Forenede Koncernen er ked af den kritik, som kommer fra ansatte på Plejecenter Bøgeskovhus efter fyringen af tillidsrepræsentant Hanne Staal.
Vi navigerer efter bedste formåen og velvilje i det krydspres mellem politik, bevillinger og kvalitet.
Carsten Clement, koncerndirektør
Det siger Carsten Clement, koncerndirektør i firmaet, der 1. september 2014 overtog driften af 122 ældre- og plejeboliger for Aarhus Kommune.
– Vi forholder os konstruktivt til den modtagne kritik og ser alvorligt herpå. Men vi er også kede af den, da vi overordnet mener, at Bøgeskovhus til daglig er et skønt sted at bo, besøge og arbejde, siger Carsten Clement til Arbejderen.
I sidste uge skrev Arbejderen om den fyrede tillidskvinde - som i øvrigt var den fjerde fyring på samme afdeling i løbet af godt en måned.
– Jeg er fyret, fordi jeg har kritiseret forholdene på afdelingen, eller har begået tillidsbrud, som de kalder det. Jeg har påtalt problemerne overfor ledelsen mange gange, sagde Hanne Staal til Arbejderen.
Ubehagelig stemning
Et af kritikpunkterne gik på gentagne fejl med håndteringen af medicin, men da ledelsen ikke reagerede på klagerne opfattede Hanne Staal, at det var hendes pligt som autoriseret SOSU-assistent at bære klagerne videre til embedslægen.
Arbejderen har snakket med andre ansatte på plejecenteret. Fælles for dem er, at de ikke tør stå åbent frem af frygt for repressalier, men de bekræfter Hanne Staals kritik og føjer yderligere kritikpunkter til.
Uafhængigt af hinanden fortæller de om en ledelse, der ikke er lydhør overfor kritik og om en "ubehagelig" stemning. Her er blot et udpluk af deres oplevelser af Bøgeskovhus som arbejdsplads:
"Vi skal vælge mellem at passe borgerne eller udfylde dokumentationen ordentligt." "Der er kollegaer, som kaster op, inden de skal møde ind, fordi de ikke aner, hvad de møder ind til." "Der er så mange nye afløsere hele tiden. De mangler erfaring og uddannelse, og der er så situationer, de ikke lige ved, hvordan de skal tackle. For eksempel, så har vi jo flere svært demente beboere, og det er altså ikke altid, at de får børstet tænder, bliver hjulpet på toilet eller vasket forneden."
På spørgsmålet om hvad koncerndirektøren vil gøre ved, at personalet føler sig presset i dagligdagen og har svært ved at nå de opgaver, de skal og samtidig leve op til stedets kvalitetskrav, svarer han:
– Forenede Care og Bøgeskovhus er i lighed med andre plejecentre, virksomheder og leverandører rundt om i landet aktører i en branche, som generelt er meget presset. Der skæres og spares over en bred kam på ressourcerne. I Forenede Care og på Bøgeskovhus navigerer vi efter bedste formåen og velvilje i det krydspres mellem politik, bevillinger og kvalitet.
Aftalt serviceniveau
Carsten Clement understreger, at Forenede Care lever op til de rammer, som er aftalt med Aarhus Kommune i forhold til Bøgeskovhus, og at firmaet leverer pleje og praktisk hjælp efter Aarhus Kommunes serviceniveau.
Et af de problemer, som fører til fejl og skaber travlhed i hverdagen, handler om manglen på fagkvalificeret personale. Der er et ulige forhold mellem fastansatte og afløsere og andre ansatte, der "skal tages særlige hensyn" til, lyder kritikken.
– Vi er kontraktligt og socialt forpligtede til at have et antal stillinger på Bøgeskovhus til mennesker, som har behov for særlige vilkår. Med særlige vilkår menes mennesker, som har for eksempel har fået tildelt en fleksordning, mennesker i aktivering, elever samt mennesker med flygtningebaggrund, siger Carsten Clement og tilføjer, at alle ordinære stillinger er besat, både på social- og sundhedsområdet, sygeplejeområdet og på terapeutområdet.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278