Jo, jeg har da været i Sverige før. I min ungdom blaffede jeg lidt rundt i de endeløse svenske nåleskove. Og det, jeg fandt ud af dengang, var, at de er virkelig endeløse. Siden har jeg vist ikke været der.

Jo, dengang jeg arbejdede i Norge, skete det et par gange, at jeg havde kørelejlighed med nogle andre danskere, som kørte gennem Sverige hjem til Danmark. Men det er jo længe, længe siden. Selvom jeg godt nok kun har en times rejse til Sverige i dag, så bliver det ikke rigtigt til noget. Jeg er ikke så meget til turistrejser.
Men i forbindelse med mit jobskifte her før ferien forærede jeg mig selv en fridag til det store eventyr. Nu skulle det være! Jeg har brugt fire år af mit liv på at bygge tunnel i Sydhavnen til Malmöexpressen, og det er nu en fem-seks år siden, men det var første gang, jeg skulle prøve at køre gennem den. Det var vel ikke for tidligt!
Joh, det er da en lidt speciel fornemmelse! Det er godt nok bare sort mørke i sådan en tunnel, men i det sjak, jeg var, havde vi specialiseret os i de tunnelafsnit, hvor ventilationsåbningerne sidder, og der kommer der lys ned.
Så jeg kunne sidde i toget og se, der kom treeren, det var der, hvor kranen tabte et fire meter langt stykke 25 mm armeringsjern fra seks meters højde, det var blevet hejst op lodret og kom derfor også ned lodret, som et spyd, og det gik lige durk gennem et stillads, der stod ikke en mand, der hvor det kom ned, tilfældigvis!
Og der kom sekseren, det var der, hvor forskallingen sprang, og tunnelen blev tyve centimeter bredere, end den skulle være. Det var heldigvis ingeniøren, der havde anvist os, hvordan forskallingen skulle konstrueres, men lortet sprang altså, det lød som en maskingeværsalve, da det skete, og vi løb langt væk.
Da vi kom tilbage for at besigtige skaden, måtte vi jo erkende, at det ikke så helt ud som på tegningen mere, det måtte ingeniøren også erkende. Og så spurgte jeg ham, om de ikke bare kunne lave en ny tegning, men det var vist ikke lige tidspunktet for den slags vittigheder.
I hvert fald blev det min makker og mig, der dagen efter kom til at skrælle tyve centimeter beton af den seks meter høje væg med lufthammer. Når man ved det, kan man stadigvæk i halvmørket se den mange kvadratmeter store reparation, og det vil man kunne, lige så længe som Sydhavnstunnelen består.
Det var også på sekseren, vi gik, tror jeg, da en mobilkran væltede ud over tunneludgravningen, og en tonstung betonklods røg ned og skrællede førerhuset på en Bobcat, hvor der sad en mand indeni. Det er vist det nærmeste, jeg i mit liv har været på et mirakel, at der ikke var nogen døde!
Og så nieren, det var der, hvor min makker lod være med at spise af sin madpakke om morgenen, da han og jeg blev kommanderet ud for at hjælpe et andet sjak med en modbydelig støbning i et modbydeligt vejr.
Han har et problem med blodsukkeret, derfor må han ikke lade være med at spise om morgenen, og da vi var på vej ud til støbningen, dejsede han pludselig bevidstløs omkuld og måtte babubabu på hospitalet. Og han vidste godt det med blodsukkeret, men det er ret farligt at lege med sådan noget, og jeg har siden tænkt over, nej, jeg skal ikke sige, det var et bevidst nummer, han lavede, men altså, hvis man nu forestillede sig, at nogen bevidst satte deres liv og helbred på spil på den måde, så sagde det altså noget om, at de ikke havde ret positive følelser overfor det job, de skulle i gang med.
Jo, det er da sjovt. Men jeg synes egentlig, det er uanstændigt, i vores rige samfund, at nogen mennesker skal gå og føle, de er nødt til at acceptere sådan nogen valgsituationer! Jeg mener, tilværelsen er vel ikke en straffefangekoloni!
Så kom vi ud af tunnelen, i det smukkeste solskin, og der, på højre side et par kilometer nede langs Køge Bugt-kysten, fri udsigt ned til Avedøreværket, som jeg har brugt tre af de allerseneste år af mit liv på at være med til at opføre anden halvdel af.
Nu havde jeg sagt op, jeg havde fået arbejde i et andet firma, og som jeg sad der i toget, kunne jeg mærke, det var med uendelig lettelse, jeg tænkte på, at jeg aldrig mere skulle tilbage til det.
Jeg ved godt, om nogen år vil jeg også huske sjove episoder fra Avedøreværket, men fra de seneste mange måneder huskede jeg i øjeblikket ikke andet end trummerum og dårligt kammeratskab og ydmygende forringelser af arbejdsvilkårene fra firmaets side. Det hænger nu sammen.
Når kammeratskabet er dårligt, tillader firmaet sig at ydmyge folkene mere, for så kæfter de mindre op. Godt kammeratskab er simpelthen det allervigtigste på en arbejdsplads, det har det alle dage været! Det var godt at komme væk! Nu kunne jeg trække vejret, tænkte jeg, mens toget begyndte turen ind på det solbeskinnede Amager! Den her tur det var afsked med de seneste elleve år af mit liv!
Og Sverige? Joh! Jeg var da inde i en boghandel derovre, og der fandt jeg en bog, der hedder 'Kunskapsbegreppet i praktisk filosofi'. Den er enormt spændende, den bog. Men det vender jeg måske tilbage til ved en anden lejlighed.