Der er på nuværende tidspunkt ingen effektive interne begrænsninger for, hvad Bush-administrationen kan eller vil gøre.

af Jeremy Brecher
Der er på nuværende tidspunkt ingen effektive interne begrænsninger for, hvad Bush-administrationen kan eller vil gøre.
Bush-administrationen er ved at antænde en global storbrand. Der er i øjeblikket ingen kræfter internt i USA, som kan hindre det. Det er op til resten af verden, og især til Amerikas venner og allierede - både regeringer og befolkninger - at stoppe denne drift mod katastrofen.
Bush administrationen blev af dens europæiske og arabiske allierede og dens venner over hele verden advaret om at undgå:
En lang bombe-kampagne med betydelige civile ofre i Afghanistan.
Den Nordlige Alliances overtagelse af Kabul.
Bombning af Afghanistan under Ramadanen.
Ikke at genskabe den israelsk/palæstinensiske fredsproces.
Tilbagetrækning fra ABM-aftalen.
Alle disse advarsler blev overhørt. Og det der er kommet ud af dette og Bush-administrationens hele politik er en voldsom global destabilisering, som har fået konsekvenser langt ud over reaktionerne på 11. september. Som New York Times skriver, er 'nye slagmarker' opstået 'fra de palæstinensiske territorier til Kashmir'.

Kun for egen vinding
Uanset om krigen i Afghanistan er retfærdiggjort eller ej, handler sagen ikke længere om at ødelægge Al Qaeda, eller afskaffe det undertrykkende Taliban-regime, og ikke engang om hvorvidt USA vil angribe Irak.
Sagen er, hvordan en voksende verdenskrise er blevet fremprovokeret af en supermagt-administration, som handler uden hensyn til konsekvenserne af dens handlinger. Antallet af civile og internationale krige, som den risikerer at sætte igang er simpelthen ikke til at forudse.
Dette repræsenterer et nyt stadie i afprøvningen af, hvad det betyder at være verdens eneste supermagt. Som en tysk embedsmand formulerede det i New York Times: 'Førhen fastslog Washington sine nationale interesser i udformningen af internationale regler. Nu virker det som om Washington ønsker at pleje sine nationale interesser på en mere snævert defineret facon; gøre hvad de vil, og tvinge andre til at tilpasse sig.'
Bush administrationen har en liste med dusiner af lande, hvor intervention kan være mulig, og er netop ved at beslutte sig for, hvilket der skal være det næste. 'Embedsmænd fra Pentagon har åbenlyst agiteret for at sætte en stopper for Saddam Hussein... For nylig var en amerikansk delegation fra udenrigsministeriet i det nordlige Irak, for at diskutere aktiviteter i den del af Irak med kurdiske ledere... Nogle af administrationens embedsmænd sagde, at Pakistan kunne være der, hvor den næste fase af krigen vil udfolde sig.' Somalia, Sudan, Filippinerne - listen er lang.

Udløser ny kaprustning
Bush-administrationens globale destabilisering er ikke begrænset til krig mod terrorisme.
USA's tilbagetrækning fra ABM aftalen åbner op for et nyt atomvåbenkapløb. Joseph Biden Jr., formanden for USA senatets udenrigspolitiske nævn, citerer fra bredt publicerede amerikanske efterretningsrapporter at 'tilbagetrækning fra ABM-aftalen vil drive kineserne til at øge deres atom-arsenal i mange gange, udover den modernisering de allerede har sat i værk... og når de ruster op, så vil inderne følge efter, og efter inderne, pakistanerne. Og for hvad? Et system ingen er overbevist om vil virke.'
Det er en illusion at tro, at USA på nogen måde har kontrol over tingene. Tænk bare på mellemøst-processen. Netop som Bush og Powell lagde ud med et større fredsinitiativ, fik kombinationen af krigsparter i Israel og Palæstina totalt saboteret det.
USA støttede derefter voldsomt de selvsamme kræfter i Israel, som havde saboteret det amerikanske initiativ.
Angrebet på det indiske parlament - som USA's nye ven, Indien, tror blev organiseret med godkendelse fra vores gamle ven Pakistan - truer med at fremprovokere en krig som USA nu vil stå midt i.
Den amerikanske retfærdiggørelse af dets angreb på Afghanistan om at det 'huser terrorister' bliver nu gentaget næsten ord for ord af Indien, Israel, Rusland, og Kina til deres egne formål.
Brugen af 'retten til selvforsvar' som retfærdiggørelse af ensidige beslutninger om at angribe et hvilket som helst land under anklage for at huse terrorister stiller en standard tekst til rådighed, som enhver national leder kan bruge til at erklære krig mod hvem man måtte vælge - fuldstændig uden at skulle tage højde for international lov.

