Gode råd er dyre, når Horsens Kommune skal spare 60 millioner kroner
Af Per Andersen, byrådsmedlem for Socialdemokratiet, Horsens
Nu hvor der er tid for budget-forhandlinger, var Venstre først ude med deres bud på, hvad de ikke ville være med til. Virkeligheden forholder sig sådan, at de ca. 40 millioner af dem, vi skal spare, er dem, vi får for lidt i udligningsordning, og de resterende godt og vel 20 millioner, er hvad den siddende VC-regering har pålagt byrådet at spare.
Det er fint, at Venstres byrådsgruppe ikke vil være med til at spare på de områder, hvor de gamle og børn er på, men det er dobbelmoral så det basker, når det er Venstres egne partifæller i Folketinget, der har bragt os i den situation, vi står i i øjeblikket.
Når der skal spares, så er det typisk Venstres holdning, at næsten alt skal udliciteres. Jeg er nu af den opfattelse, at det vil blive dyrt. Det har vist sig mange gange, at udlicitering bider sig selv i halen, det er populært sagt som at p... i bukserne på en kold vinterdag.
Dermed ikke sagt, at der ikke skal undersøges om, noget kan gøres bedre. Der må vi politikere bede om hjælp. Da det er personalet i kommunen, der er tæt på virkeligheden og er de reelle eksperter på områderne, er det dem, der ved, hvor der eventuelt kan spares og effektiviseres. Og det er selvfølgelig dem, der skal tages med på råd.
Det er vel sådan, at det at komme med gode ideer altid belønner sig. Lad os nu lege med den tanke, at vi beslutter at give 10 procent af det vi/en medarbejder kunne spare til vedkommende. Kunne det kaste flere ideer på bordet? Så var det vel ikke så ringe endda.
Så lige en ting til. Når Venstre kommer med forslag til lønnedgang på to procent, så er det en god ide at starte med sig selv. Det forholder sig sådan, at Venstres byrådsgruppe indkasserer de største lønninger - ca. 500 kr. i timen. Ta´ et kig på jer selv, er det kun jer, der må tjene penge.
Vi skal vel alle være her og eksistere. En ting er sikkert, vi er ude i en svær tid, men jeg ved også, at vi i den socialdemokratiske gruppe vil gøre alt, hvad der ligger i vores magt for at besparelserne bliver så lempelige for enhver som overhovedet muligt.
Jeg er af den opfattelse, at borgerne har en klar holdning til, at det her gør ondt på alle, men vi må sørge for, at de svageste ikke rammes så hårdt.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278