Som teenager så jeg nazisternes plakater, hvor russerne – med en kniv i munden – blev fremstillet som undermennesker. Selv i Forbundsrepublikken Tyskland var det, og er det endnu, den officielle politik, at “faren fra øst”, altså fra Rusland, truer os.

Jeg taler ikke om, at socialismen mislykkedes, men om dens nederlag.

For Forbundsrepublikkens (Vesttyskland, red.) første kansler Konrad Adenauer begyndte Sibirien lige ovre på den anden side af Elben, det vil sige der, hvor den sovjetisk besatte zone begyndte. For ham og hans ligesindede var DDR (Østtyskland, red.) en “satellitstat”, “Kreml-agenter”, “Moskvas forlængede arm” og dermed præcis lige så farlig for Vesten som Sovjetunionen (USSR) selv.

Når mange russere viste forståelse for den tyske enhed i 1990, var det også fordi, DDR havde befriet ordet “tysker” fra folkehav og aggression. For mange DDR-borgere var begrebet “sovjetmenneske” det samme som ordet “ven”.

Hverken Sovjetunionen eller DDR findes mere. Men de værdier som venskab, solidaritet, gensidig respekt og menneskelig nærhed, der forbandt de to staters borgere, er ikke forældede.

Flertallet i vores generation er vokset op i håbet om, at krige både kan og skal bandlyses fra menneskehedens liv. Krige er ikke en naturlov. Menneskene kan forhindre krige.

Det, at der fra 1945 til 1991 ikke var krig i Europa, skyldtes i første række også, at de generationer, der vandt Den Store Fædrelandskrig (det russiske navn for Anden Verdenskrig, red.), smadrede den tyske fascisme og derefter under store anstrengelser og afsavn genopbyggede deres land.

>> LÆS OGSÅ: Marxismens forandringskraft

Visionen om et fredselskende Europa, som syntes mulig efter Anden Verdenskrig, brast, da NATO bombarderede Jugoslavien. På den måde forvandlede NATO-staterne Den Kolde Krig til varm krig – midt i Europa.

Jeg er overbevist om, at det havde været utænkeligt i Sovjetunionens og dens allieredes tid. Ud fra den overbevisning deler jeg Vladimir Putins analyse – at ødelæggelsen af Sovjetunionen var en global politisk katastrofe.

Eftervirkningerne af dette drama oplever vi i dag, skridt for skridt. Meget af det roderi, der har været i verden siden starten af 1990’erne – om det så er i Ukraine, Syrien, Irak, Libyen eller andre dele af verden – er snævert forbundet med følgerne af, at Sovjetunionen blev smadret, og af USA's stræben efter verdensherredømmet.

NATO på konfrontationskurs

NATO ønsker, at Rusland skal være svagt; højst en “regional magt”, som Obama formulerede det. Det fjendtlige billede af Rusland, visse tyske politikere og medier udbreder, foruroliger mig dybt.

Jeg har nogle gange før i tiden oplevet 22. juni – årsdagen for det fascistiske Tysklands overfald på Sovjetunionen – hos venner i Moskva. Derfor ved jeg af egen erfaring, at denne dag også i familiens skød er forbundet med det patriotiske løfte: Aldrig mere skal fremmede soldater komme fædrelandets grænser så nær som den 22. juni 1941.

Dette lands (Ruslands, red.) behov for at leve bag sikre grænser udgår også – og det bør særligt tyskere forstå – fra denne dato. Da Tyskland i 1990 opnåede sin statslige enhed – hovedsageligt på grund af Gorbatjovs politik – havde jeg aldrig drømt om, at der kunne komme en tysk regering, som – trods den skyld Tyskland pådrog sig med overfaldet på Sovjetunionen – stræber efter et “globalt militært engagement”, som i sidste ende også går imod russiske interesser.

Marxismen er ikke forældet. Også den europæiske socialismes sammenbrud lader sig forklare på grundlag af den historiske materialismes erkendelser og den materialistiske dialektik.

