For få uger siden berettede jeg om, hvordan jeg blev midlertidig fyret fra mit arbejde, fordi firmaet ingen ordrer fik.

Denne gang skal jeg berette om min genansættelse. Som forhåbentlig også er midlertidig.
Omkring fyringsbestemmelserne indenfor vores område er det sådan, at vi her i de senere år har fået noget moderne noget, som hedder anciennitet og opsigelsesvarsel. Det er vist noget vældig godt noget, som giver os tryghed i ansættelsen.
I hvert fald på den måde, at arbejdsgiveren skal være i stand til at planlægge syv uger frem, når talen er om én som mig, der havde været i firmaet i ti år og derfor havde højeste anciennitet. For så har jeg syv ugers varsel ved fyringer.
De syv uger kan arbejdsgiveren imidlertid komme udenom i tre måneder ved at give mig en midlertidig fyreseddel i stedet for en rigtig. I løbet af de tre måneder skal han helst finde noget til mig at lave, for ellers skal han betale mig de syv uger.
Så jeg vidste, jeg ville blive genindkaldt. Og der gik desværre ikke ret lang tid. Ja, desværre, siger jeg, og det er ikke, fordi jeg har nået at udvikle arbejdsskyhed i løbet af de uger, jeg gik hjemme hos mig selv.
Det siger jeg, fordi jeg ikke havde været tilbage i arbejde mere end en uge, før vi fik at vide, at vi på grund af noget fint noget, de kaldte rationaliseringer og omstruktureringer i firmaet skulle over på et andet lønsystem.
Vi havde gået og lavet beton-finish på Avedøreværket på en fast timeløn, der hed 145 kroner. Det er ikke meget, men det er i orden, når det hedder fast timeløn og ikke akkord eller bonus. Nu skulle vi begynde på nogen punktfundamenter til en ny hal og skulle derfor gå over til det ny lønsystem.
Det ny lønsystem indebar, at vi kunne vælge mellem en bonusaftale, der hed 135 kroner i timen, hvis en meget stram tidsplan blev overholdt, plus en femmer ekstra, hvis der ikke var overtrædelser af sikkerhedsreglerne.
Eller en akkordaftale efter firmaets faste hemmelige priser, der hed 120 kroner udbetalt og et akkord-loft, der hed 155 kroner i timen. For dem, som ikke rigtigt kan lægge noget i de tal, kan jeg sige, at gennemsnittet for opmålt betonarbejde på akkord ligger over 170 kroner i timen.
Så det er noget lort. Der kom en ny ung ingeniør ud på pladsen, og firmaet udpegede en positiv samarbejdende medarbejder til sjakbajds. Han prøvede at forklare os, at det ny lønsystem var godt nok, men det kunne vi ikke forstå.
Så kom den unge ingeniør selv ud i skuret og forklarede os, at firmaets udspil til os var det valg mellem bonus og akkord. Vi ville godt snakke bonus eller akkord, men til helt andre priser.
Men de ville ikke snakke priser, forklarede han, det havde han slet ikke mandat til. Så ville vi godt snakke med én, som havde det mandat, sagde vi. Men det var der ingen, der havde, forklarede han, det var firmaets vedtagne lønpolitik, den gjaldt allevegne, og den kunne der ikke laves om på her, hvor gerne han end ville, for så ville hele systemet blive undermineret.
Så spurgte vi, hvad han mente med, at det var et udspil, fordi efter det sprog, som vi havde lært, så hed sådan noget da et diktat. Men det med udspil lå altså i, at vi frit kunne vælge mellem bonus og akkord.
Det var begge to lønsystemer med en gulerod, mente han. Jeg sagde, at jeg kunne ikke helt forstå det der med gulerod. For gulerod det var da noget, man hængte foran næsen på folk, hvis man hængte guleroden bag nakken på dem, så ville de nok begynde at løbe baglæns.
Nej, det man hængte bag nakken på folk, det var jeg ikke vant til at kalde gulerod, det plejede jeg at kalde pisk. Men det forstod han ikke rigtigt, hvad jeg mente med. Jeg sagde, at jeg mente, at det han ville have os til, var at gå ned i løn og oveni acceptere, at vi skulle løbe for at holde den hjemme.
Så gav han sig til at forklare mig, at der ikke var tale om nogen nedgang i løn, det var et spørgsmål om tillid. Der må jeg nok indrømme, jeg stod lidt af. Det endte så med, at han tilbød at få fat i en bajds fra en anden plads, som kunne komme og forklare os, hvad det var for en tillid, vi skulle have. Så tilbød jeg at få fat i en opmåler fra fagforeningen.
Nu er der den vanskelighed med opmåling, at det er ikke rigtig godt arbejde til opmåling, for det er en masse småfundamenter med en del detaljer i, så priserne skal ligge væsentlig over fagforeningens sædvanlige priskurant, hvis der skal være penge i det. Så det er nok ikke en sag, hvor man kan forvente, at fagforeningen kan gøre ret meget.
Lidt nytte kunne vi nu nok have haft af dem, der er jo noget, der hedder tillæg. Men der er ikke enighed i sjakket. Jeg er i mindretal på det der med fagforening, og det vidste jeg godt. Det er fanden til holdning. Men sådan er der sgu for mange, der er nu om dage.
Jeg vidste godt, det var snak uden dækning fra min side, og jeg skulle heller ikke have fyret den af, for de fagforeningsfjendske begyndte at sidde og modsige mig. Og det duer ikke at være uenige, hvis man vil forhandle.
Så vi fik ham her bajdsen ud. Og det var som venteligt en firmabajds, som forklarede os, at systemet var godt nok, og vi kunne roligt have tillid til firmaets priser. Dem havde han nemlig selv siddet og været med til at aftale. Og han havde kørt med det system i mange år.
Vi ville så godt have en kopi af firmaets priser. Men det kunne vi ikke få lov til at få, vi kunne få lov at kigge i bogen, men man kunne ikke få kopier af firmaets priser, for de var nemlig fortrolige. Jeg spurgte, hvordan de priser så lå i forhold til fagforeningens priskurant. Men det vidste han ikke.
Fagforeningen lå nok lidt over med nogen af priserne, gættede han, men han kunne ikke sige noget generelt. Han, som havde været med til at lave priserne, han vidste ikke, hvordan de lå i forhold til fagforeningens priser!
Så jeg har fået nok af tillid. Jeg skal bare ud! Det er kun et spørgsmål om at finde nyt arbejde indenfor min cykels aktionsradius for at undgå karantæne. Og kan jeg ikke det, går jeg ned i min bank og siger, de skal bare have tillid til mig og låne mig noget at leve for, så jeg kan klare den karantæne.
'Op med humøret', sagde vores gamle pladsformand til mig, da han og ingeniøren kom forbi mig ude på pladsen. 'Op med humøret siger du, op med tegnebogen siger jeg', svarede jeg ham. Men det kommer de ikke. Der er ingen, der har mandat til at træffe beslutning om det.