- Tidspunktet er kommet til at sige fra. Til at sige fra overfor israelske varer, når vi står nede i supermarkedet

af Søren Søndergaard, MF for Enhedslisten
Alle os som er samlet her i dag ønsker fred i Mellemøsten.
Men betyder det, at det palæstinensiske folk skal acceptere en hvilken som helst fred? Skal det palæstinensiske folk acceptere den håbløshedens fred, som kan findes i et kuet og terroriseret folk, som har opgivet at kæmpe mod undertrykkerne?
Skal det palæstinensiske folk acceptere den fordrivelsens fred, som man kan finde i de områder hvor de er blevet drevet på flugt fra? Eller skal det palæstinensiske folk acceptere den dødens fred, som man kan finde i ruinerne af de boligblokke i Jenin, som israelske militær-bulldozere har jævnet med jorden?

Er det den slags fred, vi ønsker for det palæstinensiske folk? Nej, i dag må vi sende et klart budskab om en retfærdig fred. En fred, som indebærer, at den israelske hær øjeblikkeligt trækker sig tilbage fra de besatte områder.
En fred, som indebærer, at bosættelserne fjernes og at de fordrevne palæstinensiske flygtninge får ret til at vende hjem. En fred, som indebærer oprettelsen af en uafhængig og levedygtig palæstinensisk stat.
Desværre er det noget helt andet vi hører fra den danske regering. Anders Fogh udtrykker 'forståelse' for den israelske hærs hærgen og optræder som USA's ekko i Europa. Hvad Bush sagde i går, det mener den danske regering i dag. Igen og igen taler den om at dele sol og vind lige mellem konfliktens parter.
Men hvordan kan man dele sol og vind lige mellem en besættelsesmagt og et besat folk?

Efter Enhedslistens opfattelse er der ingen sag, som kan retfærdiggøre overlagt mord på uskyldige civile. Det gælder også selvmordsbomber udløst af desperate palæstinensere. De rammer forkert - både fysisk og politisk.
Men det ændrer ikke, at det palæstinensiske folk har en legitim ret til at bekæmpe besættelsesmagten på præcis samme måde, som den danske modstandsbevægelse havde ret til at bekæmpe den nazi-tyske besættelse fra 1940-45.

Den 20. december sidste år spurgte jeg regeringen om Israel er omfattet af det danske forbud mod at eksportere militært isenkram til krigsførende lande og om en dansk virksomhed har fået tilladelse til at eksportere våbendele til USA vel vidende at disse endte i kampfly i Israel.
Er det ikke et oplagt spørgsmål i en situation hvor man dag efter dag kan se israelske fly angribe palæstinensiske byer og dræbe uskyldige civile?
Men regeringen har ikke noget hastværk. Den har ikke travlt. I dag - 117 dage senere - har regeringen endnu ikke svaret. Den er åbenbart så optaget af at dele sol og vind lige, at den er ude af stand til at forholde sig til Danmarks medansvar for Israels krigsforbrydelser.

Men Danmark har et medansvar!
Vi har været med til at acceptere at Israel har overhørt den ene FN-resolution efter den anden, uden at det har fået konsekvenser.
Vi har været med til at acceptere en Toldunions-aftale, som giver israelske varer fordele på det europæiske marked - også selvom Israel åbenlyst krænker menneskerettighederne - ikke bare i de besatte områder, men også overfor jøder og palæstinensere i selve Israel.
Vi har accepteret en israelsk ambassadør i Danmark, som direkte har erkendt sit medansvar for brug af tortur i over 100 tilfælde.

Verden har ændret sig efter den 11. september. Men ikke til det bedre. I ly af kampen mod terror har undertrykkende regimer fået friere spillerum til at slå til mod befolkningsgrupper, som kæmper for deres rettigheder. Det gælder for eksempel det russiske regime i Tjetjenien og det israelske regime i Palæstina.
Men Ariel Sharon har begået krigsforbrydelser nok. Tidspunktet er kommet til at sige fra.
Til at sige fra overfor israelske varer, når vi står nede i supermarkedet.
Til at sige fra overfor den danske regerings manglende vilje til at skelne mellem undertrykkere og undertrykte.
Til at sige fra overfor EU's toldbegunstigelser af israelske varer. Til at sige fra overfor ethvert land, som forsyner Israel med våben.
Det er tid til forandring:
Israel ud af de besatte områder nu!

Ovenstående er den tale, som Søren Søndergaard holdt ved Fred Nu-demonstrationen på Rådhuspladsen den 16. april.