Liberalisterne siger, at de starter og slutter ved individet, og at det alene er formålet med deres samfundsindretning. Det, vi kan se, er, at den liberalistiske model rammer fra top til bund - fra samfund til individ.

Det, vi kan se, er, at den liberalistiske model rammer fra top til bund - fra samfund til individ.
Verden spalter sig fra kontinenter gennem lande, egne og fællesskaber ned til det enkelte individ. Kløvningen uddybes i rum og socialt. Nu er det jo ikke sådan at verden bevæger sig fra en urtilstand af lighed og harmoni, men den samfundsmæssige politisering tager til. Ugen har bragt et par eksempler, hvor dette der sat på dagsordenen.
Menneskerettighederne - frihed og lighed - er slagord vi har hørt mange gange i lovprisningen af det borgerlige samfunds stolte barndom. EU sælges også som en del af dette brand. Det eneste, det kniber med, er at føre det ud i praksis.
Som man kunne læse i denne avis i onsdag, så fører EU til øget forskelsbehandling af udlændinge. EU skelner nemlig mellem unions-borgere og så dem ude fra - de fattige, besværlige og upålidelige. Udgangspunktet er - lighed - i form af ens behandling af EU's egne borgere for at kunne tilfredsstille arbejdskraftens fri bevægelighed.
En af forskellene er, at statsborgere fra EU's omverden ikke har ret til at få en ægtefælle til landet, hvis de er under 25 år. En anden er, at indvandrerkvinder ikke kan få offentligt tilskud til at få passet deres børn. En tredje er, at kommunernes pligt til at tilbyde modersmålsundervisning til børn af anden etnisk oprindelse er bortfaldet - dog ikke for unions-børn.
Alene i denne brug af begreberne bliver indvandrere bestemt som mennesker, der kommer fra egne uden for EU's territorium.
Enhver ved, at der findes rige og fattige egne i dette land. Der er egne, der er inde i varmen og der er dem der humper af sted. Men landet bevæger sig og pulserer. Mens industriarbejdspladserne lukkede i Københavnsregionen i 60-80'erne opstod der mange arbejdspladser i Jylland inden for produktion. Det førte til vældige klassemæssige forskydninger i Danmark. Danmark er arbejdsdelt.
I øjeblikket er et af de markante træk, at de vidensbaserede erhverv og de højtuddannede job koncentrerer sig i Storkøbenhavn, Århusområdet og omkring Aalborg. I det meste af det øvrige land sakker man bagud. Dette fremgår af en ny undersøgelse som Amternes og Kommuners Forskningsinstitut netop af offentliggjort.
Denne skævvridning og opdeling af landet har sociale og udviklingsmæssige konsekvenser idet værditilvæksten i de nævnte byregioner vokser i tilsvarende takt. Skal de udviklingssvage områder så have egnsudviklingsstøtte? Nej, siger regeringen.
Indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen mener, at regeringen er ved at skabe så gode vilkår for dansk erhvervsliv, så det også vil komme de svage regioner til hjælp. 'Jo bredere man gør hovedvejen, jo mindre brug er der for bivejen', siger Løkke.
De skal nok klare sig ude på landet, hvor naturen bor. Regeringen har fremlagt et forslag til revision af Planloven. Det betyder blandt andet, at der på gårde over 30 hektar vil være muligt at opføre tre boliger.
En forsker - der naturligvis kommer fra et af de tre vidensområder - i dette tilfælde Aalborg, har regnet ud, at der med lovforslaget vil kunne opføres 240.000 nye boliger på den konto.
Så mange bliver det naturligvis aldrig. Miljøminister Hans Chr. Schmidt slår det da også hen som det rene opspind. På den anden side, må Schmidt alligevel se stuehusene skyde op som paddehatte i landskabet. Han har i al fald begrundet forslaget med, at det skal være med til at redde handelen, skaffe børn til skolerne og i det hele taget styrke lokalsamfundene. Det skal der nu alligevel noget til.
Det er bemærkelsesværdigt, at selv en landbrugsvenlig avis som Jyllands-Posten har signaleret forargelse over regeringens ufornuft. Det er i dag også helt sikkert, at dette, sammen med en række andre ændringer i Planloven vil betyde en meget løsere styring af, hvad der kan foregå i det åbne land.
Uden at forfalde til landskabsromantik, så er det en klar kvalitet for det danske land, at mødet mellem land og by og landområdernes bebyggelse kunne være forløbet meget værre. Det kan man tydeligt se i andre lande, hvor individualistiske projekter har skamferet landskabet for flertallet.
Og netop individualismen er, hvad tidens liberalisme bringer med sig. Et eksempel fra ugens løb stammer fra Hellerup. Hellerup Skole vil i næste skoleår gøre op med den traditionelle skolegang med faste skemaer og mange klassetimer. I stedet indføres flextid og fixtid. Hver elev får en log-bog med angivelse af de målsætninger, der stilles og en løbende vurdering af, hvordan de så bliver opfyldt.
Lad det være sagt med det samme: den klasseundervisning, der er normalen i dag, er en liberaliseret form for den gamle katederundervisning med poder på rad og række. Der ér behov for fornyelse og udvikling, det sker da også mange steder. Men det skal være på et socialt og kulturelt grundlag, hvor der er et dialektisk forhold mellem den enkelte elevs udvikling og kollektivet.
Derfor er der også gode træk i forsøget fra Hellerup, men risikoen for at det ender i et individualistisk projekt er overhængende. Det kan ikke være meningen, at folkeskolen skal udvikles efter de koncepter der til enhver tid er moderne i virksomhederne og på de offentlige arbejdspladser. Der er jo en grund til, at børn går i skole - nemlig, at de skal lære at lære og at kunne agere socialt kulturelt.
Liberalisterne siger, at de starter og slutter ved individet, og at det alene er formålet med deres samfundsindretning. Det, vi kan se, er, at den liberalistiske model rammer fra top til bund - fra samfund til individ.