Tiden nu moden til at vi åbent og direkte diskuterer vores vision for den kommunistiske bevægelse. Det skærer jo i øjnene med tre små kommunistiske partier i et lille land som Danmark, skriver DKP/ML´s formand Jørgen Petersen:

Situationen i hele arbejderbevægelsen i dag er meget alvorlig. Folketingsvalget i november sidste år er en afspejling af, hvor dybt problemerne stikker.
Venstrefløjen fik sit dårligste resultat siden 1964. Det er et tilbageslag til tiden før ungdomsoprøret og kampen mod Unionen begyndte at slå ind parlamentarisk og undergrave Socialdemokratiets styrke og rodfæste.
Situationen forværres af at også fagforeningerne er betydeligt svagere end tidligere. De borgerlige partier begynder at slå rod i arbejderklassen. Kommunisterne er splittede og står ikke som et troværdigt alternativ for den brede del af arbejderklassen.
Det er kun et stærkt kommunistisk parti, der kan ændre denne situation. Hvis ikke dette parti skabes i løbet af kort tid, vil arbejderklassen blive slået endnu mere tilbage. Vi har kun en eksistensberettigelse, hvis vi evner at tage denne udfordring op.
Med socialismens fald i Europa blev krisen for den kommunistiske bevægelse akut i Danmark og resten af verden. Siden har reaktionen i Danmark og internationalt været i uafbrudt offensiv.
I denne situation gjorde de danske kommunister fælles front i forsvaret af demokrati, velfærd og socialisme. Vi har stået fast og forsvaret vores revolutionære idealer og kommunistiske grundlag. I denne proces har vi lært hinanden at kende og arbejder sammen stort set overalt, hvor det er muligt.

Tiden er moden
Nu er tiden moden til, at vi åbent og direkte diskuterer vores vision for den kommunistiske bevægelse. Det skærer jo i øjnene med tre små kommunistiske partier i et lille land som Danmark.
Jeg tror at alle danske kommunister glædes over at høre, når kommunister i udlandet forener sig efter lang tids splittelse.
Men lige så snart vi kigger på Danmark, så er der straks tusind og en begrundelse for at fastholde opsplitningen.
I 11 - 12 år er der blevet advaret mod at gå for hurtig frem. Nu er tiden inde til at vende argumentet om. Det går for langsomt - ikke for hurtigt.
Kendsgerningerne taler deres eget sprog. Der bliver færre og færre organiserede kommunister i Danmark. Hvis vi ikke samles indenfor en relativ kort tidshorisont står vi i fare for at miste yderligere terræn.
For DKP, KPiD og DKP/ML gælder det at se virkeligheden i øjnene - hovedparten af kommunisterne findes ikke i, men udenfor vores eget parti. Man kan vælge at lukke øjnene for denne beklagelige kendsgerning, eller tage den op som en dristig udfordring.

Et stærkt kommunistisk parti mangler
Det kommunistiske parti er arbejderklassens parti. Men realistisk må vi også konstatere, at kommunisterne i Danmark står svagere rodfæstet i arbejderklassen og ikke mindst i industrien, end kommunisterne har gjort på noget tidspunkt siden Anden Verdenskrig.
De danske kommunister har en fælles strategisk målsætning. Vi vil opbygge en bred folkelig alliance mod monopolerne for at kunne omstyrte kapitalismen og begynde den socialistiske opbygning.
Konkret står vi med den kæmpemæssige udfordring at udvikle kampen mod højre, med den kæmpende del af fagbevægelsen som omdrejningsakse.
I virkelighedens verden har vi ikke engang kunnet sikre, at de faglige kommunister har kunnet mødes på landsplan på tværs af partierne og diskutere sammen. Det er et håndgribeligt eksempel på, at der er langt til vi sammen har tilkæmpet os en rolle som kommunistisk fortropsparti.
På papiret er vi alle enige med Lenins ord om, at der ikke kan udvikles en revolutionær bevægelse uden en revolutionær teori. Vi understreger, at marxismen leninismen er en levende teori i bestandig udvikling.
Kendsgerningen er, at vi har svært ved at få prioriteret de nødvendige kræfter til at arbejde med politikudvikling og det teoretiske arbejde.
Man må sige vi heller ikke gør det lettere for os selv. Vi gennemfører hver sin programdebat. Vi arbejder hver især med en klasseanalyse og koordinerer ikke opsamlingen af diskussionen i den internationale kommunistiske bevægelse.