Men sådan forholder det sig ifølge en såkaldt “Hvidbog over sikkerhedspolitik og Bundeswehrs fremtid”, som forbundsregeringen vedtog 13. juni 2016 – næsten nøjagtigt på 75-årsdagen for Tysklands overfald på USSR.

“Årtiers politiske og militære tilbageholdenhed er glemt. Nu handler det i Berlin om at deltage aktivt i den globale orden”, stod der i Frankfurter Allgemeine Zeitung.

I de tyske medier bliver det i modstrid med sandheden hævdet, at “den russiske præsidents magtbegær er blandt de største farer, der truer forbundsrepublikken”. Rusland vil ikke kunne være en partner for Tyskland, forlyder det.

>> LÆS OGSÅ: I Oktoberrevolutionens fodspor

Det hævdes, at Rusland åbenlyst stiller spørgsmålstegn ved “den europæiske fredsordning”. Det er gamle klicheer fra Den Kolde Krigs mølpose, da Vesten begrundede sin politik med “faren fra Sovjet”.

Med den slags absurde diagnoser fordrejer man historiens kendsgerninger. Det er nemlig rigtigt nok, at der i øjeblikket bliver stillet spørgsmålstegn ved den europæiske fredsordning, men det er fordi, NATO er ved at flytte sine gamle grænser fra Elben og Werra midt i Europa langt østpå – tæt på Rusland.

USA og dets allierede står nu med deres stridskræfter langs Ruslands grænser. De sender militære enheder derhen efter forgodtbefindende og omringer landet. Tyskland er NATO's spydspids i umiddelbar nærhed af den russiske føderation.

Alt dette minder mig om systemkonfrontationens tid. Dengang holdt NATO regelmæssige øvelser, kun få kilometer fra DDR's og CSSR's (Tjekkoslovakiet, red.) statsgrænser.

Warszawapagtens øverstkommanderende, den sovjetiske hærgeneral P. Lushew vurderede dengang, at det var en farlig kilde til aggression. Den 8. juli 1989 udtalte han på et hemmeligt møde mellem Warszawapagtens parti- og statsledere i Bukarest følgende – jeg citerer: “Det bliver stadigt sværere at vurdere, om det er øvelser eller rent faktisk konkrete forberedelser til en aggression, der foregår. Også i 1989 er vi nødt til at gå ud fra, at NATO udgør en militær trussel.”

Den kritiske holdning til den virkeliggjorte socialisme betyder ikke, at vi frasiger os en vision om en socialistisk samfundsorden: Vi deltager i en strid om udformningen af socialismen.
Angela Merkel

Situationen er kun blevet endnu farligere siden da. NATO's manøvrer er blevet flyttet østpå – derhen, hvor de fremmede tropper efter erfaringerne fra 1941 ellers aldrig skulle komme igen. Nu værger Rusland for sig. Men på NATO's propagandasprog hedder det: “Rusland er en trussel – Rusland er aggressivt”.

Dem, der aldrig bliver trætte af at kriminalisere det grænseregime, der herskede ved Warszawapagtens ydergrænse fra Østersøen til Sortehavet, ser kun med sympati på NATO's forskydning af grænserne i Ruslands retning.

>> LÆS OGSÅ: NATO efter Murens fald

Den tysk-russiske og den tysk-sovjetiske historie giver os dog en anden lære: Det er altid gået Tyskland bedst, når forholdet til Rusland har været godt. Det vidste allerede jernkansleren Bismarck, der var Preussens gesandt i Sankt Petersborg i 1860-62. Med hensyn til ruslandspolitikken erklærede han blandt andet, at: “Vi vil nu som før stræbe efter fred med vore naboer, men navnlig med Rusland … Jeg nævner særligt Rusland …”

Som tysker tænker jeg med skam på de tyske forbrydelser under blokaden af Leningrad. Det gør jeg i bevidsthed om, at intet land på Jorden har bragt større ofre for at befri Europa for fascismen end USSR.

Venskab med Rusland!

Da en rødarmist 30. april 1945 havde rejst den røde sejrsfane på den tyske Rigsdag i Berlin, var jeg lige fyldt otte år. For ung til at kunne gennemskue datidens politiske sammenhænge. Men gammel nok til at forstå at krig er frygteligt, og fred er godt.

