Undertrykkelse af alle mennesker er lige vigtig at kæmpe imod
af Freja Wedenborg, København
Kære Christian Bøgh Kristensen!
Jeg har læst dit læserbrev i Arbejderen fra torsdag d. 6. juni. Der er en række ting, jeg ikke er enig i.
Du starter med at skrive, at israelerne har lige så meget ret til deres stat som palæstinenserne.
FN vedtog i 1947 at dele landet i tre dele, der skulle have politisk selvstyre, men indgå i en økonomisk union. Den ene del skulle være en jødisk stat, den anden en arabisk stat, mens Jerusalem og området omkring byen skulle være et internationalt administreret område.
Israelerne reagerede ved at angribe og fordrive palæstinenserne fra landet, både den del der skulle være israelsk, og den del der skulle være palæstinensisk. Omkring 800.000 mennesker ud af en samlet befolkning på 930.000 blev tvunget i flygtningelejre.
De områder, der i dag er besat af Israel - Vestbredden, Gaza og Østjerusalem - udgør kun 22 procent af den del, FN vedtog skulle være under palæstinensisk administration. Det er for eksempel hele det nordlige Israel, der egentlig tilfaldt palæstinenserne, men som i dag er en del af den israelske stat.
Så skriver du, at antallet af israelske bosættere ikke er større end antallet af muslimer, der lever i Danmark. Der lever i øjeblikket 460.000 israelere i de palæstinensiske selvstyreområder, mindre i Gaza men større koncentration i Østjerusalem. Til sammenligning bor der 395.974 indvandrere og efterkommere af indvandrere i Danmark. Og det er rigtigt, at fornuftige mennesker lever fint med det.
Men vores indvandrere kører heller ikke pansrede mandskabvogne rundt i vores gader. Vores indvandrere forhindrer ikke med vejspærringer og husundersøgelser os i at passe vores dagligdag, vores indvandrere sender ikke vores unge i fængsler eller bomber os fra oven.
Det gjorde derimod tyskerne under besættelsen. Den største forskel er dog, at de indvandrere, der bor i Danmark hverken har nogen intentioner om eller har fået overdraget den jord, de bor på som en juridisk del af deres land. De indordner sig under danske forhold, de er danskere. Palæstina er besat.
Og med hensyn til røverierne af buschauførens penge, så tvivler jeg på, at de kriminelle i Danmark, der tilfældigvis også er muslimer, er kriminelle, fordi de er muslimer. Derimod tror jeg, det er, fordi de har det dårligt.
Ifølge dansk statistik er ca. 10 procent af dem, der fik en strafferetslig afgørelse i 2000 af anden etninsk herkomst (og altså ikke nødvendigvis muslimer). Men 47,5 procent er folk, der på en eller anden måde har levet på overførselsindkomst!
Kriminalitet er et socialt problem, ikke et etnisk. Og selv om kriminelle handlinger, der skader andre mennesker, ikke på nogen måde kan forsvares, kan den mistro og udstødelse, de unge muslimer møder i det danske samfund, meget vel kan føre til en manglende ansvarsfølelse for deres omgivelser.
Jeg opfatter bestemt ikke Dagbladet Arbejderen som en antisemittisk avis. Jeg tror, de skriver ud fra en generel modstand mod alle former for undertrykkelse, uanset hvem den begås af, og hvem den begås imod. Som socialist handler min støtte til det palæstinensiske folk ikke om modstand mod israelerne eller om modstand mod jødedommen.
Det, jeg er modstander af, er uretfærdigheden, volden og den militære overmagt Israel udøver i deres besættelse af Palæstina. Undertrykkelse, som jeg selvfølgelig også er imod, hvis den begås mod de forfulgte kristne, du skriver om.
Jeg opfatter bare ikke de kristne som værende mere mit 'broderfolk', med dine ord, end palæstinenserne. Og jeg kan ikke se, hvorfor Dagbladet Arbejderen, som ikke er en kristen avis, skulle gøre det heller.
Jeg tror, at dens redaktion er helt enig med mig i, at undertrykkelse af alle mennesker er lige vigtig at kæmpe imod. Uanset om den begås imod vores kristne, vores muslimske eller vores palæstinensiske broderfolk.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278