Karl Marx boede fast i London fra 1849 til sin død i 1883. London (og i mindre grad Bruxelles) var det foretrukne tilflugtssted for radikale, som flygtede fra undertrykkelsen efter de europæiske revolutioner i 1830 og 1848. På den måde blev London et centrum for de revolutionære emigranters aktiviteter.

 Chartisterne var en massebevægelse, der omfattede alle de dele af arbejderklassen, som blev ramt af industrialiseringen. 

I Storbritannien havde man ikke oprør på samme måde som i resten af Europa på den tid. Det betød imidlertid ikke, at masserne ikke kæmpede. Fra midten af 1830’erne til midten af 1850’erne oplevede Storbritannien, den første industrination, udviklingen af landets væsentligste arbejderbevægelse i det 19. århundrede - Chartisterne. De var en massebevægelse, der omfattede alle de dele af arbejderklassen, som blev ramt af industrialiseringen. De oprettede i 1842 verdens første politiske arbejderparti - The National Charter Association. I 1848 bevægede Chartisternes politiske orientering sig i socialistisk retning under ledelse af Ernest Jones og George Julian Harney.

Harney var fra 1843 redaktør af Chartisternes blad "Northern Star", som udkom i masseoplag. Engels, som i 1842 var blevet sendt til Manchester for at lede sin fars bomuldsfabrik, skrev bidrag til Northern Star og var i forbindelse med Chartisternes ledere.

I 1845 stiftede Harney De Broderlige Demokraters Selskab; en international organisation for venstreorienterede chartister og politiske flygtninge. Selskabets motto var "alle er brødre" (all men are brothers). Nogle mener, at dette selskab, efter at det antog sine vedtægter i 1847, var prototypen for den første Internationale, som stiftedes 19 år senere.

Kilde til teoretisk arbejde

Det var dette miljø, Marx kom til, da han besøgte London i 1845 efter et besøg hos Engels i Manchester. I Manchester havde han ved selvsyn oplevet fabriks-systemets ubeskrivelige rædsler, sådan som Engels havde beskrevet dem i "Den arbejdende klasses stilling" (1844).

Mens han var i London mødte Marx Chartisternes ledere og da han vendte tilbage to år senere, deltog han i et møde hos de broderlige demokrater. Den følgende dag var han inviteret som gæst hos Kommunisternes Forbunds anden kongres. Det nystiftede forbund bad Marx om at skrive deres manifest. Han skrev det sammen med Engels og "Det kommunistiske manifest" blev udgivet på tysk i 1848. Det blev oversat til engelsk i 1850 af Helen McFarlane, en socialistisk chartist, og udgivet i Harneys nye tidsskrift "The Red Republican".

Således kom Marx’ forbindelse med venstre-Chartismen og emigranterne, på baggrund af det industrialiserede Storbritanniens barske realiteter, til at være en vigtig kilde til hans teoretiske arbejde og politiske aktivitet, allerede før han permanent flyttede til London.

Forandrede omstændigheder

Alligevel var det i 1850’erne klart for Marx, at de omstændigheder, som havde stimuleret den revolutionære aktivitet i første halvdel af det 19. århundrede nu var forandrede. Kapitalismen var gået ind i en mere stabil fase. Dette var i særdeleshed tilfældet i kapitalismens mest magtfulde mønster-land, Storbritannien (De samme forhold gjorde sig, omend i mindre grad, gældende i andre europæiske lande).

 En del af arbejdsstyrken blev privilegeret - de højere lønnede faglærte arbejdere og håndværkere i de brancher, som nu havde oplevet tyve års fremgang.

Ved århundredets midte var de hyppige op- og nedture i det økonomiske liv, der præger den tidlige periode af den engelske industrialisering, afløst af en ny, stabil fase. Storbritannien var nu "hele verdens fabrik". Dets fabriksvarer, som var baseret på landets nøglebrancher – kul, bomuld og bygning af maskiner, broer, skibe osv.  dominerede verdensmarkederne.

Det fik betydning for Storbritanniens arbejdere. En del af arbejdsstyrken blev privilegeret - de højere lønnede faglærte arbejdere og håndværkere i de brancher, som nu havde oplevet tyve års fremgang. Samtiden, og senere Lenin, beskrev disse arbejdere som "arbejderaristokratiet". På den måde blev der på meget synlig vis skabt en materiel basis for en klar opdeling af arbejderklassen.

Det blev gjort tydeligt med oprettelsen af "nye typer af fagforeninger". Sammenlignet med tidligere tider var disse foreninger en meget mere moderat form for fagforeninger for mænd. Mottoet for maskinarbejdernes forening (ASE), som var "forsvar, ikke modstand", er betegnende for deres ideologiske agenda. Overraskende nok var det netop disse fagforeninger, som var drivkraften bag skabelsen af den første Internationale.