Mit senere venskabelige forhold til russiske mennesker har sit udspring i de første efterkrigsår. Jeg lærte sovjetiske soldater at kende, der var anderledes end de “barbariske undermennesker”, nazipropagandaen fortalte om. En af dem var indkvarteret tæt ved, hvor vi boede. Han var officer og tolk ved militærkommandaturen.

Hver aften, når han kom hjem til sit kvarter, havde han noget spiseligt med til mig. Nogle gange et kulsort, fugtigt soldaterbrød, andre gange et stykke sukker og lejlighedsvis også et stykke flæsk, viklet i avispapir.

Til middag sendte han mig til gullaschkanonen i den sovjetiske enhed, der var stationeret i min by. Så fik jeg en blikskål med Kascha eller med kålsuppe. Det var her, jeg lærte de russiske ord for brød, sukker, flæsk, kålsuppe og gryn. Jeg har aldrig glemt dem siden.

>> LÆS OGSÅ: NATO og EU – hånd i hånd

Mange aftener sad russeren på husets trappesten og rullede sig en cigaret af tobak og avispapir. Engang brummede han en melodi for sig selv, en som jeg aldrig havde hørt før. “Syng med!” sagde han til mig. “Det kan jeg ikke,” svarede jeg. Han råbte, som om han skammede mig ud: “Jamen, det er jo Goethes digt om Hede-rosen!”

“Hede-rosen” og “Goethe”. Kære venner, de ord hørte jeg for første gang der, kort efter krigens afslutning i 1945. Ikke fra en tysker, men fra en russer i sovjetisk uniform.

Min stærkeste erindring fra den tid er en kæmpeplakat, som den sovjetiske besættelsesmagt lod hænge op overalt. På den stod ordene: “Hitler kommer, og Hitler går, men det tyske folk og den tyske stat består.”

Den, der sagde de ord, var Josef Stalin. Dengang begyndte jeg at forstå noget, som jeg indtil i dag har haft på rygmarven: Sovjetunionen har aldrig sat lighedstegn mellem det tyske folk og den tyske fascisme.

Sovjetunionen knuste hagekorset, men ikke den tyske nation. Det er en historisk kendsgerning, der ikke kan overvurderes. Alene det burde fordre, at den tyske regering giver forholdet en særlig plads.

Mod historierevisionismen

Parallelt med NATO's stræben efter at ordne verden på ny foregår der en ideologisk kamp om retten til at fortolke det 20. århundredes historie med de to verdenskrige, Oktoberrevolutionen og de to verdenssystemer og militære blokke.

Kun få historikere har husket historieskrivningens urgamle grundforudsætning “sine ira et studio” (uden vrede og forkærlighed), når det gælder USSR's og DDR's historie. De beskæftiger sig – mest i politisk ærinde – med at fordømme fortiden i stedet for at analysere den.

Det tyvende århundredes historie bliver tydet stærkt antikommunistisk og antisovjetisk. Da hr. Gauck (Joachim Gauck, tysk præsident i perioden 2012 til 2017, red.) blev valgt til forbundspræsident, sagde han, at han i 1990 endelig blev en rigtig borger “efter at have været underlagt diktatorer i 56 år”.

>> LÆS OGSÅ: Socialismen er mere nødvendig end nogensinde

På den måde smider han 12 års Hitler-barbari, fire år i den sovjetisk besatte zone og 40 år i DDR i samme bunke. Det er simpelthen en forkert historie. Den, der nævner DDR og fascismen i samme åndedrag, bagtaler jo ikke kun DDR, der med rette forstod sig selv som en antifascistisk tysk stat.

Et sådant lighedstegn er jo samtidig at gøre fascismen harmløs. Jeg taler bevidst om “fascisme” her. Jeg kalder det ikke “nationalsocialisme” – som det ellers er blevet skik i Tyskland efter 1990. Den tyske fascisme var hverken “national” eller “socialistisk”. Den var i enestående grad forbryderisk og kan ikke sammenlignes eller ligestilles med noget som helst fornuftigt i verden.