Ingen interne begrænsninger
Der er noget som folkeslag og regeringer rundt om i verden må forstå: Der er på nuværende tidspunkt ingen effektive interne begrænsninger for, hvad Bush-administrationen kan eller vil gøre.
På grund af populære svar på 11. september-angrebene, føler administrationen - og med rette, i hvert fald for en tid - at den kan gøre hvad som helst uden at behøve at frygte uenighed eller opposition.
Den trak sig tilbage fra ABM aftalen næsten uden at offentligheden satte spørgsmålstegn ved det. Dens godkendelse af Sharons angreb på palæstinensisk autoritet har overvældende støtte i kongressen. Åben støtte til et militært angreb og besættelse af Irak forårsager intet røre. Fredsbevægelsen som har udfordret Bush administrationens politik kan blive en vigtig hæmsko i fremtiden, men er det ikke nu.
Der er heller ingen effektive institutionelle hindringer.
Den amerikanske kongres har næsten enstemmigt givet administrationen frie hænder til at gennemføre enhver militær operation den ønsker. Praktiske bekymringer fra ældre militære officerer i Pentagon bliver åbenbart ignoreret af forsvarsminister Donald Rumsfeld og hans allestedsnærværende støtter.
Udenrigsminister Colin Powell, som mange regner for en kilde til fornuft og beherskelse, har været ude af stand til at få administrationen til at tage de før omtalte advarsler i betragtning. Det er svært at spore nogle indikationer overhovedet på at det finansielle eller udenrigspolitiske etablissement skulle forsøge at begrænse den løsslupne magt.

Høge får mere magt
Aller mest alvorligt er dog manglen på begrænsninger baseret på en rationel overvejelse af de længeresigtede konsekvenser. Som en 'overvældet senior medarbejder' fremstillede det for nyligt, sidder Bush administrationen 'på den grønne gren', og den 'største bekymring' er, 'hvordan der gøres optimalt brug af de militære såvel som de diplomatiske kræfter han har bygget op i udlandet og den politiske kapital han har forøget derhjemme'.
Som en artikel i 'The Guardian' kaldet 'Washington-høge får mere magt - Rumsfeld vinder debatten' udtrykker det: 'Der er kun lidt i Washington der forhindrer Mr. Rumsfeld i at jage Amerikas fjender hele vejen til Baghdad, i det mindste lige for tiden.'