Første Internationale

Da den revolutionære bølge i 1848 havde lidt nederlag og organisationer som Chartisterne og Det Kommunistiske Forbund var døet ud, vurderede Marx, at sandsynligheden for fortsatte masseoprør var lille. Han udnyttede denne pause til at koncentrere sig om sin forskning og skrivearbejde med især Kapitalens første bind. Efter hans opfattelse måtte enhver ny form for Internationale være solidt rodfæstet indenfor arbejderklassen. Derfor afviste han ikke Storbritanniens reformistiske fagforeninger, men var i stedet særligt opmuntret af deres internationale udsyn. Dette udsyn viste sig i fagforeningernes støtte til for eksempel Italiens Risorgimento, unionens side i den amerikanske borgerkrig og det polske oprør i 1863.

 En del af arbejdsstyrken blev privilegeret - de højere lønnede faglærte arbejdere og håndværkere i de brancher, som nu havde oplevet tyve års fremgang.

Det var de sidstnævnte begivenheder, som fik George Odger, generalsekretær i Londons fagforbund, til at foreslå en forening for fred og internationalt samvirke blandt alle landes arbejdere. Det førte til dannelsen af den internationale arbejderassociation (IWA) ved et møde i september 1864 i St Martins Hall i London med mere end 2.000 deltagere.

I praksis var dette det stiftende møde i det, der nu kaldes den Første Internationale, hvis hovedkvarter blev London. Marx var tilstede ved dette første møde, men var ikke på talerlisten. Ikke desto mindre var hans ry så stort, at han blev bedt om at skrive IWA's stiftende udtalelse (inauguraladresse), som blev vedtaget på den første kongres i Geneve i 1866.

Adressen viser, at Marx godt var klar over, at IWA på grund af sin blandede politiske sammensætning ikke kunne være en socialistisk organisation. Derfor var adressen tilpasset publikum. I et brev til Bolte skrev Marx i 1871 således om IWA: "Internationale blev stiftet for at sætte en virkelig kamporganisation for arbejderklassen i stedet for de socialistiske eller halvsocialistiske sekter". I fortsættelsen skrev han, at sekterne findes, når arbejderklassen ikke er parat, men at når den er "moden" (med Marx’ ord), så spiller sekterne en reaktionær rolle.

Sidste kongres 1872

Marx oplevede altså, at de engelske fagforeningers støtte var af afgørende vigtighed. Men som historien viser, var IWA konstant plaget af kampen mod sekter, ikke mindst de franske Proudhonisters strejke-modstandere, ‘mutualisterne’, de tyske Lassalleanere (med “den jernhårde lønningslov”) og anarkisterne, anført af  Bakunin.

Denne kamp udspillede sig på møderne i IWA's generalråd og de årlige kongresser i årene 1866-72. Der blev ikke afholdt kongresser i 1870-71 på grund af den fransk-tyske krig, Pariserkommunen og dens brutale efterspil. IWA overlevede ikke flytningen til New York, så den sidste egentlige kongres var i 1872.  

Marx’ "Borgerkrigene i Frankrig" blev skrevet og udgivet på mange sprog umiddelbart efter kommunens fald. Bogen opnåede det højeste oplag, nogen af hans skrifter fik i hans levetid. IWA tabte imidlertid momentum efter 1870, især på grund af faldende interesse fra de engelske fagforeninger. Deres faldende engagement havde været tydeligt siden 1867, hvor valgretten blev udvidet, hvorefter de blev mere og mere optaget af liberal parlamentarisk politik.

Løn, pris og profit

Ikke desto mindre var de engelske fagforeningsfolk i antal langt den største gruppe indenfor IWA indtil 1870’erne. Dette styrkede Internationalen, men kunne være en ideologisk svaghed, som viste sig på et møde i generalrådet i april 1865.

Efter den første Internationales sammenbrud, indså Marx, at arbejderbevægelsens tyngdepunkt var flyttet til Tyskland. Hans base forblev London og British Museums bibliotek. 

Et af rådets indflydelsesrige medlemmer, John Weston, som var tømrer og Owen-socialist, foreslog at rådet skulle diskutere disse spørgsmål: "Kan arbejderklassens sociale og materielle udsigter generelt forbedres gennem lønforhøjelser? Betyder fagforeningernes kamp for lønforhøjelse ikke, at forholdene forværres for andre?" (fra indledningen til ‘Løn, pris og profit’ [citatet kan ikke genfindes i den danske udgave fra MEUS, men passer med foredragets indhold. O.a.]).

Marx besvarede spørgsmålene. I foredrag til to møder i generalrådet i 1865 leverede han en knusende kritik af "Borger Weston’s borgerlige økonomiforståelse". Foredragets manuskript blev dog først fundet af hans datter Eleanor Marx efter Marx’ død, og det blev først udgivet i 1898. Titlen er “Løn (værdi), pris og profit”. Heri udvikler Marx i hovedtræk Kapitalens væsentligste argumenter, særligt hans teori om merværdien og dens forhold til arbejdslønnen.

Efter den første Internationales sammenbrud, indså Marx, at arbejderbevægelsens tyngdepunkt var flyttet til Tyskland. Hans base forblev London og British Museums bibliotek. Det var klart, at det internationale centrum i London, industrikapitalismens fremskridt i England og fabriksproletariatet havde været hans politiske, økonomiske og ideologiske inspiration.

Marx’ liv var fyldt af hans optagethed af både teori og praksis, men vigtigere var, at det var præget af foreningen af de to. En sjælden præstation.