I dag er loven om tvungen deltid til 2. behandling i Folketinget. Vi vil på det kraftigste advare regeringen og dens støtteparti om at gennemtrumfe loven
Udtalelse fra tillidsmandsmøde i Horsens
Loven må helt enkelt fjernes. Den duer ikke.
Lovforslaget vil betyde, at hele vores aftale- og overenskomstsystem sættes ud af kraft ved at give arbejdsgiverne ret til at diktere deltid henover hovedet på de indgåede aftaler. Arbejdsgiverne vil kunne presse ansatte på deltid og dermed også ned i løn. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har beregnet, at det kan koste en gennemsnitlig lønmodtager 2.000 kroner om måneden at blive tvunget ned på deltid. Det er helt uacceptabelt.
Samtidig ser vi det som et alvorligt anslag på hele begrebet om normal arbejdstid og et skridt henimod en afvikling af de rettigheder, der er i vores overenskomster og den frie forhandlingsret. Vi ser det som et skridt på vejen til at sætte arbejdstiden helt fri. Det er et angreb, som vi klart må bekæmpe.
regeringen siger, det giver den enkelte frihed til at gå på deltid, hvis man ønsker det. Det er ganske enkelt ikke rigtigt. Den rettighed optræder ikke i forslaget. Til gengæld findes den mulighed i dag som følge af overenskomster og aftaler. Men så skal det forhandles og aftales lokalt. Det an hverken dikteres af arbejdsgiveren eller forlanges af den enkelte arbejder - og sådan skal det fortsat være.
Store dele af fagbevægelsen har fra første færd vendt sig skarpt mod lovforslaget, og hundredevis af faglige delegationer har haft foretræde i Folketinget for at advare mod de alvorlige konsekvenser af loven, hvis den vedtages. Samtidig er der massiv støtte til protester fra en række politiske partier, og selv regeringens egne embedsmænd advarer mod lovsjusk.
Dansk Folkeparti har sikret regeringens flertal ved at have lavet et par småjusteringer i det oprindelige udspil. Men intet principielt er ændret. Arbejdsgiverne vil kunne diktere indførelse af deltid på tværs af indgåede aftaler. Derfor står det stadig som et angreb på vores aftalesystem og den frie forhandlingsret.
Vi frygter dette er en prøvesag, der skal bane vejen for endnu flere initiativer, der forringer vores forhold og underminerer stabiliteten på det danske arbejdsmarked. Det ser vi som regeringens egentlige mål.
Derfor siger vi:
Fjern lovforslaget!
Fingrene væk fra overenskomsterne!
Vedtaget af de 300 fremmødte den 16. maj og udtalelsen bakkes op af følgende faglige organisationer: Fabrikssamarbejdet i Horsens, Dansk Metal Horsens, SiD afdeling A, SiD Industri og KAD Horsens.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278