Fordommene
Kommunisterne har kæmpet for fremtidens samfund og kæmpet for progressive og revolutionære forandringer i ind- og udland.
Vi fremstod med et klart bud på, hvordan vi ønskede at det danske samfund skulle udvikle sig.
Det var med dette afsæt og på grund af eksistensen af de socialistiske lande - som på godt og ondt blev identificeret med en virkeliggørelse af vores vision - at vi kunne alliere os med brede grupper og lag, der har været tiltrukket af både af vores handlekraft i klassekampen og vores socialistiske målsætning.
Realistisk set kendes kommunisterne og vores politik ikke af arbejderklassens flertal i dag. Nogle tror de kommunistiske organisationer er nedlagt. Der er også mange der tror, at kommunisterne ønsker at dreje historiens hjul tilbage.
Der er mange fordomme om det kommunistiske parti som tunge bureaukratiske strukturer, hvor holdningerne serveres oppe fra og ned - et parti hvor ledelserne bestemmer, hvad medlemmerne mener.
Der er andre der tror, at det kommunistiske parti består af gråskæggede mænd på nogle fagforeningskontorer, som har store maver, fordi de drikker for meget øl.
Igen er der andre der holder sig tilbage fra en kommunistisk organisering, fordi de tror at en partibog i det kommunistiske parti er udsigten til et langt liv med offervilje og kadaverdisciplin.

Vi har et medansvar
Vi bærer selv et medansvar for at der findes sådanne opfattelser. Vi bærer stadig rundt på mange af de ideer og arbejdsmåder, som blev udviklet under den kolde krigs periode. Vores omstilling til den nye situation, der opstod efter Sovjets opløsning går alt, alt for langsom.
Det viser, at vi skal blive langt bedre til at forklare, hvad det kommunistiske parti er. Jeg ser vores parti som et landsdækkende kampfællesskab - et levende men også forpligtende demokrati, hvor der er brug for alle.
Det er en livslang skole, hvor vi udvikler os og bliver klogere sammen i kraft af vi kæmper, diskuterer og studerer sammen. Partiet giver os overblik, sammenhænge og tro på fremtiden, når tingene ser aller mest sorte og uoverskuelige ud.
Det kommunistiske partis struktur og metoder er naturligvis ikke statiske. Det må indrettes ud fra hvert enkelt lands konkrete omstændigheder. Partiet i dag skal naturligvis ikke fungere som partiet gjorde det i 30'erne eller som det gjorde under illegaliteten under Anden Verdenskrig.
Et stort parti som DKP i 70'erne skal naturligvis indrettes anderledes end et lille parti skal det. Det er netop med dette afsæt at DKP/ML har sagt, at der er brug for at opbygge et moderne kommunistisk parti.

Lad os forberede en fælles offensiv
Realistisk set står vi i en situation, hvor kernen i det kommende stærke kommunistiske parti er splittet i flere centre. Kun hvis denne kerne samles, kan vi sikre kraften til at opbygge det parti, vi alle ønsker og som arbejderklassen har så brændende brug for.
Vi skal blande os i holdningsdiskussionen - sætte vores præg på samfundsdebatten - som i bund og grund handler om i hvilken retning, det danske samfund skal udvikle sig. Hver tid har sine kampformer og centrale politiske krav.
Vi skal på banen og først og fremmest give retning og perspektiv til alle de tusinder af unge ildsjæle, der til stadighed træder ind på den politiske arena, fordi de ønsker en bedre, mere retfærdig, mere fredelig og mere grøn verden.
Vi må styrke argumentationen for socialisme. Socialisme må ikke blive noget der var engang i Østeuropa. Det må ikke blive en fritsvævende utopi. Det må ikke ende med at blive noget, vi kun taler om ved festlige lejligheder.
Vi må konkret påvise, hvordan socialismen er det kapitalistiske system overlegent med afsæt i den virkelighed og de spørgsmål som alle kender.
Det er vores opgave som kommunister at udvikle og konkretisere, hvordan socialismen vil se ud i et højtudviklet kapitalistisk land.
Vi må vise konkret, hvordan og hvorfor socialismen vil sikre opfyldelsen af de krav og målsætninger, som arbejderklassen og den brede befolkning har. Vi må finde vejene til at opstille og løse den danske revolutions konkrete problemer.
Den kommunistiske presse er af stor vigtighed. DKP/ML har mange gange tilbudt både DKP og KPiD fri adgang til avisens spalter. Vi har opfordret til at man tager et medansvar for at sikre bladets udbredelse.

