Men det er godt, at Anders Fogh og præsident Bush griber den røde fane og holder den rejst, når dens gamle bærere falder fra.
Der har nylig været international miljøkonference. Og det er fint. Det trænger vi til. Det tænker jeg tit på, når jeg cykler til eller fra arbejde.
Især hvis jeg bliver overhalet af en knallert på cykelstien. Navnlig i stille vejr, men selv når der er en smule vind, så kan sådan en gang olieblandet benzinos hænge i luften mange minutter og endnu flere kilometer bagefter og gøre det umuligt for os cyklister at få vejret. Det er noget forbandet svineri.
For ikke at tale om de to idioter, der bruger deodorant-spray i skuret efter arbejde, når de har vasket sig. Det er muligt, der ikke er freon i den slags spray-dåser nu om dage. Men når man ikke ud af skuret inden de fyrer dem af, er man ved at blive kvalt. Det er værre end Istedgade en fredag aften.
Nej, nu skal jeg ikke blive grov. Miljøkamp er vigtig og bliver stadig vigtigere. Og jeg synes, det er vigtigt, at de, der er ansvarlige for miljøsvineri, tager deres ansvar på sig og også er dem, der rydder op efter sig og tager ansvaret for at udvikle en bæredygtig udvikling.
Indimellem får jeg alligevel trang til at træde på tre skridts afstand af for få nuancer på miljødebatten. For hvem går ikke ind for rent miljø?
Men når velmenende venner sender mig e-mails med underskriftindsamlinger, som protesterer imod for eksempel raseringen af endnu et stykke regnskov, så skriver jeg ikke uden videre under. Jeg går ind for at bevare regnskov og truede dyrearter og alt det, men jeg er også godt klar over, at det ikke altid er MacDonald, der rydder nye græsningsarealer til bøfkvæg, når regnskov forsvinder, der kan lige så vel være tale om fattige bønder, der ikke har andre muligheder for overlevelse. Og sådan noget vil jeg vide besked om, før jeg sætter mit navn nogen steder.
Jeg kan godt huske, at en organisation som Greenpeace i sin tid måtte beklage den skade, deres deltagelse i anti-sælfangstkampagnen havde forvoldt resterne af grønlandsk fanger-kultur.
Det der indimellem giver mig trang til distance, er at det ofte er letkøbt og frelst, når vi lader os forarge over miljøsvineri. Undskyld det gammeldags ord, men der er altså klasseaspekter i det med miljøpolitik.
Da man i sin tid lancerede DDT som vidundermidlet til udryddelse af malaria-myg, greb man det begærligt i alle de områder, hvor denne sygdom forpestede tilværelsen for de fattige bønder og gjorde enhver drøm om økonomisk fremgang umulig. Og det drejede sig om hundredvis af millioner af mennesker.
I dag - mere end halvtreds år efter - hvor malariamyggene udvikler resistens mod DDT og hvor de hårdt plagede befolkninger slås med fosterskader, kræft og andre langtidsfølgevirkninger af dette - et af verdens farligste giftstoffer, bruger man det fortsat. Fordi de vestlige koncerner, der har tjent formuer på produktion og eksport af DDT, ikke har bekymret sig om at udvikle alternativer, selv om de i mange år har kendt til skadevirkningerne og resistens-effekten ved langtidsbrug.
For eksempel i Indien var man langt fremme med at udvikle en effektiv biologisk bekæmpelse af malariamyg, som både var billigere, forureningsfri og omgik problemet med de resistente myg. Men projektet blev standset af formentlig korrupte politiske beslutninger.
Og mens menneskene dør; efterhånden lige så meget af gift som af malaria, og de resistente myg breder sig, så forlanger de fattige bønder stadigvæk, at der bliver sprøjtet med DDT. Der er jo ingen, der giver dem mulighed for at vælge et alternativ. Og hvad interesserer langtidseffekterne af DDT i overmorgen dem, hvis de allerede er døde af malaria i morgen?
Den problemstilling er det ofte, vi ikke fatter, vi der så gerne vil forpligte alle lande - og også de fattigste lande - på at bekæmpe drivhuseffekter, vi har skabt, og beskytte truede dyr i regnskoven.
Efter Johannesburg kan vi godt slappe af.
Verdensudviklingen under ledelse af præsident Bush og Anders Fogh Rasmussen er i de bedste hænder. De er nemlig rørende enige - hvornår er Anders Fogh i øvrigt ikke rørende enig i præsident Bush's mindste prut? - nå, de er altså rørende enige om, at det er vigtigere at bekæmpe fattigdom end at lave forpligtende miljøaftaler.
Og Anders Foghs miljøbekæmpelsesideolog Bjørn Lomborg bakkede ivrigt op fra sidelinjen.
Men de har ganske ret. Det er også gammel kommunistpropaganda. Det er vigtigere at bekæmpe fattigdom end at indgå forpligtende miljøaftaler.
Så vidt jeg husker har for eksempel kineserne gentagne gange vægret sig ved at indgå forpligtende miljøaftaler med henvisning til, at det blot var en del af de rige landes strategi for at hindre selvstændig økonomisk udvikling i fattige lande, og at det i øvrigt var de rige lande selv, der stod for langt hovedparten af miljøsvineriet. Det var dengang kineserne endnu havde en rest af kommunistisk klarsyn. Nu om dage kører kineserne vistnok lavere profil med hensyn til at kritisere kapitalistisk dobbeltmoral, jeg skal ikke komme ind på overvejelser over hvorfor.
Men det er godt, at Anders Fogh og præsident Bush griber den røde fane og holder den rejst, når dens gamle bærere falder fra. For de gamle, som faldt...
Der er bare en lille detalje, som jeg stadigvæk spekulerer en smule på. Altså, det er logik, at de rige lande, som er ansvarlige for miljøsvineriet, bør tvinge hinanden ind i gensidige forpligtelser om at begrænse svineriet.
Men jeg kan også godt se logikken i det, når et fattigt udviklingsland - som for eksempel i sin tid Kina - ikke gider være med i de rige landes miljøcirkus, fordi det blot vil hæmme dette fattige land i at udvikle en selvstændig bæredygtig økonomi. Fattige lande har ret til positiv særbehandling i denne sag.
Det jeg ikke helt har fundet ud af endnu det er, hvordan præsident Bush og Anders Fogh kan påberåbe sig ret til at sige nej til gensidige forpligtelser om at begrænse svineriet, som ledere af fattige lande kan.
Hvem er så de rige?
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278