Heidi, som nu har lidt et helt ufatteligt tab, vil jeg slutte med at citere en sms fra én af hans gamle kolleger fra Aarhus:

"Kondolerer. Simon var en flink, ordentlig, ordholdende og gennemført reel mand. Det er vi nogle, der imponeres over og beundrer."

Bisættelse finder sted mandag den 10. september klokken 13 fra krematoriets kapel, Parkvej 1, Køge. Efterfølgende gravøl i Odfellowgården, Køge.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


06. sep. 2012 - 09:21   25. nov. 2018 - 18:05

Mindeord

Af Thorkil Jansen, på vegne af Kommunistisk Parti