Forleden, da jeg stod og tørrede mit køkkenbord af med en karklud efter opvasken, krydsede en myre dens bane. Jeg opdagede det for sent, karkluden var i fuld fart, og katastrofen var uundgåelig.

Jeg foldede forsigtigt karkluden ud, men som en lastbilchauffør, der har påkørt en fodgænger, turde jeg næsten ikke se.Der sad den. Den sprællede lidt endnu, men det så ikke godt ud. Det så meget ringe ud.
'Åh, dit bitte fjols, hvad skulle du dog også der?' tænkte jeg. Det ligger nemlig sådan, at jeg har opdaget, myrer er telepatiske. Hvis man sender dem tankebilleder, så kan de modtage dem. Jeg er ikke særlig telepatisk selv, men en gang imellem er det nu ligesom, jeg kan høre deres svar.
Hvad siger I, har jeg fået roterende fis i kasketten? Jamen, jeg tror på det pis! Alle mine naboer herude i haveforeningen ligger i evindelig krig med myrer, de slår myrer ihjel i kilovis på deres køkkenborde og vander myretuerne med gift, selvom det er forbudt herude, og jeg ved ikke, hvad de gør.
Men det fører ingen andre vegne hen end til krig. Det bliver bare værre og værre. Jeg får da engang imellem besøg af en myre eller to, men selvom jeg aldrig slår nogen af dem ihjel, medmindre det sker ved et uheld altså, så er jeg ikke plaget af myrer. Jeg respekterer dem nemlig.
Jeg sender dem en telepatisk meddelelse om, at jeg godt ser dem. Og jeg ved godt, de gerne vil i min sukkerpose. Men det er langt det klogeste og bedste for alle parter, hvis vi lader være med at krænke og provokere hinanden.
Herinde i huset er mit myrebo, og her skal de lade være med at komme. Så skal jeg til gengæld lade være med at genere dem i deres bo. Det får de så lov til selv at spadsere ud og sige til deres kammerater. På den måde har jeg fred. Og de har det også.
Derfor er det uheldigt, når jeg kommer til at slå dem ihjel. Det fører let til diplomatiske kriser. Og nu var der én på vej, for min myre var efterhånden helt død.
Der gik da heller ikke lang tid, før jeg opdagede en myre til, der lige var kommet ind gennem vinduet. Jeg kunne mærke, den spurgte til sin kammerat.
'Jah æh se æh...', sagde jeg.
Den skar brutalt igennem. 'Du har myrdet hende!' kunne jeg mærke, den tænkte. Jeg svedte. Det næste, jeg kunne mærke, den meddelte mig, var, at det her betød krig, det var jeg nok klar over? 'Altså, det var et forbandet uheld', skyndte jeg mig at tænke, måske sagde jeg det højt også. 'Det var sgu ikke med vilje, det må du da forstå! '
Det hoppede den ikke på. 'Vi kender godt dig', tænkte den. 'Vi ved godt, hvad du gør med myrerne fra den anden side af vejen!'
Nu var den virkelig gal. Det er sandt nok, når jeg siger, at jeg ikke slår myrer ihjel. I hvert fald ikke myrer fra min egen have. Men jeg har altså nogen dværgvagtler, og deres livret er myrer. Vagtler er helt syge med myrer. Og nede på den anden side af vejen, er der et uopdyrket område med nogle bakker, hvor der simpelthen er tusinder af myretuer. Hundredtusinder måske.
Det sker, at jeg tager et par store skefulde myretue med æg og levende myrer, og hvad der ellers er af gode sager med hjem til vagtlerne i en plasticpose. Jeg tænkte, det kunne vel ikke have noget med mine egne havemyrer at gøre. Nu blev jeg klogere.
'De myrer er ret vilde efter at komme op og forvandle dit hus til savsmuld!' tænkte den til mig. 'Og vi holder øje med, hvornår du rejser på sommerferie. Glæd dig til at komme hjem!'
'Jamen så hør dog, hvad jeg tænker', tænkte jeg fortvivlet, jeg følte mig så rådden som en amerikansk præsident, der skulle have kineserne til at tro på, at han var kommet til at bombe deres ambassade ved et uheld. 'Det var et sort uheld. Jeg er så ulykkelig over, at det skete. Er der slet ikke noget, jeg kan gøre?'
Den tænkte længe. Til sidst kunne jeg se, at den drejede hovedet i retning af min sukkerpose, der står godt gemt af vejen på en hylde helt oppe under loftet. 'Måske...', tænkte den til mig.
Jeg fangede den med det samme. 'Jeg skal straks lægge en kop sukker ud til jeres tue. Hvor bor I henne?' Jeg havde allerede en kop i hånden.
'To kopper', tænkte den så. 'To kopper med top!'
Jeg var parat til hvad som helst. 'I får to kopper med top. Hvortil, sig mig hvortil...'
Den vendte ringeagtende sin bag op i ansigtet på mig og begyndte at traske hen mod vinduesåbningen. 'Tuen til højre for komposten', tænkte den. 'Du får to timer!'
Og sådan lykkedes det for mig at få freden genoprettet i ellevte time. Og nu ved jeg godt, at I sidder rundt om og tænker, hold kæft mand, nu har han da godt nok fået for meget solskin, ham den gode skærveknuserforfatter! At tale sammen med myrer ved hjælp af telepati!
Men jeg føler mig altså overbevist om, at jeg virkelig har fat i noget her. Myrerne tilhører ligesom hvepse og bier de årevingede insekter, og de udmærker sig ved at have en i hvert fald for insekter sjældent høj intelligens. Hvorfor skulle det ikke være muligt? Bier kan da kommunikere med temmelig sammensatte meddelelser, det er videnskabelig bevist.
Bliver jeg mere og mere tosset? Jamen, jeg er parat til at lade det komme an på en prøve. Alle I, som er skeptiske, I kan jo kigge ud forbi her efter ferien. Og hvis mit hus er forvandlet til savsmuld, så må jeg erkende, at min kommunikation med myren var indbildning, og det er ikke lykkedes mig at forhindre krigen. Hvis mit hus derimod stadig står, så må I til gengæld også indrømme, at det ser ud til, jeg har fat i noget. Og så må I give øl!