Arbejderen er efter min mening et virkelig kvalitetsprodukt blandt danske aviser

Man har bedt mig sige et par ord om, hvorfor arbejdere skal læse Arbejderen.
Det er der en række grunde til: Berlingske Tidende, Politiken, Jyllands-Posten, Børsen, Kristeligt Dagblad, Information, Vestkysten, Århus Stiftidende, Metro, Urban, BT, og sidst, men ikke mindst Ekstra Bladet. Det var tolv gode grunde. Tak for ordet.
Nå nej. Lad mig så sige lidt mere, nu jeg er kommet. Hvorfor læser arbejdere ikke Arbejderen? Arbejderen er efter min mening et virkelig kvalitetsprodukt blandt danske aviser.
Den er så kort, at det er nogenlunde til at få fulgt med i den. Den er skrevet i et letforståeligt og klart sprog. Den er den eneste danske avis med en regelmæssig løbende dækning af fagligt stof og arbejdspladsaktiviteter. Den er fuld af grundig information, som kommer arbejdere ved, og som man absolut ikke kan finde andre steder.
Arbejderen er et godt eksempel på, at objektivitet og partisk journalistik er et og det samme. Sandheden er partisk.

Men det er ikke altid sandheden, der er opinionsdannende. Hvor kritiske vi end er, så påvirkes vi meget mere af ting, der taler til vores følelser. Det ved formiddagsbladene. Ekstra Bladet, BT. Enkeltstående historier, der er gode til at sætte vores følelser i kog, blæses op på forsiderne til store nyheder.
Det kan være alt muligt. Korruption, spekulation, private tragedier, bloddryppende krigshistorier, indvandrer-hetz. Skidt og kanel imellem hinanden. Bare det sælger.
Det er måske ikke altid de vigtigste nyheder, når man ser køligt og sagligt på det. Men det er dem, der kan sætte diskussioner i gang i middagspausen på arbejde. Det er i hvert fald min oplevelse. Det er kiosk-baskerne, der tænder os. De er meget opinionsdannende. Derfor er de vigtige.

For nogle måneder siden, mens Brixtofte-skandalen rullede på sit højeste, faldt jeg gennem nogle venner over det hjørne af skandalen, der hedder Produktionshuset i Farum. Altså den institution, hvor Brixtofte udnyttede folks dårlige sociale stilling til at leje dem ud til firmaer til meget lav timebetaling.
Der bliver ikke lavet lejekontrakt, kun mundtlige aftaler. Så er der ikke nogen akter at se bagefter. En af dem, der havde nydt godt af Brixtoftes kreativitet på det felt, viste sig siden at være indenrigsminister Thor Pedersen, der tidligere i sin karriere var direktør for Jysk Rengøring og havde kontrakt med Farum Kommune.
Så det var altså virkelig et kioskbasker-hjørne af Farum-skandalen, jeg var faldet over. Syntes jeg selv. Og ovenikøbet med en stærk klassevinkling. Desuden var Farum-skandalen vigtig, for det er Farum-modellen, vores regering kopierer på landsplan.
Fyr og flamme sendte jeg en mail ind til Arbejderens redaktion og luftede min ide. Dagen efter ringede jeg derind, og jeg kunne forstå, man ville kigge på det.

Der gik noget tid. Så kom der en midterside om Farum-skandalen med den vinkling, jeg havde foreslået. Det tog lidt længere tid, end jeg havde forestillet mig. Til gengæld var det også det bedste, jeg har læst i nogen aviser om Farum-skandalen. Og meget grundigere, end jeg havde forestillet mig.
Jeg havde bare forestillet mig et par hurtige småartikler bygget op over et interview med én, der havde været på Produktionshuset, eller lignende, så kunne man altid udbygge det, hvis der var tilstrækkeligt med kød på.
Så var der én ting til, som fremgik af midtersiden: Arbejderen havde været der. Over et år tidligere havde Arbejderen haft fat i historien om Produktionshuset og laver interview med nogen, som havde været der. Jeg havde glemt det.
Der er ingen steder, som kommer arbejdere ved, hvor Arbejderen ikke har været. Mange af de steder er der ikke andre, der kommer. Derfor skal arbejdere læse Arbejderen.

Men her er mit hjertesuk. Jeg synes, Arbejderen stiller sit lys under en skæppe. Jeg synes, Arbejderen er for god til at kunne tillade sig at stille sit eget lys under en skæppe. Nu med Produktionshuset i Farum, når man tidligere havde lavet noget fodarbejde på sagen, hvorfor så ikke bare bruge dette tidligere stof fra den ene dag til den anden, nu emnet var varmt, eventuelt flettet lidt ind i den aktuelle sammenhæng?
Det var hurtigt og let arbejde, og det ville tilføre skandalen det, der ikke kom frem i al snakken om Farum Boldklub og Brixtoftes rødvinsvaner. Klassevinklen. Og det ville tilføre skandalen det politiske perspektiv, at hele Danmark jo rent faktisk er ved at blive lavet om efter Farum-modellen, og her havde vi en demonstration af, hvad sådan en forvandling førte til.
Måske ville det også fremme, at Arbejderen blev nævnt i andre medier, og altså hjælpe til at gøre avisen kendt. Jeg vil godt understrege, det er ikke på nogen måde en kritik af den midterside, der kom om Farum-skandalen. Det var det bedste, jeg læste nogen steder om Farum. Men da den kom, var selve skandalen ved at blive koldt stof i medierne.
Jeg synes, det med nogen ting betyder meget at være hurtigt ude. Engang imellem kan Arbejderen være det uden at det kræver de store ressourcer, fordi Arbejderen er så god en avis, at meget af det fodarbejde, som sikrer grundigheden, det har man gjort år i forvejen.

Arbejdere læser ikke Arbejderen. De ser først og fremmest tv. Men læser de aviser, så er det Ekstra Bladet. Ekstra Bladet er efter min erfaring Danmarks mest opinionsdannende avis. Ekstra Bladet gør sig til af at have modet til at sige tingene ligeud. Det er godt at sige tingene ligeud. Der hvor jeg kommer, er det sådan et sprog, man lytter til.
Nu ved jeg godt, Arbejderen ikke rigtigt har ressourcer til at køre sådan nogen kioskbasker-temaer. Og måske har man også modvilje mod overflade-journalistik. Men det kan godt oprøre mig lidt, når jeg ser, hvor tynde ting Ekstra-bladet og BT kører kioskbaskere op omkring.
Det meste af det kan Arbejderen selv med sine stærkt begrænsede ressourcer simpelthen gøre mange gange bedre, selv med den ene arm bundet på ryggen. Og hvorfor skal Arbejderen ikke blande sig, når det vitterligt er her, en meget stor del af den offentlige mening dannes?
Det er tit Ekstra Bladets kiosk-baskere, der bliver diskuteret på de arbejdspladser, hvor jeg kommer. Det er tit tynde historier. Det er tit meget tynde historier. Men de er enormt opinionsdannende.
Arbejderen er den eneste avis, der kan give dem en klassevinkling. Hvorfor skal man ikke gøre det? At lade være med at gøre det er at overlade opinionsdannelsen til de borgerlige medier.

Ovenstående er et uddrag af det indlæg, som Kjeld Stenum holdt på generalforsamlingen i Arbejderens Venner den 4. maj.