Det kommunistiske fortropsparti
Vi er indstillet på at gå endog meget langt i denne retning, helt frem til at udvide udgiverkredsen i en situation, hvor en regulær samling er aftalt mellem os. Vi er også rede til at diskutere fælles skoling, fælles sommerlejre og andre former for samarbejde.
Ideen om det kommunistiske fortropsparti angribes fra mange sider. Der er kræfter, der mener at der ikke længere er brug for et fortropsparti.
De mener at en parlamentarisk samling, som Enhedslisten eller forskellige former for brede græsrodsinitiativer med en flad og mere eller mindre ultrademokratisk struktur, er mere demokratiske og bedre egnede til at skabe samling og forandring.
Ideen om et stærkt kommunistisk parti angribes også fra venstre af folk, der polerer principperne i en uendelighed og gør ideologien til golde dogmer.
Vi har meget entydige erfaringer på disse områder. Det kommunistisk parti skal ikke være en bevægelse i bevægelserne - ikke en snæver organisation til dagskampens fremme eller understøttelse af hvad Enhedslisten laver i Folketinget.
Der kan ikke opbygges stabile brede og slagkraftige folkelige bevægelser uden kommunisterne er med og spiller en aktiv og ledende rolle. Det betyder konkret at vi tilkæmper os en position, hvor vi sikrer den politiske retning og bredden på en og samme tid.

Det kommunistiske masseparti
Efter DKP/ML's opfattelse er det af stor betydning, at det kommunistiske parti åbnes op og bringes til at fungere som et masseparti og ikke som et elitært kadreparti. Det må imidlertid ikke betyde, at partiets grundlæggende karakter udvandes.
Kommunisternes store styrke har historisk været, at vi optræder samlet i klassekampen for at omsætte vores fælles beslutninger til handling. Sådan er situationen ikke i dag, og den kan ikke været det så længe kommunisterne er splittet op i flere partier med deres egen disciplin.
For at kunne genskabe et stærkt kommunistisk parti må den politiske ideologiske og organisatoriske enhed genskabes. Et sådant parti må gennemsyres af en frivillig og bevidst disciplin.
Det kan kun fungere med et aktivt og levende partidemokrati, hvor der også er stor respekt for den enkelte kammerat. Alternativet er at vores partimøder visner og bliver formelle, mens de levende diskussioner blomstrer på værtshusene, når partimøderne er afsluttet.
Vi er også nødt til at diskutere kravene til medlemskab. Man kan blive medlem af DKP/ML, hvis man opfylder tre forudsætninger. Man skal tilslutte sig partiprogrammet, betale sit kontingent og være aktiv i sin afdeling.
Partidemokratiet har afdelingerne som sin akse. Her har alle partimedlemmer både mulighed for og pligt til at diskutere partiets linie og vigtige politiske og ideologiske spørgsmål. Her har alle medlemmer en direkte demokratisk indflydelse på partiets løbende arbejde.

Der er ingen facitliste
Spørgsmålet om aktivitetspligt diskuteres i en række partier. Der kan og skal naturligvis ikke stilles ens krav.
Efter min opfattelse må alle partimedlemmer efter evne og mulighed yde en aktiv indsats i klassekampen, naturligvis med hensyntagen til alder, helbred og lignende forhold. Aktivitetskravet er utroligt vigtigt både for at sikre partiets handlekraft og enhed, men også den enkelte kammerats udvikling.
Vi har ingen facitliste - eller kogebog - som den hed i gamle dage - hvor vi slår op og finder svarene på klassekampens ofte komplicerede spørgsmål. Vi har heller ikke noget moderparti i Havanna, Pyongyang eller andre steder.
De danske kommunister må finde deres egen vej. Naturligvis skal vi lære af andre, især af partier der kæmper i lande og under omstændigheder, der ligner vores egne. Det vil først og fremmest sige de kommunistiske partier i de nordiske lande og partierne i Europa.
Internationalismen er utrolig vigtig, men kræver også mange ressourcer. Derfor vil det være naturligt, at de danske kommunister beslutter sig for at koordinere vores forbindelser til den internationale kommunistiske bevægelse.
Kommunisternes enhed skabes ikke ved et skrivebord. Det kommunistiske parti kan kun opbygges tæt forbundet med klassekampen. Det er helt utilstrækkeligt med en snæver aktionsenhed, som den vi skaber med mange andre kræfter i klassekampen.

Ved en korsvej
Tiden er kommet til at vi bevidst opstiller det som målsætning, at optræde fælles i klassekampen i kraft af et tæt samarbejde mellem partierne og deres ledelser. Efter min opfattelse findes der ingen holdbare argumenter, for at udskyde et sådant skridt.
Også de mange hundrede kommunister, der i dag midlertidigt står uden partibog, må nu gøre deres stilling op. Tiden er kommet til at organisere sig igen. Min opfordring er, at man går ind i det parti, man føler står en nærmest. Det vigtigste er at man nu organiserer sig og kæmper med.
Efter min mening står de danske kommunister ved en korsvej. Den ene mulighed er at vi igangsætter en bevidst samlingsproces, som naturligvis indbefatter en grundig diskussion af det kommende partis program, politik og struktur.
Den anden mulighed er at vi fortsætter med at udskyde en sådan proces til en ubestemt fremtid. Konsekvensen vil være katastrofal både for kommunisterne og den arbejderklasse, vi påberåber os at repræsentere.