Desuden skjuler man med den slags sammenligninger, at Tysklands historie i 1945 til 1990 modstillede to valutaer, to systemer, to blokke, to stater, to grundlæggende forskellige idealer og to forskellige bud på fremtiden.

Hvis det var gået, som USSR og som kommunister og socialdemokrater i den sovjetiske besættelseszone ville, var Tyskland blevet “et samlet antifascistisk, demokratisk styre. En parlamentarisk-demokratisk republik med alle demokratiske rettigheder og friheder for folket”, som det står skrevet i KPD's (Tysklands Kommunistiske Parti, red.) opråb fra 11. juni 1945, som først var drøftet i Moskva.

>> LÆS OGSÅ: Fire-i-én-perspektivet: Et manifest for et mere retfærdigt liv

Derfor begyndte der i det østlige Tyskland en antifascistisk-demokratisk revolution under sovjetmagtens beskyttelse. Dens kernepunkter var at straffe nazi- og krigsforbryderne og at gennemføre et omfattende program af demokratiske reformer.

Nazi- og krigsforbryderes virksomheder blev konfiskeret og overført til folkets eje. Gennem en landreform fik landarbejdere, små og mellemstore bønder deres egen jord. En skolereform knuste de riges uddannelsesprivilegium.

Man kan kritisere socialismen for meget. Men: Hvad var der blevet af Europa og af verden, hvis ikke Sovjetunionen havde givet den tyske fascisme det afgørende slag?

Nazister måtte ikke være lærere. Nazidommere måtte ikke længere dømme. I de tre zoner, der var under vestmagternes besættelse, satte man derimod hurtigt en genetablering af de gamle kapitalistiske forhold i gang.

Først efter at Forbundsrepublikken var blevet grundlagt i maj 1949, kom DDR til at eksistere. DDR blev ikke skabt for at dele Tyskland. Tyskland var allerede delt, da DDR blev grundlagt.

Få dage efter stiftelsen af DDR modtog præsident Wilhelm Pieck og ministerpræsident Otto Grotewohl et bemærkelsesværdigt telegram fra Moskva. Det indeholdt den samlede sovjetiske strategi i tysklandsspørgsmålet.

Afsender var formanden for den sovjetiske regering. Han skrev: “Dannelsen af den tyske, demokratiske, fredselskende republik er et vendepunkt i Europas historie”.

Han skrev også hvorfor: “Der er ingen tvivl om, at eksistensen af et fredselskende demokratisk Tyskland sammen med den bestående fredselskende Sovjetunion udelukker muligheden for nye krige i Europa”.

For at udelukke enhver misforståelse om at etableringen af DDR skulle kunne forstås som en deling af Tyskland, sluttede telegrammet med sætningen: “Måtte det samlede, uafhængige, demokratiske og fredselskende Tyskland leve og trives!”

>> LÆS OGSÅ: Migrationskrisen er symptomet – kapitalismen er sygdommen

Sovjetunionen forfulgte også ideen om tysk enhed i 1952. I en note til vestmagterne foreslog man at skabe tysk enhed gennem et valg i hele Tyskland. Vestmagterne afslog forslaget.

Forbundskansler Adenauer pralede endda overfor den franske udenrigsminister: “Glem ikke, at jeg er den eneste regeringsleder, der foretrækker Europas forening fremfor sit fædrelands forening”.

Dette er historisk ubestrideligt: Mens Sovjetunionen og med den også DDR fandtes, var der ikke krig i Europa. Det betyder også omvendt, at DDR's forsvinden fra det politiske landkort også er et europæisk vendepunkt.

For første gang var krig i Europa – sågar med tysk deltagelse – igen muligt. Tyskernes uheldige skæbne var ikke DDR. Tyskernes ulykkesdag var 30. januar 1933. Havde det ikke været for Hitlers magtovertagelse, havde vi ikke haft Anden Verdenskrig. Uden krigen intet tysk nederlag, hverken Jalta eller Potsdam, hverken DDR eller Forbundsrepublikken, hverken grænsen ved Elben og Werra eller “Berlinmuren”.

