Ifølge undersøgelser tror 100 millioner mennesker i verdens rigeste land på djævlen og skærsilden og anser Darwins udviklingslære for en fiks ide.

af Sven Tarp
Den internationale isolation af USA kommer ikke kun til udtryk i modstanden mod den forestående krig. Den finder også mange andre udtryk og viste sig senest, da udenrigsminister Powell blev buuh'et ud på sidste uges topmøde om bæredygtig udvikling i Johannesburg.
I Latinamerika viser den sig ved en voksende modstand mod det amerikanske frihandelsområde (FTAA), hvormed USA søger at kolonisere en hel verdensdel.
I Afrika ytrer den sig blandt andet i en øget opbakning til Zimbabwes nationalistiske præsident, Robert Mugabe, efter at denne har skærpet sin anti-imperialistiske retorik og trods advarsler fra USA og Storbritannien gjort alvor af planerne om at ekspropriere de hvide farmeres land.
Og i den arabiske og muslimske verden kan man slet ikke overse den.
Denne voksende isolation af USA er det største lyspunkt i en ellers ildevarslende og bedrøvelig verden.
USA har i høj grad bygget sin position som verdensmagt på et system af alliancer og klient-stater, som systemkritikeren Noam Chomsky kalder dem. Hvis dette system svækkes, betyder det en alvorlig svækkelse også af USA. Det er endnu for tidligt at sige noget endegyldigt om, hvorvidt den nuværende isolation blot er et forbigående fænomen eller er af mere varig karakter.

Det økonomiske fundament smuldrer
Under alle omstændigheder kan USA's position som verdens stærkeste supermagt ikke vare evigt. Mange andre ting tyder også på, at fundamentet er ved at smuldre.
Økonomisk står del skralt til, selv om USA stadig har verdens største økonomi. (Det vil vare endnu omkring 15 år, før Kina overhaler USA, hvis de nuværende vækstrater fortsætter.) Mens den amerikanske økonomi umiddelbart efter anden verdenskrig udgjorde cirka halvdelen af verdensøkonomien, er denne andel i dag faldet til omkring 30 procent.
Reelt set har USA befundet sig i økonomisk krise siden starten af 1970'erne. Nyliberalismen og dens optrappede udsugning af verdens rigdomme var fremfor alt et svar på denne generelle krise. USA er i dag verdens mest gældsatte nation. Og det er samtidig det udviklede land med den laveste opsparing.
1990'ernes opsving under Clintons 'New Economy' var intet andet end et forbigående kosmetisk fænomen, der beroede på kolossale årlige kapital-overførelser fra den øvrige verden. Heller ikke dette kunne vare for evigt.
Da Bush tog over efter Clinton var afmatningen allerede en kendsgerning. Den blev yderligere skærpet efter 11. september som følge af faldende investeringslyst. Og trods forbigående fremgang i årets første kvartal, er der intet, der tyder på, at et virkeligt opsving nærmer sig.
Bush-regeringens krigspolitik og forøgede militærbudget kan i et vist omfang forklares på dette grundlag. Krig og oprustning har altid - for eksempel for Hitler-Tyskland i 1930'erne - været en af kapitalismens foretrukne måder at kæmpe sig ud af en økonomisk krise på. Intet marked er så stort og krævende som slagmarkens, hvor produkterne forbruges i samme tempo, som de fremstilles.
Men ud over de uforudsigelige konsekvenser, som en krig kan få for imperialismen (første og anden verdenskrig endte begge med socialistiske revolutioner i en række lande), er dette måske heller ikke engang løsningen på kort sigt i dag. I en artikel med titlen 'Den rige verden lever i fare for stagnation' advarede det indflydelsesrige Financial Times således den 2. september om mulige følger af en krig mod Irak:
'De hidtil nedslående tal fra årets tredje kvartal blev forværret af de høje oliepriser, som skyldes frygten for en krig mod Irak. Den uventede og uønskede følge af presset mod det irakiske regime var således en forøgelse af virksomhedernes omkostninger.'
Men det er dermed også klart, at de store olieselskaber ligesom våbenindustrien vil have fordel af en krig mod Irak. Ikke alene vil de igen kunne 'privatisere' de nationaliserede irakiske oliekilder. De vil også score store fortjenester ved de høje oliepriser.
Hvis USA gør alvor af sine trusler mod Irak, vil det givetvis føre til oprør og kaos i den arabiske verden, hvad der yderligere vil skrue oliepriserne i vejret og skærpe den økonomiske krise. En krig vil under disse omstændigheder også kunne føre til åben konfrontation mellem de imperialistiske magter med helt uoverskuelige konsekvenser...

