Svar på Jens Chr. Stausholms læserbrev i Dagbladet Arbejderen den 24. maj
Debat af Grethe Bille Nielsen, Nyborg
Jeg - en 76-årig kvinde - vil gerne svare Jens Chr. Stausholm, JCS, på hans læserbrev angående racisme-paragraffen. Jeg vil starte med dit sidste spørgsmål om, hvordan så mange arbejdere og pensionister kunne stemme på Dansk Folkeparti?
Svaret er såre simpelt. Vi var blevet trætte af at blive nedværdiget, både økonomisk og på anden måde, for eksempel tilsidesættelse ved diverse ventelister, især boligkøen, vi var bange for de mange tilfælde af massevoldtægt af vore døtre og børnebørn.
Vi ældre er bange for at færdes udendørs, efter de mange overfald og røverier fra ældre mennesker, mens voldsmændene bagefter gik ustraffet og grinende fra retssalene.
Det var kun Dansk Folkeparti, som turde komme med et forslag om at få dette stoppet. Især da de fleste forbrydelser blev begået af såkaldte 'nydanskere'.
Men før du nu kommer med det sædvanlige 'racisme-ævl', vil jeg gerne påpege, at mange af mine/vores bekendte er af fremmed herkomst, og de er selv utroligt kede af det, når en lille gruppe anden- og tredjegenerationsindvandrere - også kaldet nydanskere - ødelægger det for dem, der har 'reelle' hensigter.
Angående dit citat fra biblen finder jeg ikke megen næstekærlighed i dit læserbrev. Det handler nemlig hverken om hudfarve, tro eller race - en sætning du/I altid slynger ud, i mangel af et bedre skudsmål. Det handler her om forskellige umage kulturer, som er så forskellige, at der ikke er noget kompromis.
Og hvis du mener, at danskerne håner og truer de fremmede ved at give dem fortrinsret både i boligkøen og på andre ventelister, plus påtager sig forsørgerpligten af dem, så skal du nok have revideret dine skolebøger.
Paragraf 266b, som du fremhæver, gælder også den modsatte part, altså til udeladelse eller diskrimination af danske borgere.
Jeg vil dog give JCS ret i, at det er samfundets svage, der rammes hårdest, især de ældre har måttet stå for skud de sidste ti år, når der skulle spares.
Her er den opsparede Sociale Pensionsfond et godt (læs dårligt) eksempel. Joh, samfundet er - og har været - ramt af en fejlslagen politik de seneste ti år.
Den har nedbrudt sygehusvæsnet og ældreforsorgen, det kan vi vist være helt enige om. Derfor satte vi gamle socialdemokrater vores kryds, som vi gjorde, nemlig som et sidste råb om hjælp.
JCS er sikkert for ung til at kende til det virkelige Socialdemokrati, 'vi' kendte i 30'erne og i 40'erne, og som man kunne respektere og se op til dets politikere.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278