Sådan er den tyske histories logik i det tyvende århundrede. Den, der skælder DDR ud for at være en “urettens stat”, ser ganske bort fra den slags grundlæggende sammenhænge.

>> LÆS OGSÅ: Albert Einstein: Derfor socialisme

Det unaturlige efter 1945 var ikke DDR, men delingen af Europa og af Tyskland. Det var Den Kolde Krig, som delte Europa og Tyskland. Blandt andet med udgangspunkt i erklæringen af den såkaldte “Trumandoktrin”, 12. marts 1947.

Alle revolutionære partier, som indtil nu er gået til grunde, er gået til grunde, fordi de blev overmodige og ikke formåede at se, hvad deres kræfter beroede på, at de undgik at tale om deres svagheder.
Lenin

Den amerikanske præsident besluttede dengang: “Intet kompromis med Moskva. Fra nu af kan aftaler med USSR kun indgås, hvis de medfører sovjetiske indrømmelser uden derved at mindske USA's handlefrihed”.

Hvem vil nægte, at dette var den samme politik, som USA også fører overfor Rusland i dag? Det er ganske forbløffende, som devaluering og tilsvining af USSR's og DDR's historie går hånd i hånd med den aktuelle NATO-politik.

De, der af karsken bælg fordømmer DDR, er jo demagoger, men set fra deres synspunkt er løgnen ikke engang upassende. De udnytter den kendsgerning, at Vesten fra starten af – i strid med sandheden – lagde hele skylden for kontinentets deling på USSR og dermed på DDR. Men Warszawapagten kom først efter, at Forbundsrepublikken var indtrådt i NATO.

I 1971 anbefalede den sovjetiske ledelse i anledning af 100-året for Bismarcks etablering af det tyske rige, mod Walter Ulbrichts (daværende statsleder i DDR, red.) ønske og på trods af DDR's forfatning, at DDR ikke længere skulle tage udgangspunkt i én, men to tyske nationer – en socialistisk i DDR og en kapitalistisk i Forbundsrepublikken. Det betød en perfekt afgrænsning af de to tyske stater, hvilket set i nutidens lys var en fejl.

Et baglæns vendepunkt

Dermed skulle det tyske spørgsmål være lukket og den tyske to-stats-løsning være beseglet for al fremtid. Men i 1988 formodede vi så, nok ikke med urette, at Gorbatjov på ny ville erklære det tyske spørgsmål for åbent uden at have talt ordentligt med os først.

Nok havde Krustjov i sine erindringer påstået, at han selv havde givet ordren til at bygge Muren – hvilket i vid udstrækning ikke stemmer overens med fakta – men den sovjetiske udenrigsminister ville nu (i et fjernsynsinterview i januar 1989 i forbindelse med det afsluttende møde ved den europæiske sikkerhedskonference i Wien) give DDR hele ansvaret alene, hvilket historisk set var forkert og aktuelt stillede DDR i en vanskelig situation.

>> LÆS OGSÅ: Først DDR – dernæst Europa

I starten af maj 1989 besøgte USA's præsident Bush Polen og Ungarn for at opfordre til reformer efter Vestens ønsker. Han ønskede ofte at få “Sovjetunionen ind i Vestens værdifællesskab”.

Efter at den ungarske grænse til Vesten i praksis blev åbnet, mens han besøgte Budapest, tog udrejsebølgen fra DDR gennem Tjekkoslovakiet og Ungarn til. Den indenrigspolitiske situation i DDR blev væsentligt skærpet.

Den 9. oktober 1989 var der i Leipzig en stor “mandagsdemonstration”, hvor 70.000 borgere fra hele DDR deltog. I et opråb fra seks fremtrædende leipzigere blev der opfordret til en rolig demonstration. Ord for ord stod der: “Vi har alle brug for en fri meningsudveksling om videreførelsen af socialismen i vort land …”

Det var ikke et opråb om afskaffelse af DDR. Demonstrationen 9. oktober 1989 var en opfordring til DDR's ledelse om endelig at tage en dialog med borgerne om den videre udvikling af DDR.