Moralsk forfald
Den 16. juli skrev Karamat Khan en tankevækkende artikel i den pakistanske avis Frontier Post med titlen 'Hvornår vil det amerikanske imperium falde? ' Heri beskriver han nogle af de forfaldsfænomener, som kan iagttages i USA. Han citerer således en undersøgelse fra april i år, ifølge hvilken 74 procent af alle amerikanere var 'dybt bekymrede over nationens moralske tilstand'.
Khan nævner også, hvordan nogle af de ellers mest positive fremtidsforskere og historikere bliver mere og mere pessimistiske i deres syn på landets fremtid. Filosofi-professoren Jacob Needleman fra San Francisco State University advarer således i sin bog 'Den amerikanske sjæl'om, at de 'særlige amerikanske dyder' kan give bagslag:
'Frihed kan udarte til selvtilfredshed, uafhængighed kan forfalde til individualisme, hårdt arbejde kan blive slavebindende, praktisk livsindstilling kan føre til blind materialisme, ytringsfrihed kan føre til tom snak'.
Og Khan citerer endvidere Toronto Times for, at selv den ultrakonservative talsmand Newt Gingrich indrømmer, at 'den amerikanske civilisation kan ikke overleve med 12-årige, der får børn, 15-årige, der skyder hinanden, 17-årige, der dør af aids, og 18-årige, der får eksamensbeviser, som de ikke kan læse. '
Ifølge undersøgelser tror 100 millioner mennesker i verdens rigeste land på djævlen og skærsilden og anser Darwins udviklingslære for en fiks ide.
For nylig kom det frem, at over seks millioner amerikanere i dag er idømt frihedsberøvelse, og at over fire millioner af dem sidder i fængsel, de fleste sorte og latinoer.
Til dette dystre billeder kan man tilføje indeværende års mange skandaler i store amerikanske koncerner. De er blevet forsøgt solgt som korrupte og kyniske virksomhedslederes værk.
Men netop omfanget af dem viser, at det ikke er enkeltindivider, der er problemet, men selve det kapitalistiske system, som med sine krav om maksimalprofit driver virksomhedslederne til benhård kriminalitet, samt den nyliberale politik, der med sin deregulering og liberalisering åbner op for, at dette kan ske.
Alt sammen vidner det om en samfundsmodel, der er på vej ind i en dyb eksistenskrise, hvor kun socialismen synes at kunne frembyde noget virkeligt alternativ.

Hvornår det amerikanske imperium vil falde?
Ingen kan forudsige, hvornår det amerikanske imperium vil falde. Det kan vare endnu ti eller tredive år, selv om det første virker mere sandsynligt. Men det er derimod nemt at forudsige, at det ikke vil ske smertefrit. Oprustningen, krigspolitikken og indskrænkningen af de demokratiske rettigheder er - ligesom i 1930'erne - et svar på systemets krise.
Hvor frygtindgydende disse ting end kan forekomme, er de ikke noget tegn på styrke. De er tværtimod et tegn på, at USA ikke længere kan dominere verden med de hidtidige metoder. De er tegn på, at der er slået dybe sprækker i amerikansk hegemoni, som Gramsci ville have sagt. De er tegn på, at noget nyt er i gære.
Men det vil være naivt at tro, at den amerikanske imperialisme falder af sig selv. Den må hjælpes på vej - og ikke kun med fredelige midler. USA er nok svækket, men langt fra nogen svækling. Den er ikke blot økonomisk og militært verdens ubestridt stærkeste magt. Den øver også stadig gennem sin stupide dåsekultur en stor og negativ ideologisk indflydelse på verdens folk, især ungdommen.
Den amerikanske imperialisme vil yde modstand til det sidste og tage mange med i sit fald. Det er kommunisters, fredsfolks og alle normalt tænkende menneskers opgave at forhindre, at det bliver hele kloden, som går under ved samme lejlighed.

Konklusion
Vi lever i en reaktionær og ildevarslende tid. Det er derfor ikke så svært at få øje på de mørke skyer, som tårner sig op i horisonten. Men for kommunister har opgaven aldrig været udelukkende at advare om farerne. Den har i lige så høj grad været påvise de svagheder og sprækker, som åbner sig i modpartens rækker.
Det er til syvende og sidst der, at revolutionens slag må sættes ind, uanset hvor svage vi er til at begynde med. Det er der, at de virkelige perspektiver for fremtiden ligger gemt.
Som ovenstående har antydet, er der mange sprækker, som åbner sig i den nuværende situation: ikke blot mellem USA og dets traditionelle allierede, men også internt i det republikanske parti, blandt Bush-familiens hidtidige støtter og tilmed inden for den amerikanske regering.
Disse modsætninger mellem de imperialistiske magter og internt i disse lande må udnyttes maksimalt. Og dette må i første omgang ske gennem en begavet og velgennemtænkt alliance- og enhedspolitik, som samler alle de kræfter, der på den ene eller anden måde er i opposition til eller blot kritisk over for tidens hovedfjende.
Den umiddelbare opgave er at stable en bred fredsbevægelse på benene, der er tilpasset den nye situation og tager hensyn til alle de nuværende modsætninger i fjendens lejr.

Læs første del af Sven Tarps kronik i anledning af 11. september.