En tid for venner at hjælpe venner
Under den kolde krig ansås USA i det mindste for at beskytte sine allierede. Men i dag, hvor USA beskytter sin magt ensidigt, er deres venner og allierede de mest sandsynlige ofre for bagslag i form af terrorisme, flygtninge, lavkonjunktur og krig.
Det er op til regeringerne og de civile samfund uden for USA at sætte begrænsninger for hvad der sker - både for deres egen skyld, og for amerikas.
I Suez krisen i 1956, invaderede de engelske, franske og israelske hære Egypten og begyndte at udvide Suez-kanalen. USA under præsident Eisenhower intervenerede - ikke for at støtte besættelsesmagterne, men for at begrænse dem. Det er tid for verden at tilbagebetale denne tjeneste.
For eksempel:
- en 'koalition' i hvilken den amerikanske Goliat laver separate aftaler med hver 'koalitions-partner' er en formular på amerikansk diktat. Amerikanske samarbejdspartnere må insistere på, at USA taler klart om sine intentioner i en åben verdens-diskussion før der ydes nogen form for støtte.
- USA's samarbejdspartnere opponerer med få undtagelser mod amerikanske angreb på Irak, Somalia, Sudan eller andre steder. Alligevel er det ingen hemmelighed at planlægningen af sådanne angreb er på vej i Washington. Samarbejdspartnere må gå videre fra privat murren til en samlet offentlig front mod sådanne aktioner.
- FN kan fungere som en platform for udfordringer og alternativer til supermagt-overherredømme. Som det mindste kan USA blive tvunget til at isolere sig selv ved at nedlægge veto mod resolutioner som strider mod deres unilateralisme. (Sikkerhedsrådet stemte for nylig 12 mod én for en resolution om behovet for internationale observatører i Israel/Palæstinakonflikten. USA nedlagde veto mod resolutionen, og isolerede derved sig selv fra mange af sine egne 'samarbejdspartnere'. England og Norge undlod at stemme.) Stærk, forenet, offentlig støtte til Generalsekretær Kofi Annans kampagne mod et angreb på Irak ville få stor betydning i USA lige nu.
- Det er blevet meget omtalt i USA, at nogle udenlandske kritikere af krigen i Afghanistan nu har konkluderet at de tog fejl fordi krigen var kort og fordi den befriede afghanere, især kvinder, fra Talibanstyrets tyranni. Dette bliver brugt af Washington til at argumentere for, at den udenlandske offentlige mening ikke bør regnes for en forhindring for yderligere amerikanske angreb andre steder. Washington bør have den klare besked, at dette ikke er tilfældet.
- Der er konkrete måder, hvorpå folk og regeringer kan sætte bremser på Washington. Europæiske landes nægtelse af at udlevere mistænkte som risikerer militærdomstole eller dødsstraf er et godt eksempel.

Tag nøglerne
Det vil blive en lang kamp, som ikke bare vil handle om én bestemt politik, men om en grundlæggende historisk tendens fra verdens eneste supermagt.
Det er trist men sandt, at resten af verden måske ikke på kortere sigt har vægt nok til at forhindre USA i at angribe hvem de nu vil angribe næste gang. Men det er tid til at begynde at lægge grundstenene til en langsigtet strategisk inddæmningspolitik.
Den slags international pres kan virke afskrækkende på de mest vanvittige aktioner Bush-regeringen overvejer. For eksempel foreslår presserapporter at opposition fra Rusland, Europa og de arabiske lande kunne få Bush's rådgivere til i det mindste at forsinke et angreb på Irak med begrundelsen 'manglende international opbakning'.
Hvis USA's venner og samarbejdspartnere trykker på alarmknappen, vil det begynde at rejse forskellige reaktioner i Kongressen, i Pentagon, finanseliten og den amerikanske befolkning som sådan, især når de uheldige konsekvenser af Bush administrationens korttog bliver kendte.
Uden et udefrakommende alarmopkald, er disse kræfter på nuværende tidspunkt klar til at kaste sig i dybet i en tomhjernet trance.
At modsætte sig Bush administrationen er alt andet end anti-amerikansk. Det er det beste Amerikas venner kan gøre for os netop nu.
Vi har et slogan her: 'Venner lader ikke venner køre berusede'.
Jeg beder jer: Amerikas venner bør tage bilnøglen indtil denne magt-berusede supermagt bliver ædru.

Jeremy Brecher er amerikansk historiker og forfatter til tolv bøger, inklusive 'Globalisering nedefra'.

Mellemoverskrifter i denne artikel er indsat af redaktionen.