Den 18. oktober 1989 blev Erich Honecker afsat fra sine embeder, og jeg blev valgt til generalsekretær for SED. Dengang talte jeg om “et vendepunkt”: Det var ikke tænkt i retning af tysk enhed.

Jeg forstod det som en fornyelse af DDR efter den russiske perestrojkas eksempel. På det tidspunkt var jeg ikke klar over, at Gorbatjov allerede var mislykkedes med denne politik i sit eget land.

Socialismens idé er efter min overbevisning ikke død. En bestemt model for socialisme har tabt.

Bevægelsen “Demokratisk Opbrud”, hvis pressetalsmand var den nuværende forbundskansler Angela Merkel, betonede: “Den kritiske holdning til den virkeliggjorte socialisme betyder ikke, at vi frasiger os en vision om en socialistisk samfundsorden: Vi deltager i en strid om udformningen af socialismen.”

Forbundsrepublikkens politiske klasse så deres chance her. De forstærkede deres propaganda og politiske påvirkning i DDR. Stadig hyppigere gik parolen ved demonstrationer fra “Wir sind das Volk” (Vi er folket) til “Wir sind ein Volk” (Vi er ét folk).

>> LÆS OGSÅ: DKP og folkefronten mod nazismen

Et vigtigt punkt på vejen mod 9. november 1989 var min samtale med Gorbatjov 1. november 1989 i Moskva. Jeg spurgte ham: “Mikhail Sergejevitj, hvilken plads ser Sovjetunionen for de to tyske stater i det fælles europæiske hus? I Vesten spekulerer man på, om der overhovedet er plads til DDR mere”.

Gorbatjov gav mig det indtryk, at han ikke havde forstået spørgsmålet. Jeg uddybede:

“DDR opstod efter den Anden Verdenskrig og i Den Kolde Krigs hændelser. DDR er også et barn af Sovjetunionen. Det er vigtigt for mig at vide, om Sovjetunionen står ved sit fadderskab?”

Gorbatjov svarede: “Tysklands enhed står ikke på dagsordenen. Det har Sovjetunionen enedes om med sine tidligere partnere fra anti-Hitler-koalitionen. Kammerat Krenz, vær god at fortælle det til kammeraterne i SED's (det østtyske socialistiske enhedsparti, red.) politbureau”. Sådan sammenfattede han sit standpunkt.

Sådan var det den 1. november 1989! Kun få uger senere forhandlede man allerede bag DDR's ryg med forbundsregeringen om skabelsen af den tyske enhed. For få år siden har Gorbatjovs betroede medarbejdere offentliggjort SUKP's Politbureaus protokoller. Der er omkring 1.400 sider, skrevet af tre af generalsekretærens rådgivere.

Det, der bliver sagt – og måden, det blev sagt på – har rystet mig dybt. Her er der ingen spor af den broderlighed, som man endnu viste mig 1. november 1989. Hvis disse beretninger passer, var Gorbatjov-ledelsens omgang med DDR ganske uærlig.

Hvorfor gik DDR til grunde?

Dette tema er alt for komplekst til, at man kan behandle alle aspekter udtømmende. Som Lenin sagde: “Arbejdsproduktiviteten er i sidste instans det allervigtigste, det udslaggivende for den nye samfundsordens sejr”.

Tilsyneladende har vi i alle de europæiske socialistiske stater dengang ikke forstået, at denne sætning omvendt også er en trussel, nemlig denne: At den nye samfundsorden kan gå under igen, hvis den ikke kan nå en højere arbejdsproduktivitet end kapitalismen.

>> LÆS OGSÅ: Den tyske genforening var ingen solstrålehistorie

Marxismen er ikke forældet. Også den europæiske socialismes sammenbrud lader sig forklare på grundlag af den historiske materialismes erkendelser og den materialistiske dialektik.

