Én af undertegnedes sidste dage i firmaet NCC. I middagspausen gik snakken i skuret på ledelsen af arbejdspladsen. Der faldt en del bemærkninger om den unge ingeniør, der på den ene side ville holde os i en meget stram akkord og på den anden side ikke evnede at lede pladsen.

'Det er en uge siden, han fik at vide, vi mangler tolver-jern og tyver-jern. Da sagde han, det skulle komme dagen efter. Det er ikke kommet endnu.'
'Så må du sætte forskalling op. Han betaler ikke akkord-gennemsnit for ventetid, så det er bare med at være igang.'
'Hvordan skal jeg stille forskalling op? Der er ikke støbt renselag i flere huller end dem, hvor der er stillet op allerede.'
'Så må du støbe noget mere renselag!'
'Akkorden kan ikke bære, at vi får beton hjem bare til renselag. Det renselag skal laves af overskudsbetonen, når vi støber fundamenter.'
'Så må vi støbe flere fundamenter, så vi kan få noget overskudsbeton!'
'Jomen, der er jo ikke bundet jern til flere støbninger!'
'Så bind dog i himlens navn noget jern!'
'Alt det jern, der er tilbage, er forkert. Manden kan sgu ikke engang finde ud af at lægge tal sammen og trække dem fra hinanden. Han har bestilt bøjlerne i forkerte dimensioner. Også tyver-bøjlerne. Og tyver-jern kan du altså ikke bare sådan lige vride på plads. Det er en uge siden, han fik at vide, at de var forkerte. Så var det, han svarede, han måtte betale for, at vi selv bukkede nogle nye. Det er bare ikke ham, der betaler, det er os selv, for bukning af jern er ikke en del af akkorden, og han betaler ikke akkord-gennemsnit for daglønstimerne. Desuden så havde vi ikke tolver og tyver at bukke af, og det sagde vi til ham. Så....'
'Så der er hul midt i spanden, kære Lisbeth. Ja, det kan jeg forstå. Nej, det er sgu også for ringe...'
'Jeg sagde til ham, hvorfor han ikke bare sendte tegningerne med ind til Fundia og lod dem selv regne dimensionerne på jernet ud. Så ville det jo være dem, der havde ansvaret. Men det var han ikke så tryg ved, sagde han. Han kunne bedst lide selv at lave beregningerne, sagde han, for så vidste man, hvad man fik. Det var vi ikke rigtig sikre på, vi også kunne, sagde jeg, for så vidste vi det også. Indtil nu havde der jo ikke været noget af det jern, der var kommet, som havde været rigtigt.'
'Nej, det er ikke så heldigt. Hvad sagde han til det?'
'Han sagde også, at det ikke var heldigt. Men han ville gerne lære, sagde han. Man skulle lære af sine fejl!'
'Ja, så bliver han en meget klog mand en dag!'
'Det er han allerede. Han er klogere end os, i hvert fald. For han har fået os til at æde den med, at daglønstimerne ikke skal være på akkord-gennemsnittet, men på mindstebetalingen. Han lærer, og vi betaler. Jo, den er nu ikke helt dum!'
'Nej, vi hænger på den. Hvad skal vi gøre ved det?'
'Det ved jeg godt. Vi skal forlange, at klunspengene for overskudsjernet tilfalder sjakket. Sådan var det i gamle dage. '
'Jamen det er jo overskudsjern det hele. Han regner jo dimensionerne forkert ud.'
'Netop. Det er det, der er fidusen!'
'Ja, det kan jeg godt se. Ja, den er god nok!'
'Nej, den må I fandeme ikke hoppe på. Kender I ikke jernpriserne for tiden? Vi kan dårligt få transporten hen til ophuggeren betalt. Det er ren tilsætning.'
'Av, der var vi nær dummet os igen. Så havde vi fået en vognmandsregning oveni akkordunderskuddet. Ja, det kunne han nok godt have tænkt sig!'
'Nej altså, ærlig snak, han må for fanden da selv være interesseret i, at det kommer fremad. Det kan da ikke være rigtigt, det skal køre sådan her!'
'Åh, du skal se, han har regnet ud, at så længe der ikke sker noget, sker der ikke noget forkert. Og sålænge vi går på timeløn, koster vi alligevel ikke så meget. Det er trods alt billigere, end hvis han sætter en masse i gang, som viser sig at være forkert.'
'Ja, jeg har også hørt, at stålkonstruktionen bliver forsinket. Så behøver de ikke holde tidsplanerne. Så behøver de bare brokke sig på byggemøderne, så bliver det stålmontørerne, der skal betale.'
'Ja, det går sgu allerbedst, når der ikke sker noget. Det er den sikre vej til millionerne. Det er sgu ligesom den om bondemandens hest!'
'Bondemandens hest? Hvad med den?'
'Jah, bondemanden syntes jo, den var lidt dyr i kost. Så han gik og trænede den op til at æde mindre og mindre, så han kunne få mere overskud på den. Og det gik også rigtig godt. Til sidst fik han lært den op til at holde helt op med at æde.'
'Nådada, en hest, der ikke åd noget! Blev han så rig?'
'Nej, desværre. Ligesom han rigtigt skulle til at tjene penge, så gik hesten sgu hen og døde!'
'Nå, gjorde den det? Jamen dog! Ja, er det ikke uretfærdigt, så uheldig man somme tider kan være!'