22 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Til kamp mod regeringens asociale politik

Til kamp mod regeringens asociale politik

Lørdag, 18. maj, 2002, 00:00:00

Regeringens ideologiske opgør med fagbevægelsen skal bekæmpes

Udtalelse af Murerarbejdsmændene fagforening, Århus
VC-regeringen med støtte fra Dansk Folkeparti blev (desværre) en kendsgerning efter valget den 20. november. En borgerlig liberal regering med støtte fra det yderste højre har efterfølgende afsendt en krigserklæring mod fagbevægelsen og dens medlemmer.
Det samme gør sig gældende i en række kommuner landet over, således også her i Århus.
Regeringen har med beskæftigelsesministeren i spidsen tilkendegivet, at den ønsker et ideologisk opgør med arbejderbevægelsen og dens grundlæggende principper om et velfærdssamfund, hvor menneskers behov og krav til et trygt liv står i centrum. Et opgør som vi kun har set begyndelsen af.
Regeringen ønsker markedskræfterne skal gøres enerådende og alt skal gøres til et spørgsmål om penge og profit.

Men regeringen skal vide, at når/hvis den blander sig i overenskomstforhold, vil vi ikke bare blive ved med at se på, så vil vi reagere. Fagbevægelsen skal være fremadskuende bevægelse, der ikke alene forsvarer medlemmernes grundlæggende interesser, men også samfundets svage og udsatte grupper uanset alder og hudfarve.
Regeringens økonomiske politik vil også ramme mange bygningsarbejdere hårdt. Den skandaløse nedskæring af byfornyelsesmidlerne vil give større arbejdsløshed. Nedskæringerne på AMU-kurser, fagskoler, efteruddannelse og så videre vil ramme hårdt. Disse nedskæringer finder sted samtidig med, at arbejdsgiverne 'råber' på kvalificeret arbejdskraft.
Alle er enige om, at uddannelse er vejen frem, derfor siger vi nej til disse nedskæringer.
Vi vender os også imod, at vores unge kollegaer under 30 skal leve af halve dagpenge, når de mod deres vilje bliver kastet ud i arbejdsløshed. De asociale regler med halv dagpengesats for unge skal fjernes.
I det hele taget vender vi os imod den mistænkeliggørelse, der er omkring de arbejdsløse. Vi bygningsarbejdere ved af bitter erfaring, at det ikke er sjovt at blive ramt af arbejdsløshed.

Derfor forlanger vi:
* At udsigtsløs aktivering stoppes.
* At der oprettes ordinære arbejdspladser på overenskomstmæssig vilkår.
* At der sikres arbejde og uddannelse til alle.

Vi kan desværre også konstatere, at regeringen ikke vil gøre noget for at etablere en vinterbyggefond, som kunne være med til at sørge for, at der ikke opstår flaskehalsproblemer.
Konsekvensen af regeringens politik på arbejdsmiljøområdet, med nedskæringer på 20 procent af personalet i Arbejdstilsynet og lukning af Århus-kredsen med flere er en trussel mod alle lønmodtagere. Desuden er det en total undervurdering af den betydning som et effektivt og kompetent Arbejdstilsyn har særligt lokalt.
Der sker fortsat alt for mange arbejdsulykker og mange får langvarige men efter arbejdsskaderne. De over 100.000 arbejdsulykker som sker hvert år, koster samfundet ca. 50 milliarder kroner. Det er lige så meget, der bruges på hele det danske sygehusvæsen. Det er derfor en uhyre kortsigtet gevinst, regeringen høster ved sine massive nedskæringer på arbejdsmiljøområdet.

En økonomisk ansvarlig regering bør opprioritere arbejdsmiljøet. I øjeblikket er det primært staten og kommunen, der betaler for invalidering og nedslidning. Det bør være arbejdsgiverne, der leder og fordeler arbejdet og dermed har ansvaret for sikkerheden, der bør betale deres del af omkostningerne. Derfor er det nødvendigt, at der uddeles bøder af passende omfang.
Vi kræver, at der arbejdes for en hurtigere og mere rimelig sagsbehandling i arbejdsskadesager, og samtidig kræver vi, at der anvendes 'omvendt bevisbyrde', så den tilskadekomne ikke straffes grundet systemernes smøleri.
Vi hæfter os ved, at mange mennesker er utrygge ved boligpolitikken. Boligpolitikken i Danmark må og skal sikre boliger til alle typer af mennesker. Der er i dag et stort underskud af ungdomsboliger og almennyttige boliger, som almindelige mennesker kan betale.
Vi ønsker at sætte fokus på et positivt samspil mellem beskæftigelse, erhverv, trafik, kultur og integration.
Kvaliteten i byggeriet skal sættes i centrum, og tidsplaner skal tilrettelægges i respekt for det gode veludførte håndværk og hensynet til arbejdsmiljøet.
Vores mål er, at bygninger bliver renoveret med velvalgte materialer, og at der bliver skabt smukke og gode sunde boliger i Danmark.

Vedtaget på generalforsamlingen den 24. april.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


18. maj. 2002 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:21

Idekamp