Livet er et regnebræt. Nu om dage, hvor arbejde og karriere skal være tilværelsens vigtigste identifikationspunkt, kræves der positive outputs af os hele tiden. For at klare det må vi sørge for også hele tiden at få positive inputs. Familie og venner skal fungere. Fritid.

Brænder man for noget, udover arbejdet, skal det helst kunne integreres i selve arbejdet. Og kan det ikke det, skal man i hvert fald være i stand til at hente psykisk overskud ud af det. For regnskabet er benhårdt.
Er det i en tid, hvor arbejdet selv er særlig belastende - og hvornår er arbejde ikke det nu om dage? - skal der kun bittesmå svigt i de positive input til, før balancen i regnskabet tipper. Og så kan man pludselig se faldet ned i afgrunden: Udbrændthed, depression, samtaleterapier og lykkepiller, og hvad symptomerne og lappeløsningerne på en revnet tilværelse nu ellers måtte hedde.
Sådan kom det over mig, mens jeg forleden cyklede hjem fra arbejde gennem Vestskovens blomstrende æble- og kirsebærtræer, nyudsprungne birke og bøge, og hvad der nu ellers var af forårspjattede fugle, blomstrende mælkebøtter og den slags.
Hold kæft Kjeld, hvor går det egentlig ad røven til for tiden, tænkte jeg. Hvor har du egentlig lidt lyst til det hele! Og hvad er der sket? Det er kun få uger siden, du havde det stik omvendt.
Og så måtte jeg stille cyklen fra mig og sætte mig på en bænk og filosofere lidt over det. Gøre regnskabet op, som man siger. Veje positive inputs og svigt i positive inputs af mod de outputs, tilværelsen forlangte af mig. Hvorfor orkede jeg næsten ikke yde mit bidrag til kapitalisternes samfundsopbygning mere?
Jeg kunne godt se, det var regnskabet, der simpelthen ikke hang for godt sammen. Privatlivets inputs var ikke helt på toppen. En pige, som man var blevet lidt for glad for, gad ikke se én mere. Noget bogskriveri, man havde gang i, havde vist sig at være meget tidskrævende, og man kunne ikke overskue at få den fornødne tid.
For ikke at snakke om alle de mennesker, man klarede at svigte og forsømme, mens dagene stormede afsted. Hvad der stadig vejede på plussiden var weekenderne med datteren, og de gange, man fik flikket noget sammen til avisen, som man selv var tilfreds med.
Men livet har jo altid op- og nedture. Og det her lidt blandede input-regnskab havde vel kunnet humpe afsted, som det havde gjort det før, hvis alt andet havde været lige. Det, der denne gang gjorde snapsen ekstra besk, var at vi oveni det sædvanlige havde fået sådan en stor beskidt støvle i ansigtet af firmaet.
Reel lønnedgang kombineret med overgang fra fast timebetaling til meget stramme bonus- eller akkordordninger. Tidsplanen kunne næppe holde uden en masse overarbejde. Og i sådan en situation blev man sig pinligt bevidst, hvor meget sammenholdet i sjakket var ad røven til.
Firmaet fik lov at gøre det, og vi magtede ikke at gøre noget effektivt ved det. Vi kunne ikke engang blive enige om at få fagforeningen ud og måle op. Folk er sgu så fagforeningsfjendske i vore tider. Til sidst havde jeg givet op og var begyndt at søge andet arbejde. Blot for at opdage, at det er der temmelig mange andre jord- og betonere, der gør i øjeblikket.
Og nu havde jeg været stort set hele vejen rundt ved entreprenør-firmaerne, men jeg havde ikke rigtigt nogen lovende udsigter. Anders Minimalfogh har skræmt optimismen så meget ud af erhvervslivet, at investeringerne i byggeri er gået omtrent i stå. Det er altid byggebranchen, der mærker konjunkturerne mest. Og nu var det så mig, der mærkede dem.
Så der var negativ balance på regnskabet. Og det var lidt underligt at sidde midt i solskinnet og alt det fremspirende grønne og alle blomsterne og fuglesangen og konstatere det.
Men skal jeg se strengt rationelt og logisk på det - og det kan somme tider være meget godt at tvinge sig selv til at gøre det - så må der være en del andre firmaer end lige det, som jeg tilfældigvis er ansat i, der spekulerer i de begyndende nedgangstider på nogenlunde tilsvarende måde.
Måske er det ligefrem det, der er den dybere mening i det her, hvis der da er sådan én: Livremmen skal spændes ind. Dansk erhvervsliv skal være verdens mest konkurrencedygtige. En beskeden del af det er, at lønudgifterne skal skæres mest muligt ned.
At det sådan set også for konkurrenceevnen på lidt længere sigt var vigtigere at være i front med forskning, uddannelse og investeringer i produktionsapparatet tænker kræmmerregeringen ikke på. én krone i dag er bedre end ti i morgen, er filosofien vist, også selvom den krone, man får i dag, så kommer til at koste ti kroner i morgen.
Men hvis den dybere plan i det her er, at erhvervslivet skal slanke sig ihjel, må der være en del andre end mig, der i disse dage sidder og kokser over at have fået en beskidt støvle i hovedet. Det hjælper sådan set ikke noget, hvis vi bare sidder rundt omkring og kokser lidt hver for sig. Men det gør det hele en smule komisk. Hvor længe kan den klovneregering slippe godt fra det her? Hvor længe lader vi dem gøre det?
Jeg er min egen lykkes smed, siger Anders Minimalfogh til mig. Og det er sgu ikke viljen til at være lykkelig, jeg mangler. Så jeg har jo al mulig grund til at være optimistisk, tænkte jeg, det skal nok gå alt sammen. Desuden var det blevet sent på eftermiddagen, og jeg havde fugle og fisk, der skulle fodres.
Åh ja, hverdagens små gøremål! Og så hjem og smide sig i en lænestol og få tavlen blæst ren af en kraftig gang rå rock! Det er meget bedre end lykkepiller.