15 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Plejefirma trækker advarsel tilbage

Oprejsning til tillidskvinde

Plejefirma trækker advarsel tilbage

Tillidsrepræsentant Hanne Staal fik en advarsel for at gå til Embedslægen med kritik af forholdene på plejecenteret Bøgeskovhus i Aarhus. Nu har Forenede Care trukket advarslen tilbage.

Forende Care, er en del af Forenede Koncernen. Direktør Carsten Clement har tidligere beklaget kritikken fra de ansatte over forholdene på Bøgeskovhus.
FOTO: Jannik Preisler
1 af 1

Det private firma Forende Care har trukket en advarsel til tillidsrepræsentant Hanne Staal tilbage, og dermed er der sat punktum i sagen mellem hende og hendes tidligere arbejdsplads plejecenteret Bøgeskovhus i Aarhus.

Jeg har hele tiden ment, at jeg ikke gjorde noget forkert, og derfor ville jeg heller ikke hverken acceptere en fyreseddel eller en advarsel.
Hanne Staal. 

Advarslen fik tillidskvinden sidste år for at gå til Embedslægen, fordi hun og hendes kollegaer oplevede, at plejen på Bøgeskovhus var uacceptabel.

– Jeg er selvfølgelig glad for, at et langt og hårdt forløb er slut, og at firmaet har trukket advarslen. Jeg har hele tiden ment, at jeg ikke gjorde noget forkert, og derfor ville jeg heller ikke hverken acceptere en fyreseddel eller en advarsel, siger Hanne Staal til Arbejderen.

Forenede Care ville først fyre tillidsrepræsentanten, men opgav at gennemføre en fyringssag. Dernæst fastholdt firmaet, at Hanne Staal havde begået "tillidsbrud" og derfor skulle have en advarsel. Det ville tillidsrepræsentantens fagforening FOA Århus ikke acceptere, og sagen blev kørt videre i det fagretslige system.

FOA og Forende Care har nu indgået et forlig, som betyder, at firmaet trækker advarslen tilbage, og at FOA dropper en sag mod Forende Care om organisationsfjendtlig handling. 

Fyret

Hanne Staal har været sygemeldt under sagsforløbet, og hun er nu opsagt på grund af sygdom med det overenskomstmæssige varsel på fem måneder.

– Nu skal jeg videre med mit liv. Jeg skal ud og finde et arbjede. Jeg skal have bygget et nyt arbejdsliv op, sandsynligvis indenfor plejesektoren. Det er jo det, jeg brænder for - og det jeg kan, fastslår Hanne Staal.

Forud for henvendelsen til Embedslægen lå flere måneders forgæves forsøg på at råbe ledelsen op. Ifølge Hanne Staal overhørte ledelsen således løbende klager over misforholdet mellem omfanget af opgaver og personale til at løse dem, der blandt andet reulterede i gentagne fejl med håndteringen af medicin. 

– Når man hver gang møder en lukket dør, og der ikke kommer handling på klagerne, og når dertil kommer, at der på kort tid blev fyret to assistenter og en sygeplejerske i smame afdeling, så synes jeg, at jeg som autoriseret SoSu-assistent var nødt til at gå til Embedslægen.

Frygt

Flere ansnatte bekræftede overfor Arbejderen Hanne Staals kritik og føjede endda yderligere punkter til: "Vi skal vælge mellem at passe borgerne eller udfylde dokumentationen ordentligt." "Der er kollegaer, som kaster op, inden de skal møde ind, fordi de ikke aner, hvad de møder ind til." "Der er så mange nye afløsere hele tiden. De mangler erfaring og uddannelse, og der er så situationer, de ikke lige ved, hvordan de skal tackle. For eksempel, så har vi jo flere svært demente beboere, og det er altså ikke altid, at de får børstet tænder, bliver hjulpet på toilet eller vasket forneden."

Sådan lød blot nogle af de mange udsagn fra dem, Arbejderen fik i tale. Ingen af dem turde imidlertid stå åbent frem af frygt for repressalier, men uafhængigt af hinanden fortalte de om en ledelse, der ikke er lydhør overfor kritik og om en "ubehagelig" stemning.

Forenede Care har drevet Bøgeskovhus siden 1. september 2014, efter at Aarhus Kommune besluttede at udlicitere centerets 122 pleje- og ældreboliger.

Forenede Care, er en del af Forenede Koncernen. Direktør Carsten Clement har tidligere overfor Arbejderen beklaget kritikken fra de ansatte over forholdene på Bøgeskovhus.

 

 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


29. maj. 2017 - 18:31   29. maj. 2017 - 18:40

noc@arbejderen.dk