Den dagligdag, jeg lever i, giver mig ikke megen berøring med tidens storpolitiske konflikter. Men min frisør er palæstinenser. Når jeg med lange mellemrum får mig taget sammen til at få håret forkortet, benytter jeg mig af chancen til at få lidt flere vinkler på verdenssituationen

Vi diskuterede USA og Al Qaeda, da det var aktuelt, og nu her sidst diskuterede vi naturligvis Israels besættelse af Palæstina.
Hele hans familie bor i Palæstina, hans forældre er på midlertidigt besøg i Danmark, men alle hans søskende er i Palæstina, og hans forældre skal tilbage om en måneds tid. Ingen fra hans familie har været i direkte klemme i de seneste måneders kamphandlinger, men de har ikke arbejde og ikke penge. Og han tjener ikke for meget, men støtter dem alligevel.
Han er en højtuddannet mand, han har universitetsuddannelse i engelsk, men han kan ikke få arbejde indenfor sit fag, fordi man ikke mener, hans danskkundskaber er gode nok. Heldigvis har han så også forstand på at klippe håret af folk, så personligt klarer han sig.
Der er mange med palæstinensisk baggrund, der er ringere stillet end ham. Og der er mange palæstinensere, der ikke har en bror i Danmark, som har en lillebitte smule penge at undvære af.
Han klager ikke over Danmark og danskerne. Vores nærmeste naboer i Sverige skælder ud på os. Desværre synes jeg, de har ret. Men han skælder ikke ud. Mens jeg oplevede opbakningen bag amerikanernes krig mod det, de kalder terrorisme, som meget massiv, så mente han, der var mange danskere, der var kritiske overfor USA.
Mens racisterne brændte muslimers grøntforretninger af få gader borte fra, hvor han har sin forretning, så mente han ikke, at 11. september havde ført til mere racisme i Danmark. Hørte jeg kun på ham, ville jeg ikke kunne forstå, at jeg lever i et land, der vælger en højrefanatiker som Søren Krarup ind i Folketinget og gør Dansk Folkeparti til landets tredjestørste.
Der er selvfølgelig mange grunde til, at han er så ufortjent venlig overfor os. Selvom han har boet og arbejdet her i efterhånden en del år, så føler han sig jo nok stadigvæk i rollen som gæst, den danske integrationspolitik taget i betragtning. Og gæster fornærmer ikke deres værter.
Desuden kender han vel hovedsageligt danskeres holdninger fra sine kunder. Og de fleste af de danskere, der stemmer på Dansk Folkeparti, de fravælger også ham som frisør. Jeg har arbejdskammerater, som er medlemmer af Dansk Folkeparti. Jeg slås med de holdninger hver anden dag. For mig er de mere iøjnefaldende.
Omkring Israel - Palæstina - konflikten, så mener han, dansk presse er meget pro-israelsk, mens de fleste danskere er stik modsat. Og lige netop i den sag tror jeg nok, jeg giver ham ret. Jeg synes, der er nuancer i den danske presses holdning, for eksempel synes jeg, DR-TV i modsætning til vores regering har været nogenlunde gode til at lægge kritisk distance til Israel.
Men megen dansk presse fremstiller mere eller mindre udtalt palæstinensernes kamp som terrorisme. Det er trods alt dem, der begynder, synes den underforståede holdning tit at være. Blot Israel har håndhævet sin undertrykkelse af Palæstina tilstrækkelig længe, er det ligesom de får en slags ret til det i presseverdenen.
Eller journalisterne 'glemmer' den undertrykkelse, der finder sted hver dag, fordi der ikke er nogen nyhed i det, jeg ved ikke, hvad det handler om.
Fra skurvognsdiskussionerne på mit arbejde har jeg indtryk af, at rigtig mange har sympati for palæstinensernes kamp. Vi ved simpelthen for meget. Der er trods alt for mange kritiske reportere i Palæstina. Og det er vanskeligt at argumentere sig bort fra, at der dræbes omkring ti palæstinensere for hver israeler.
Men forstår vi, at palæstinenserne fører befrielseskamp? Forstår vi den daglige undertrykkelse og fornedrelse, de har levet med i mere end et halvt århundrede og de dybe følelsesmæssige og forstandsmæssige konflikter, der går forud, før en palæstinenser beslutter sig til, at væbnet kamp er den eneste vej frem?
Det er ikke fordi den ene part er palæstinensere og den anden part er jøder, siger min frisør ophidset til mig, han synes, alle mennesker har ret til at leve i fred, bare fordi de er mennesker.
Men jøderne lader ikke palæstinenserne leve i fred. De tager deres land og deres muligheder for at eksistere fra dem, og de tager mere og mere hver dag. Og forstår vi det? Eller ser vi trods alt en mini-bin-Laden i hver eneste palæstinensisk selvmordsaktivist, og synes vi trods alt, at Israel har en vis ret til at opretholde ro og orden?
På vejen hjem fra min frisør kom jeg til at tænke på, at det der gør forskellen på palæstinensiske selvmordsaktivister og bin Laden, det er, at bin Laden klarede at give de mest reaktionære kræfter stormvind i sejlene, mens palæstinensernes kamp er nyttig for hele verden.
Bin Ladens aktioner var det, der startede hele den vestlige verdens hellige korstog mod alle muslimer. Men se blot, hvor USA's alliance mod Ondskabens Akse er smuldret, siden Israel startede sin besættelse af de palæstinensiske selvstyre-områder!
Og tro ikke, at den amerikanske regering har opfundet begrebet Ondskabens Akse for sjov. De har opfundet det begreb, fordi de meget kynisk og målrettet arbejder på at starte en krig mod de lande, der påstås at indgå i denne ikke-eksisterende akse.
Se blot, hvordan Bush nylig fik presset Putin til at acceptere den planlagte krig mod Iraq! Bin Ladens aktioner har gjort det muligt for USA at få omtrent hele verden til at deltage mere eller mindre direkte i omfattende krig for amerikanske interesser. Derfor var de uanset hans eventuelle motiver dybt reaktionære.
Palæstinensernes modstand mod Israels fremfærd og den sympati de har vundet er derimod det eneste, der virkelig har givet den amerikanske udenrigspolitik problemer. Jeg vil tro, mange i Pentagon i deres stille sind bander Sharon et vist sted hen.
Palæstinensernes kamp er vor tids største fredsskabende kraft. Jeg fik ikke sagt det til min frisør. Måske råder det bod på sagen at skrive det i en Skærveknuser.