Staten Israel er oprettet på løgn og en omfattende terrorisme
Kommentar af Finn Ekman
Der går en lige linie fra briternes dobbeltspil, op til og under første verdenskrig, for at fremme egne interesser - hvor de kontraktligt garanterede araberne selvstændighed og jøderne et hjemland, formuleret i Balfour-erklæringen - og til USA's støtte til Israel.
De zionistiske ledere var fra start fuldkommen og skånselsløst indstillet på at oprette en jødisk stat i Palæstina, selv om de udmærket var klar over, at de fleste - om ikke alle - palæstinensere ville miste deres jord og deres rettigheder.
For at retfærdiggøre dette og fritage jødiske emigranter for moralske overvejelser, udbredte de zionistiske ledere en af verdenshistoriens største løgnehistorier.
Deres hvervningskampagne skildrede Palæstina som en forsømt ødemark. Deres slogan lød: 'Et land uden folk, til et folk uden land.'
Der går en lige linie fra Ben-Gurion udtalte: 'Vi har formuleret vort krav - ikke som en jødisk stat i Palæstina, men Palæstina som en jødisk stat,' og til Likud-partiets beslutning forleden om aldrig nogensinde at acceptere oprettelsen af en palæstinensisk stat.
England havde Palæstina som et såkaldt mandatområde frem til 1948, hvor dette mandat afløstes af FN's delingsplan i resolution 181. Siden har Israel egenmægtig overtaget dette mandat og opført sig som imperialistisk magt, som gøgeungen der vipper værtsfuglens unger ud af reden.
Staten Israel er oprettet på løgn og en omfattende terrorisme.
Der går en lige linie fra Menachem Begin og hans Irgun-terroristers nedslagtning af 260 palæstinensiske mænd, kvinder og børn i Deir Yasin, og til den statsterrorisme Israel udøver i dag.
Dengang blev folk grebet af panik, når Irgun-soldaterne blev nævnt. Beretningerne om Irgun-styrkernes massakre var lige så meget værd som flere israelske bataljoner.
I dag støttes Israel af USA med millioner af dollars, med jagerbombere, kamphelikoptere og tanks. Formålet er det samme. Palæstinenserne skal indordne sig Israel, eller fordrives.
Der går en lige linie fra Israels benægtelse af at udvikle og producere atomvåben og dermed holde internationale kontrolmyndigheder ude - og til Israels modstand mod at lade en FN-delegation undersøge påstandene om massakren i Jenin.
Vi må holde disse kendsgerninger for øje, bevare overblikket.
Intifadaen, det civile oprør mod besættelsesmagten, viser, at palæstinenserne trods afsavn og undertrykkelse har udskiftet håbløshed og afmagt med aktiv kamp for retfærdighed, en levedygtig stat, befrielse af de besatte områder, rømning af de ulovlige bosættelser og flygtningenes ret til at vende hjem.
Der går en lige linie fra vores og store dele af verdens solidaritet med palæstinensernes til de tusinder af fredsaktivister, der forleden demonstrerede for fred og dialog i Tel Aviv. Fra vores Boykot Israel Kampagne, til de soldater, der nægter at gøre militærtjeneste i de besatte områder. Det giver håb om, at fredens kræfter vil vinde.
Det nytter ikke at fokusere på formerne for intifadaens modstand mod den massive undertrykkelse.
Ingen terrorparagraf formuleret af USA og EU retfærdiggør Israels brutale fremfærd. Deres likvideringer af palæstinensiske ledere. Deres systematiske ødelæggelser af palæstinensisk ejendom. Deres deportering af et andet lands borgere. Deres dæmonisering af et helt folk.
Efter Likud's udmelding er al tale om fredsforhandlinger mellem den israelske regering og det palæstinensiske selvstyre umuliggjort.
Simon Peres og Arbejderpartiet står overfor en regeringspartner, der har tonet rent flag. Er det dem, der skal stille den israelske befolkning spørgsmålet: 'Ønsker I den totale krig?'. Eller er et valg nært forestående?
Sharon tog til Washington med dokumentation for Arafats medvirken til terror. Et materiale, viser det sig, der er groft manipulerende og forfalsket.
Han vendte tilbage til Israel med en række krav, udelukkende til palæstinenserne. Selv havde han ikke forpligtet Israel til noget som helst.
For mig viser det klart, at USA ikke er en del af løsningen, men en del af problemet.
Palæstinenserne har gang på gang bedt FN om fredsbevarende styrker, der kan sikre mod overgreb under aftalte våbenhvileperioder og i perioder, hvor der forhandles. Israel har sagt nej.
Muligheden for denne løsning er der nu, hvis flertallet af Israels befolkning vil det!
Men fredsforhandlinger, der ender som løse rammeaftaler, som efterfølgende bliver saboteret og forhalet, er passé.
Sporene skræmmer.
Al-Nakba. Den store katastrofe. 14. maj 1948 blev den israelske stat udråbt.
54 års undertrykkelse, tre generationer i flygtningelejre, er det, palæstinenserne kan se tilbage på. Nu gælder det om at sikre noget at se frem til. Nu gælder det fremtiden.
Vi kan bidrage ved aktiviteter som disse. Ved at lægge pres på vore politikere. Ved at sikre information til den danske befolkning. Sikre bredden i Boykot Israel kampagnen.
Rå magt må ikke give ret.
Ovenstående er den tale, som Finn Ekman holdt på demonstrationen på Rådhuspladsen i København den 15. maj, som var arrangeret af Solidaritetskomiteen med den palæstinensiske befolkning.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278