USA overhalede for nogle år siden Romerriget i antallet af militære interventioner i andre lande.

af Jørgen Johansen
Af de rundt regnet 220 gange USA har brugt militær magt mod andre stater, kan nogle af dem muligvis forsvares ud fra international ret. De fleste er dog brud på såvel folkeretten som de konventioner og love der gælder, når der bruges militær magt.
Dette gælder såvel de midler, der er benyttet som i hvilke situationer militær magt har været taget i brug. Begge disse forhold er reguleret i flere konventioner og aftaler.
Endvidere har USA sjældent taget hensyn til beslutninger i FN's sikkerhedsråd, bortset fra de gange hvor rådet har støttet USA's linie.
Ud over de juridiske aspekter ved disse overgreb er mange af dem forkastelige ud fra moralske og politiske vurderinger. USA har været militært aktiv i alle verdensdele i mange tiår og ekspanderer fortsat med sine militære midler.
NATO's udvidelse mod øst og den østasiatiske AMPO-alliances militære ekspansion er blot de mest tydelige tegn på dette.

Hadet til USA
Mange af de militære operationer som USA har stået bag - de åbne krige i Indokina, i de arabiske lande og i Afrika, og de halvt fordækte operationer i Latinamerika og andre dele af verden - har skabt grobund for et stærkt had mod USA, og alt hvad supermagten står for.
Hertil har den økonomiske imperialisme og udnyttelsen af fattige lande og folk gennem USA-dominerede institutioner som Verdensbanken, Den internationale Valutafond, amerikanske globale koncerner og politiske beslutninger i Kongressen i Washington været med til at øge kløften mellem fattige og rige i verden.
Den kombination af bombet infrastruktur og økonomisk boykot som Irak har været udsat for de seneste ti år har indtil nu krævet langt over en million døde. Listen kan gøres alt for lang. I dette perspektiv er det ikke urimeligt at se terroraktionerne i New York og Washington som gengældelsesangreb mod USA.
Set i et metaperspektiv er dette en krig, hvor den militært og økonomisk stærke magt 'får sin egen medicin at smage'. Mange af de angreb USA har gennemført rundt om i verden bør klassificeres som statsterrorisme. Men forskellen mellem krig og terrorisme har længe været i færd med at blive visket ud.
Da NATO uden Sikkerhedsrådets godkendelse og mod sine egne statutter bombede Jugoslavien tre måneder i 1999 blev det af amerikanske og europæiske politikere kaldt for en 'humanitær intervention'.

Ruslands terror i Tjetjenien
Når Rusland nu har sønderbombet cirka 85 procent af alle bygninger i Tjetjenien og fordrevet over halvdelen af befolkningen kaldes det 'terroristbekæmpelse'. Og i disse dage er der mange lande med USA og Frankrig i spidsen der udtrykker stor forståelse for den terrorkrig, Rusland fører i Tjetjenien.
Vi har al mulig grund til at frygte, at USA vil ty til en lignende 'terroristbekæmpelse', som den Rusland har benyttet i Tjetjenien siden 1994. Mange har givet udtryk for deres uro over, at den amerikanske gengældelse vil gå ud over mange uskyldige civile, og at der er grund til eftertanke, før aktioner sættes i gang. Andre har pointeret vigtigheden af, at de skyldige, og kun de direkte involverede, stilles for en domstol og dømmes efter normale retsprincipper.
Andre igen påpeger de allerede foregående overgreb mod mennesker, som har samme kulturbaggrund som de udpegede grupper. Det vil sige muslimer og arabere som i dag bliver angrebet på gaderne i USA og Europa. Alle disse bekymringer bør betragtes med den største alvor.
Det der bekymrer mig mest er den langsigtede konsekvens af en massiv gengældelse fra amerikansk side. Hvad bliver konsekvenserne længe efter at George W. Bush for længst har forladt Det Hvide Hus?
Hvordan vil de langsigtede relationer mellem USA/den vestlige verden og de udpegede lande/kulturer/grupper udvikles, dersom den militære overmagt skal benyttes til at vise styrke over for en hjemmeopinion der kræver hævn?

Grænsen mellem terror og krig
Det som er blevet kaldt 'de nye krige' har nu om dage fået en ny dimension. Forskellen mellem terror og krig er helt udflydende. De asymmetriske krige viser sig at være umulige at vinde. Ingen af parterne kan løbe med sejren i det lange løb.
Lige for tiden konkurrerer Kongressen og præsidenten om at give de største bevillinger til et militært modangreb. USA's mange tiår med militær oprustning og milliarder af dollars satset på efterretningsvirksomhed viser sig at være virkningsløse mod en lille gruppe udrustet med lidt penge, nogle knive og viljen til at ofre alt.
Spørgsmålene om årsag og virkning skubbes til side for en primitiv rygmarvsrefleks om hævn. Vi ved at ethvert militært svar på dét der skete vil skabe grobund for mange kommende generationer af kreative og offervillige USA-hadere. Der bør manes til besindighed.

Jørgen Johansen er norsk fredsforsker ved Göteborg Universitet. Hans artikel har været bragt i tidsskriftet Ikkevold. Mellemoverskrifter er indsat af redaktionen.