Svar til Carlo H. Hansens kritik af en række skærveknusere

Kære Carlo H. Hansen.
Tak for dine reaktioner på mine skærveknusere, senest i Arbejderen 25. april. Det er da fornøjeligt, at vi skal have en disput igen. Men hvis den skal blive meningsfyldt, må du altså godt forholde dig til mine standpunkter og ikke skyde mig ned ved hjælp af nogen stråmænd, som jeg udtrykkeligt ikke har læst.
Jeg mener, en fysisk teori skal vurderes efter, om den bringer vores erkendelse frem til dybere indsigt i den materielle verden, som den er objektivt og uafhængigt af vores bevidsthed. At jeg skulle gå ind for, at fysiske teoriers rigtighed skal vurderes ud fra deres almengyldighed er det rene sludder og vrøvl.
Og jeg kan umuligt tro andet end at din beskyldning beror på, at du bevidst river ting ud af deres sammenhæng og fordrejer dem, så du kan få en bekvem stråmand at skyde ned. Det er ikke særlig venligt.

Jeg mener, det er absurd at forkaste universets udviklingshistorie, sådan som du så vidt jeg kan forstå gør. Jeg er dybt uenig i, at Einsteins relativitetsteori er umaterialistisk. Når du kaster en bold fra en bil i fart, og jeg står foran bilen og får bolden i hovedet, så rammer bolden mig med bilens fart plus den fart, dit kast gav den, det vil sige temmelig hårdt.
Sådan opfører lys sig ikke. Dobbeltstjerner er stjerner, der er meget tæt på hinanden og derfor roterer meget hurtigt omkring hinanden. Når du kigger på lyset fra en fjern dobbeltstjerne, så skulle lyset fra den ene af de to stjerner bevæge sig hurtigere ned imod dig, når stjernen bevæger sig imod dig i sin rotation, end når den bevæger sig væk fra dig i sin rotation. Fordi rotationshastigheden i det første tilfælde skulle lægges til og i det andet tilfælde trækkes fra.
Hvis lyset gjorde sådan, ville det lys, stjernen sendte i sin bevægelse mod jorden hele tiden overhale det lys, stjernen sendte, når den bevægede sig bort fra jorden. Det vil sige faserne ville være forskudt i forhold til hinanden, når lyset nåede ned til dig. Det er de ikke. Faserne er dælen dundrende mig ikke forskudt.
Lyset bevæger sig lige hurtigt mod jorden, hvadenten stjernen bevæger sig mod jorden eller væk fra den. Det gør det altså. Det er fakta, der synes absurde, ikke Einsteins teori. Einstein opstillede en teori for, hvordan tilsyneladende absurde fakta måske alligevel kunne forklares.

Det betød blandt andet, at han måtte acceptere, at tingenes tidslige og rumlige dimensioner forandredes ved meget store hastigheder. Og at han måtte opgive Newtons teori om, at verdens ontologiske grundbestanddele var partikler og kræfter, og erstatte den med en feltteori, som blandt andet indebar, at masse og energi måtte betragtes som forskellige tilstandsformer for én og samme materie.
Einsteins relativitetsteorier har i deres grundlæggende træk mange empiriske bekræftelser, både fra kvantefysikernes store partikel-acceleratorer, og fra astronomi og fysik.
Lys er for Einstein ikke bevægelse uden materie. Det er bevægelse af materie i en bestemt tilstandsform, nemlig som energi uden masse. Hvorfor er Newton mere materialistisk end Einstein? Hvorfor er det mere materialistisk at tale om for eksempel tyngdekræfter, som virker over fjerne afstande, end det er at tale om for eksempel lys som energi uden masse?

Nu har jeg jo så læst, at du udbygger Newton med en tyngdepartikelteori, hvor du meget snedigt forklarer tyngdefelter med, at hele universet gennemtrænges af sådanne tyngdepartikler i stærk fart.
Og to legemer med store masser giver hinanden 'læ' for denne partikelstorm og presses derfor imod hinanden, da de rammes af flere partikler på ydersiden end på de sider, de vender imod hinanden.
Dermed har du gjort i hvert fald en begyndelse til at reducere de her mærkelige fjerntvirkende kræfter, for eksempel tyngdekræfterne, ud af Newtons univers, og i stedet erstatte dem med partikler.
Men hvorfor er et univers af partikler med masser egentlig mere materialistisk end en feltsuppe, hvor energi og masse er forskellige tilstandsformer ved materien? Er energi uden masse et umaterialistisk begreb?

Hvad sagde Lenin?
Nu kommer jeg ikke ind på Lenin for at tage ham som sandhedsvidne på alting. For det mener jeg ikke, man kan. Jeg kommer ind på Lenin, fordi du bruger ham temmelig meget, og efter min mening også til temmelig meget, som jeg tror, han ville betakke sig for at blive brugt til. Her er et Lenin-citat:
'Hvor forunderligt det ud fra den 'sunde fornufts' synspunkt end må forekomme, at den vægtløse æter forvandles til materie med vægt og omvendt, hvor 'mærkeligt' det end er, at elektroner mangler enhver anden masse end den elektromagnetiske, hvor usædvanligt det end er, at de mekaniske bevægelseslove kun gælder for et vist område af naturfænomener, og at de er underordnet de dybereliggende love for elektromagnetiske fænomener og så videre - så er alt dette blot en ny bekræftelse på den dialektiske materialisme...'
Dette skrev Lenin i kapitel 5 i bogen Materialisme og Empiriokriticisme fra 1908, altså omkring ved det tidspunkt, hvor man også diskuterede de ting, som Einstein bryggede relativitetsteorier over. Jeg tror, Lenin var meget åben overfor nyere fysik. Havde han haft overskud og levet længe nok, tror jeg, han ville have anerkendt Einsteins relativitetsteorier.

Her er et andet Lenin-citater fra samme kapitel i samme bog:
''Materien forsvinder' - dette betyder, at den grænse, hvortil vi hidtil har kendt materien, forsvinder, vor viden går dybere; det, der forsvinder, er egenskaber ved materien, som tidligere forekom absolutte, uforanderlige, oprindelige (uigennemtrængelighed, inerti, masse og lignende), og som nu viser sig at være relative, kun gældende visse tilstande af materien. For den eneste 'egenskab' ved materien, som filosofisk materialisme binder sig til at anerkende, er den egenskab at være en objektiv realitet, at eksistere uden for vores bevidsthed.'
Det med ikke at binde sig til at anerkende nogen egenskaber ved materien udover dens objektive realitet overholdt Lenin ikke selv helt konsekvent. Men jeg tror, det var fordi han ikke var opmærksom på det, når han overtrådte det, ikke fordi han ikke mente det. Han mente hævet over enhver diskussion, at det at trænge dybere og dybere ind i materiens sammenhænge kunne afsløre ting, som stred imod alle vores vaneforestillinger.
Det med åbenheden mod verden, som den er, er helt grundlæggende for overhovedet at forstå, hvad kampen mod idealisme drejede sig om.

Et allersidste Lenin-citat:
'Anerkendelse af nogen som helst uforanderlige elementer, 'et uforanderligt væsen hos tingene' eller lignende er ikke dialektisk materialisme, men det er metafysisk, det vil sige antidialektisk materialisme.'
Et materiebegreb, som reducerer verden til kun at kunne bestå af partikler med masse ville Lenin uden diskussion karakterisere som metafysisk. Det vil jeg også.