Set fra mit synspunkt er de vigtigste grunde til DDR's undergang som følger:

• Delingen af Tyskland var unaturlig. I forhold til industriel udvikling var der allerede før krigen en forskel på niveauet i øst og vest, som DDR arvede. DDR var i de første årtier af sin eksistens ikke indrettet på Tysklands deling. Indtil slutningen af 1950’erne gik man ind for et samlet Tyskland.

• Fra starten af var DDR, “som man med alle midler skulle arbejde for at få hjem igen”, udsat for Vestens fjendtligheder – og for økonomisk skadelig virksomhed (sabotage, boykot/underbydning).

• Det var hele Tyskland, der tabte Anden Verdenskrig, men kun Østtyskland og senere DDR, der måtte betale for det. DDR betalte 25 gange så høje krigsskadeerstatninger som Forbundsrepublikken – som i øvrigt fik Marshallplanen.

• DDR led af en konstant mangel på råstoffer, hvilket belastede erhvervslivet. Usikkerheden i den tysk-tyske handel tvang DDR til at opbygge sin egen sværindustri med uhyre omkostninger til følge. Forbrugsgodeindustrien, herunder bilindustrien, kom derfor til kort.

• De vestallieredes valutareform 20. juni 1948 var den egentlige dato for Tysklands deling. Den særlige valuta muliggjorde det erhvervsopsving i Forbundsrepublikken, der kaldes “Wirtschaftswunder” i historiebøgerne. Imens beholdt Østtyskland en ikke-konvertibel valuta og var dermed i praksis udelukket fra det vestlige marked. Mens Forbundsrepublikken havde stærke handelspartnere i USA og andre vestlige stater, var DDR forbundet med de østlige, økonomisk svagere stater – som alle led under krigens ødelæggelser.

• Grænsen tværs igennem Tyskland var en del af alle de skillelinjer, som – fra Østersøen i nord til Sortehavet i syd – holdt NATO's og Warszawapagtens militærblokke fra hinanden og sørgede for, at Den Kolde Krig ikke blev varm. Det var en system- og handelsgrænse, og de deraf følgende økonomiske belastninger på DDR hindrede løsningen af vigtige økonomiske problemer.

• I 1950 var DDR's arbejdsproduktivitet cirka 60-70 procent lavere end i den unge Forbundsrepublik. DDR halede godt ind på den, men i 1989 var man stadig 45 procent bagud. Deri ligger også en grund til, at der var for få midler til at tilfredsstille DDR-borgernes vigtige ønsker.

• Europas socialistiske lande havde siden 1970’erne forsømt at udnytte den teknisk-videnskabelige revolution. De faldt bagud i det økonomiske kapløb med Vesten. Planlægningssystemet svarede ikke længere til det nødvendige. Samarbejdet i Comecon fungerede ikke længere. Virkeligheden fjernede sig mere og mere fra socialismens ideal. Det førte til, at størstedelen af befolkningen mistede tilliden til statens ledelse.

Et skæbnefællesskab

DDR's skæbne var på godt og ondt forbundet med USSR's. I 1982 sendte Leonid Bresjnev (tidligere generalsekretær i Sovjetunionens Kommunistiske Parti, red.) centralkomiteens sekretær Russakow til Erich Honecker (statsleder i DDR, red.) for at fortælle ham, at USSR ikke mere var i stand til at levere de aftalte mængder råolie.

Det ramte DDR's livsnerve. Sovjetisk råolie var en hovedpulsåre i vor nationale økonomi. Man sagde, at Sovjetunionen var i den mest dramatiske fase siden Brest-Litowsk-fredens (fredsaftalen der trak Sovjetunionen ud af Første Verdenskrig, red.) tid.

Det første forsøg på et samfund uden udbytning, Pariserkommunen, overlevede i 72 dage. Det andet, Oktoberrevolutionen, holdt i 72 år. Det tredje forsøg kommer. Hvornår? Det ved vi ikke.

Vi undrede os – hvad skulle nu det betyde? Ved den fredsslutning handlede det som bekendt om selve Sovjetunionens eksistens. Skulle det i 1982 virkelig stå så galt til for Sovjet? Vi ville ikke tro det. I stedet for at gøre vores eget regnebræt op og tale åbent med befolkningen om det, svor vi i DDR til en kontinuitet, som ikke kunne opretholdes under de nye betingelser.

