Fascisme og højrepopulisme er og bliver den største trussel mod arbejderbevægelsen og samfundets demokratiske kræfter

Asbjørn Wahl kritiserer partiet SV i Norge og norsk LO for at være med til at legitimere Fremskridtspartiet, som er Norges parallel til Dansk Folkeparti. SV - Sosialistisk Venstreparti svarer til SF i Danmark.
Asbjørn Wahl er daglig leder af den brede norske bevægelse 'Forsvar Velfærdsstaten'.

SV's og LO-ledernes leflen for Fremskridtspartiet er ikke bare et udtryk for meningsløs politisk opportunisme, men repræsenterer også en blind vej, der bidrager til at gøre den største politiske trussel mod arbejderbevægelsen i vor tid mere tilforladelig.
Højrepopulismen og fascistoide partier er på fremmarch i store dele af Europa. I Østrig og Italien sidder de allerede i regeringskontorerne. I Frankrig chokerede den brunstribede Le Pen ved at gå videre til anden runde af præsidentvalget.
Både her i landet (Norge) og i Danmark har vi fået de mest højreorienterede regeringer siden Anden Verdenskrig - og begge steder udgør højrepopulistiske partier en del af deres parlamentariske grundlag. De historiske spor er skræmmende, og resultatet er omfattende angreb på fagbevægelsen og undergravning af velfærd og demokrati.

Effektiv legitimering
I denne alvorlige politiske situation fandt SV's ledelse det sidste vinter passende at gå i hemmelige forhandlinger med Fremskridtspartiet for at få gennemført sit kortsigtede politiske mål om lavere børnehavepriser.
Smilende skulder ved skulder kunne vi opleve Kristin Halvorsen (SV-leder) og Siv Jensen (fra Fremskridtspartiet) i den bedste sendetid på landsdækkende tv. Mere effektiv legitimering kan højrepopulisterne næppe ønske sig.
Sidste weekend i april aflagde LO's leder et venskabeligt besøg på Fremskridtspartiets landsmøde - og inviterede blandt andet til en alliance for at sikre retten til fuldtids-arbejde.
Den snu taktiker og den beregnende højrepopulist Carl I. Hagen havde svært ved at skjule sin tilfredshed med håndslaget fra LO-lederens side. Med god hjælp fra sine politiske modstandere gøres han mere og mere stueren i det politiske Norge.
SV's og LO's nuværende ledere er ikke de eneste, som gennem årene har bidraget til at trække Fremskridtspartiet ind i den politiske varme, men det gør ikke sagen meget bedre.
Der er stor politisk uro i verden.
Øget utryghed, mere afmagt og en stadig stærkere styring udefra skaber utilfredshed, politiker-foragt og politisk apati.
Baggrunden for denne udvikling er ikke svær at identificere.
De sidste to årtiers frie løb for markedskræfterne har ført til en omfordeling af magt og værdier i vores samfund, som er uden sidestykke i verdenshistorien. Verden over har afdemokratisering, større ulighed og voksende fattigdom været centrale fællestræk.
Samtidig oplever vi en brutalisering af arbejdslivet.
Et voksende antal arbejdere udstødes og endnu flere oplever voksende stress og pres på arbejdet. Store dele af arbejdsstyrken føler sig mere styret og har en ringere indflydelse på udformningen af deres egen arbejdsdag end tidligere. Menneskelige behov sættes i stigende grad til side og underordnes hensynet til konkurrenceevnen og målsætningen om størst mulig afkast af den investerede kapital.

Højrepopulisme
Resultatet af dette bliver utilfredshed og magtesløshed - og manglende tillid til dem som sidder med det politiske ansvar.
Folk reagerer når de oplever, at den voksende velstand og den fantastiske teknologiske udvikling i samfundet ikke bliver brugt til at gøre hverdagen og arbejdslivet bedre for dem, men snarere resulterer i forværrede livs- og arbejdsvilkår for mange.
Som et led i denne udvikling presser verdens økonomiske og politiske elite sit markedsliberale projekt igennem uden hensyn til at de mangler den folkelige forankring. På den måde går kapitalkræfternes voksende magtudøvelse hånd i hånd med afdemokratisering af samfundet. Resultatet bliver politisk krise og en situation, hvor det politiske system gradvist mister sin legitimitet blandt store grupper af befolkningen.
Stadigt flere ser sig om efter alternativer.
Det er denne situation, som højrepopulisterne udnytter hæmninsløst - og Carl I. Hagen er blevet en af de farligste og mest eminente spillere i denne division.
Med stor politisk 'fingerspitzgefŸhl' gør han sig til talsmand for folks uro og utilfredshed - og kanaliserer den i retning af politisk perverteret højrepopulisme.
Det er et velkendt fænomen, at folk som bliver trådt på enten kan mobiliseres til at slå igen - eller til at træde på andre, svagere grupper - for på den måde at 'genvinde sin værdighed'.

Spændetrøje
Ingen bør lade sig snyde af at Hagen for tiden prøver at fremtræde mere velopdragent end nogen af hans åndsfæller på kontinentet. Det er den politiske situation i Norge, som gør det nødvendigt. Hagen har i sin karriere brugt både enlige mødre og mørkhudede indvandrere som mål for sine værste politiske angreb.
På landsmødet pladserede han Fremskridtspartiet i traditionen fra mellemkrigstidens fascistiske partier - 'mellem arbejde og kapital' - og med en indkomstpolitik, der er en tro kopi af den fascistiske model.
De reelle konsekvenser bliver en fagbevægelse i spændetrøje - underlagt de offensive kapitalkræfters interesser.
Foreløbigt er den omfattende støtte til Fremskridtspartiet imidlertid mere et udtryk for utilfredshed og oprør end egentlig støtte til Fremskridtspartiets program og grundlæggende politiske tænkning.
Det haster med andre ord med at genrejse et troværdigt og systemkritisk alternativ til venstre, som kan forklare utilfredsheden, politisere den og udløse den til en kamp for velfærd og demokrati - for en modernisering af samfundet og arbejdslivet, som bygger på befolkningens egne interesser, deres ønsker, drømme og behov.
Kapitalkræfternes samfundsmagt må presses tilbage.
Det er historieløst, ideologisk blindt og politisk farligt at bidrage til at legitimere højrepopulismen. Det er at lege med ilden.

Vi må vågne op...
For nogle uger siden gennemførte den italienske fagbevægelse sin største mobilisering nogensinde, da tre millioner marcherede gennem Roms gader mod Berlusconi-regeringens angreb på faglige rettigheder.
Efter en længere periode med intern krise og fuldstændig defensivitet er den italienske fagbevægelse i færd med at vågne.
Det bør vi også.
Vi må holde op med at underevurdere truslen fra højrepopulismen. Fascisme og højrepopulisme er og bliver den største trussel mod arbejderbevægelsen og samfundets demokratiske kræfter.
SV's og Fremskridtspartiets billige børnehavepladser og LO-ledelsens alliance med Fremskridtspartiet i kampen for fuldtidsjobs kan med andre ord blive dyrtkøbte 'sejre'.

Asbjørn Wahls artikel har været bragt som kronik i det norske dagblad Klassekampen.