Danske Slagterier vil give præmier til tyske jægere for at skyde vildsvin i Nordtyskland
Kommentar af Poul Henrik Harritz, præsident i Danmarks Naturfredningsforening
Danmarks naturfredningsforening, DN, går nu til de tyske medier, efter at sammenslutningen Danske Slagterier, DS, har opfordret tyske jægere til at skyde vildsvin i Nordtyskland.
Det er en usædvanlig beslutning for naturfredningsforeningen at gå til de tyske medier. Men det sker nu efter at DS ønsker vildsvinene skudt ved et helt 'korps af jægere sættes ind mod tyske vildsvin'. Samtidig har Landsforeningen af Danske Svineproducenter udlovet en dusør på 1875 kroner pr. vildsvin, som tyske jægere nedlægger i Nordtyskland.
Årsagen er blandt andet, at tyske vildsvin i 1998 krydsede Kieler-kanalen. Det betyder, at der ikke længere er en naturlig barriere, som forhindrer dem i at fortsætte vandringen mod Danmark.
DS frygter, at de tyske vildsvin vil øge risikoen for sygdomme og epidemier i den danske svinebestand. Men frygten er vildt overdrevet, og 'dusøren' er helt ude af trit med takt og tone i dansk naturforvaltning.
Det er en forældet form for problemløsning at ty til bøssen og skyde løs. For et par hundrede år siden udbetalte man skydepræmier for at nedlægge danske krondyr og sæler. Man mente, at bestandene var uforenelige med skov. og fiskeriinteresser. I dag forsøger man i stedet at få erhverv og det vilde dyreliv til at leve i sameksistens med hinanden.
Og det går jo meget godt. Derfor opfordrer vi nu den tyske offentlighed og i særdeleshed de tyske jægere til at tage afstand fra skydepræmier.
Hvad angår smittefare er DN langt fra enige med DS. Problemet med smittefare og sygdomme for danske tamsvin skal efter min mening søges et helt andet sted end blandt de tyske vildsvin. Man kan stille det spørgsmål, om ikke smittefaren ikke er betydelig større blandt besætninger på de store svinefarme og blandt frilandsgrise i forhold til en lille bestand af tyske vildsvin, som måske vil krydse grænsen.
De store svinefarme er et unaturligt levested for dyrene. Disse produktionsforhold udgør en langt større risiko for smittespredning med alvorlige følger for eksporten, hvis det virkelig går galt.
De seneste tilfælde af svinepest i Tyskland har fundet sted i Braunschweig, langt fra den danske grænse, ifølge vores oplysninger. Så DS vender bøssen i den forkerte retning i denne sag.
DN vil foruden henvendelsen til den tyske offentlighed også tage sagen op med miljøministeren gennem Vildtforvaltningsrådet. Vildtforvaltningsrådet - miljøministerens råd i vildtspørgsmål - som blandt andet De danske Lanboforeninger er medlemmer af, har tidligere i al enighed lagt op til, at udryddede arter, der genindvandrer, som udgangspunkt bør beskyttes og accepteres i den danske natur.
Sakset fra Danmarks Naturfredningsforenings hjemmeside www.dn.dk
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278