- Engang var der da grænser for, hvordan man talte om og til hinanden
Kommentar af Mona Ljungberg, foreningen Pamellas venner
Sidste uge var på mange måder en begivenhedsrig uge, der for mit vedkommende også gav stof til mange eftertanker. De sultestrejkende irakere i Københavs Domkirke og domprovst Anders Gadegaard. Jeg har orienteret undervejs om irakerne - det er Anders Gadegaard, jeg vil stoppe lidt op ved i dag.
Jeg ved ikke, hvor mange af jer, der så Anders Gadegaard i profilen onsdag eller bagefter hørte P1, hvor lyttere kunne ringe ind og komme med deres forskellige tilkendegivelser. Der var især to lytteres udtalelser, som jeg hæftede mig ved.
Den ene var en mand, der ringede og fortalte, at han havde set Anders i profilen, og at han følte det så rart med den anstændige tone og omsorg, der ligger i Anders Gadegaards udtalelser. I hans stemme var der en tydelig længsel.
Selv sad jeg og følte den samme længsel efter en anden tid. Tænkte - hvor har den mand ret, tonen udlændingedebatten bliver ført i handler ikke om, at nogle bare udtrykker sig ærligt. Den har en hårdhed og kynisme, hvilket ikke nødvendigvis er en naturlig følge af ærlighed. Vel snarere om personlige grænser.
Engang var der da grænser for hvordan man talte om og til hinanden. Samfundet var ikke mere autoritært af den grund - det var bare rarere at være her. Man blev ikke overfuset for at udvise omsorg for et menneske, der ikke var dansker.
En dame ringede også ind til P1. Hendes ord og tone var ligefrem hadefuld og forbitret, fyldt med bebrejdelser over, at Anders Gadegaard udviste omsorg for de sultestrejkende. Damen ville desuden gå ud og 'finde nogle' hjemløse - meningen var vist, at de skulle flytte ind i Domkirken. Netop kontrasten til den førstnævnte lytter fremhævede i den grad dybden i de ord han havde sagt.
Damen var på mange måder beskæmmende. Hverken i hendes tonefald eller ord lå der en omsorg for de hjemløse, som hun ville gå ud for at 'finde'. Ordene blev fremsat, som var det en trussel imod Anders Gadegaard - en straf fordi han havde udvist omsorg for en gruppe desperate flygtninge.
Og når hun ligefrem skulle gå ud for at 'finde' de hjemløse, er der ikke meget, der tyder på, at hun ellers har ofret dem mange blikke og tanker. En del af dem kommer i af og til i Københavns domkirke og får et varmt måltid mad. Så hun behøver ikke at lede så længe.
Nok om damen, jeg var ikke hurtig nok til at ringe ind. For hendes anklager var så langt skudt forbi, lige netop når det gælder Anders Gadegaard. Så langt ude, så de ikke bør stå alene. Derfor denne meddelelse.
Jeg lærte Anders Gadegaard at kende kort tid før, end han blev domprovst. Anders Gadegaard hjalp på det tidspunkt flygtninge med at rette henvendelse til myndighederne, hvis de af den ene eller den anden grund var kommet i klemme i systemet.
Kort tid efter, at Anders fik stillingen som domprovst meddelte han, at han var nødt til at stoppe med dette arbejde. Han havde det nemlig dårligt med, at der ikke blev gjort nok for de hjemløse og følte, at han i sin nye stilling burde tage et ansvar for at opbygge et netværk omkring dem.
Alle mennesker har deres begrænsninger for, hvor meget de kan overkomme, så det var for Anders Gadegaard et prioriteringsspørgsmål. De hjemløse var en overset gruppe, og Anders Gadegaard ville personligt gerne gøre noget for dem.
Noget af det første Anders Gadegaard gjorde i sin nye stilling var at kalde de hjemløse sammen, for at spørge dem om, hvad de selv ønskede sig eller følte størst behov for. Det, de fortalte ham var, at de først og fremmest ønskede, at de nogle gange var sikret et varmt måltid mad. Specielt i vintermånederne.
Der gik måske en måneds tid efter - så kunne man i TV-avisen se det første varme måltid blive serveret foran domkirken til Københavns hjemløse. Kæmpe gryder med varm mad.
Jeg ved ikke, hvem damen var, der ringede ind til P1, og kan derfor ikke sende hende denne meddelelse. Jeg ville gerne have fortalt hende, at Anders Gadegaard er et af de mest ordentlige mennesker, som jeg nogen sinde har mødt. At han gør et kæmpe stykke socialt arbejde i hverdagen, og alligevel kunne opbyde et overskud til at udvise omsorg for en gruppe desperate sultestrejkende flygtninge.
Han bliver hverken forbitret eller hadefuld - men ser sig selv som priviligeret, fordi han er i stand til at hjælpe. Anders Gadegaard er nemlig et menneske, der i kraft af sin personlighed ikke behøver at gå ud for at 'finde nogle' der er i nød. De kommer selv, fordi de og vi ved, han er der, hvis nøden en dag skulle ramme en af os. For nød kan jo ramme alle og enhver. Det er man ikke altid selv herre over.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278