Det kommer som et chok. Selv om jeg ved, at han lå syg. Sven Wollter er gået bort.

Sven Wollter kunne byde publikum på stærke politiske udtryk, poetiske fremførelser og enkle, humoristiske anekdoter.

Det første jeg føler er, at han hører til de mennesker, som altid vil være levende. Han var som et ekstra familiemedlem. En sand ven.

Første gang jeg traf ham, var på Pistolteatern i Stockholm i 1967. Han spillede i en cabaret om Ben Bella, den algeriske frihedskæmper. Han sagde noget opmuntrende til mig om noget, jeg selv medvirkede i. Og på den måde har det altid været. Han var en opmuntrer.

Jeg så ham i flere opsætninger på Göteborgs Stadsteater, for eksempel i Brechts "Herr Puntila og hans dreng Matti", hvor han spillede drengen Matti over for Folke Hjorth som Puntila. Det må have været omkring 1970. Mine forældre og jeg så den sammen.

For mig blev han den store Sven Wollter i Strindbergs "Gustav III". Sven var helt forvandlet – som en noget effektfuld offentlig person, som gled omkring og talte med aristokratisk skurrende stemme. Kongen som skuespiller.

I Kommunistiska Partiet var han flittig som underholder. Han hørte til på mange forskellige niveauer. Han kunne byde publikum på stærke politiske udtryk, poetiske fremførelser og enkle, humoristiske anekdoter.

Det politiske førtes ind i hans optræden. I "Tältprojektet – Vi äro tusenden" fra 1977 spillede han flere roller: en arbejder, en arbejderfjende – Treffenberg, som slog en strejke ned – og Strindberg, som talende i en tidstypisk telefonautomat. I to valgrevyer for daværende KPML(r)1979 og 1982 var han uimodståelig.

Politikken var han tro mod lige til det sidste. Oplæsninger af Majakovskij, sange af Dan Berglund. 1999 spillede han Häradshövding Wallenberg i Lars Molins tv-serie om Ivar Kreuger. Som dialektisk tænkende kommunist var han yderst egnet til at gestalte en superkapitalist!

Biograffilm. Bille Augusts "En sång for Martin", hvor han spillede en dirigent og komponist som midt i karrieren rammes af demens. Modspilleren var Viveka Seldahl.

Den sidste rolle på Göteborgs Stadsteater, en monolog, "Driving Miles" af Henning Mankell i regi af Eva Bergman, gjorde et aldeles særligt indtryk på mig. Han spillede en norsk skrothandler, Steinar, som mødte Miles Davis.

Som modspiller havde han et musikensemble fra Backa Teater. Det var den mindst "Sven Wollterske" rolle, jeg har set ham spille! Han gik omkring på scenen, som om han boede der, og bare fortalte. Ingen overdreven gestik overhovedet. Man lyttede åndeløst.

Han var ikke bundet til sin generation, det ved alle vi, som så og hørte ham i "Høj rösten!" Han prøvede forskellige medier. Sang viser på CD, udgav egne romaner, "Hon, han och döden", "Britas bok".

Jeg talte i telefon med ham en sidste gang nu under sygdommen. "Jo, der er håb for livet", sagde han. Og det er der jo. Det er et af Sven Wollters vigtigste budskaber.

Bruno Brans mindeord har været bragt i den svenske avis Proletären.

Se også billedkavalkaden med Sven Wollter på Proletären her

>> LÆS OGSÅ: SVEN WOLLTER: "DÄRFÖR ÄR JAG KOMMUNIST" fra 2006 i Proletären.