I dagspreressen kan jeg læse, at I forsøger at presse Hanegal til ikke at sælge deres fedtfattige leverpostej. Jeg finder det umådelig usmageligt.
Debat af Kristoffer Ek, København
Man undrer sig over, hvad jeres motiv til dette måtte være. Kan det virkelig være foreneligt med jeres målsætning, at forhindre bedre produkter i at nå ud til forbrugerne med på det grundlag, at I vil forhindre andre firmaer i at få markedsandele? Endda markedsandele på et område, hvor I ikke har eller påtænker at få et tilsvarende produkt.
Det er uklædeligt, at I - for mig at se for at score profit - ønsker at forhindre forbrugernes frie valg; Torben Skou udtaler, at 'sagen kort og godt handler om Danish Crowns rettigheder' - javel, ja, men hvad med forbrugernes rettigheder, finder I det ret og rimeligt, at forbrugere skal fråde, fræse og konsumere federe produkter, der påviseligt har en skadelig virkning på folkesundheden?
Hvad mener Danish Crown har størst vigtighed: et patent på et produkt med så liden opfinderhøjde som leverpostej eller konsumenters ret til at vælge det produkter, de finder bedst sundest? Jeg er i hvert fald ikke i tvivl - jeg vil opfordre alle til i fremtiden at gå uden om produkter fra Danish Crown, da I åbenbart ikke kan konkurere på kvalitet, men må ty til juridiske spidsfindigheder for at - billedligt talt - proppe pølserne ned i halsen på forbrugerne.
Siden dette debatindlæg er blevet sendt hertil, er striden mellem Danish Crown og Hanegal slut, efter at giganten Danish Crown har erkendt, at Hanegal ikke overtræder noget patent eller bruger Danish Crowns opskrifter. Redaktionen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278