Dette års finanslov er et taktisk skridt tilbage, der skal dysse modbevægelserne ned

af Søren Søndergaard, Enhedslistens folketingsgruppe
Udramatisk, uambitiøs, træt og passiv. Sådan lød dommen over regeringens finanslovsforslag ikke bare fra oppositionspartierne, men også fra store dele af pressen. Og helt forkert er det ikke.
Men man skal ikke overse, at også dette års finanslov indeholder de såkaldte grønthøsternedskæringer hen over alle poster, hvilket uundgåeligt vil medføre afskedigelser i den offentlige sektor og ringere offentlig service. Og ude i hjørnerne finder man de hug, der afslører regeringens liberalistiske ideologi til gavn for overklassen i det danske samfund.
Nogle eksempler: Konkurrencestyrelsen, som har afdækket virksomhedernes ulovlige karteller, får et hug. Det samme gør Forbrugerinformationen, der skal hjælpe almindelige mennesker med at gennemskue reklame-tilbuddenes fusk og bedrageri. På uddannelsesområdet går det særlig ud over VUC, hvor de dårligst uddannede har en chance, og de tekniske skoler, hvor det store flertal er børn af almindelige lønmodtagere. Også byfornyelsen forsøges kvalt i finansloven, på trods af at det så sent som i foråret blev dokumenteret, at netop byfornyelse skaffer mange med løs tilknytning til arbejdsmarkedet i arbejde.
Men i det store billede er det små tal, der rykkes med, for eksempel sammenlignet med denne regerings første finanslov. Men hvorfor denne passivitet? Har regeringen tabt pusten? Nej, desværre ikke!
I Enhedslisten mener vi, at hovedforklaringen skal findes uden for Christiansborg. Regeringspartierne har ikke høstet nogen gevinst i meningsmålingerne efter at have slået hårdt til i den første finanslov, tværtimod. Og de ni måneder, regeringen har været ved roret, har været præget af protester og demonstrationer, som mange ellers - især regeringsvenlige kredse - havde forvist til historiens mødding.
Ud af den situation udspringer en anden forklaring, som hører til på Christiansborg. Regeringen har lavet et udspil, som Socialdemokratiet og de borgerlige midterpartier, Radikale og Kristelige, ikke blankt kan afvise. Det indeholder ikke noget, der er så dramatisk, at det kan begrunde, at disse partier afviser at indgå i reelle forhandlinger om finansloven.
Med sådan et relativt imødekommende udspil håber regeringen, at den i det mindste kan involvere de tre partier i en forhandlingsfase og sandsynligvis også indgå en række delforlig om enkeltområder i finansloven. Sådanne forhandlinger og forlig kan give regeringen et pænere image og dermed tage vinden ud af sejlene på mobiliseringer mod regeringen.
I den situation er det vigtigt at fastholde, at regeringen har en langsigtet strategi, der dels består af omfattende omfordelinger fra løn til profit, dels består af en nedbrydning og afregulering af de kollektive og sociale elementer i samfundet - fra understøttelse til hospitaler og fra fagbevægelse til den almennyttige boligsektor. Dette års finanslov er et taktisk skridt tilbage, der skal dysse modbevægelserne ned, så regeringen kan slå så meget desto hårdere til senere.
Derfor er det vigtigt at alternativet til regeringen - Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten - ikke indgår i kompromisser, som legitimerer regeringens nedskæringer, omfordelinger og privatiseringer. I stedet er det vigtigt at holde kadencen oppe og fortsætte aktiviteterne mod regeringen, hver gang den foreslår eller gennemfører dele af sin nyliberalistiske forringelsespolitik.