DDR's befolkning var ikke kun veluddannet, den var også særdeles politisk interesseret. Man ville godt have kunnet forstå åben tale, om den så havde været ubehagelig. Hermed er jeg kommet til vores kardinalfejl: Mens de indre og ydre vanskeligheder tog til, mens hverdagens realiteter mere og mere fjernede sig fra vores idealer, glemte politbureauet – som Erich Honecker ledede, og som jeg sad i – at lytte efter folkets stemme. DDR's virkelighed havde fjernet sig mere fra idealet, end befolkningen ønskede at indse. Det belastede tillidsforholdet mellem ledelse og befolkning.

>> LÆS OGSÅ: Redaktør på årsdag for Murens fald: Sæt socialismen på dagsordenen igen

Når jeg taler om DDR's egen andel i sin undergang, tænker jeg på en anden af Lenins tanker, der sætter problemet på spidsen: “Alle revolutionære partier,” siger han, “som indtil nu er gået til grunde, er gået til grunde, fordi de blev overmodige og ikke formåede at se, hvad deres kræfter beroede på, at de undgik at tale om deres svagheder.”

Gorbatjov talte netop om at “tænke på ny”. Der var bare en hage ved det: Vesten havde overhovedet ikke tænkt sig at tænke nyt. NATO oprustede, mens USSR opgav den militære ligevægt. Brent Scowcroft, sikkerhedsrådgiver for flere amerikanske præsidenter, sagde det: “Vi havde en plan, det havde Gorbatjov ikke”.

Et foreløbigt facit

Jeg taler ikke om, at socialismen mislykkedes, men om dens nederlag. Det er ikke et formelt spørgsmål om ord for mig. At mislykkes er noget endegyldigt, et nederlag er midlertidigt. Hvis socialismen var mislykkedes, kunne det jo også betyde, at den ikke havde en chance mere, og at kapitalismen altså er enden på historien.

Det første forsøg på et samfund uden udbytning, Pariserkommunen, overlevede i 72 dage. Det andet, Oktoberrevolutionen, holdt i 72 år. Det tredje forsøg kommer. Hvornår? Det ved vi ikke.

De positive og negative erfaringer fra USSR og DDR vil dog være uundværlige. Socialismen – hvad man end vil kalde den i de forskellige politiske lejre: tidlig- eller statssocialisme, sovjetpræget, reelt eksisterende eller såkaldt – var i verdenshistorien indtil i dag den eneste relle magt imod imperialismen.

Man kan kritisere socialismen for meget. Men: Hvad var der blevet af Europa og af verden, hvis ikke Sovjetunionen havde givet den tyske fascisme det afgørende slag? Hvordan havde kolonimagterne forholdt sig til deres kolonier?

Man kan ikke forestille sig kolonisystemets afvikling uden Oktoberrevolutionens virkninger. Uden socialismen havde der muligvis ikke kun været en kold krig, men en tredje verdenskrig.

Socialismens idé er efter min overbevisning ikke død. En bestemt model for socialisme har tabt. Historien er ikke nogen slagen vej mod samfundsmæssige fremskridt. Der findes også epoker med tilbageskridt og stagnation.

>> LÆS OGSÅ: Murens fald set fra den anden side

Produktivkræfternes udvikling med alle dens følgevirkninger fortsætter uanset. Dermed vil der før eller siden komme nye og sikkert mere lovende forsøg på at ændre samfundets grundlæggende forhold.

Derfor skal man ikke kaste vrag på de mange positive og negative erfaringer fra forgangne epoker. De kan være af blivende værdi for fremtiden, for de viser, hvad der har kunnet lade sig gøre i en nyordning af samfundet, og hvad der ikke har.

Teksten er baseret på en gæsteforelæsning ved det statslige universitet i Skt. Petersborg 10. august 2016. Teksten er bragt med tilladelse fra Deutscher Freidenker Verband.