Tanker i kølvandet på 11. september
af Ron Ridenour
Det har taget mig længere tid at skrive dette essay end de fleste andre skriverier i mit liv. Hvad er det, der er galt? Det føles som jeg er i gang med at lege gud. Jeg er i gang med at pege med min fordømmende finger mod mange mennesker og dømme dem 'skyldige'. Hvorfor gør jeg det?
Den første grund er etisk: At mange af de 'uskyldige' mennesker som døde i terrorangrebet den 11. september i USA, faktisk ikke var uskyldige, forstået på den måde, at de var medbestemmende og medansvarlige for USA´s militaristiske økonomiske politik, der undertrykker os mennesker. Dette synspunkt bliver ikke diskuteret i medierne, heller ikke på venstrefløjen.
Den anden grund skyldes en vrede over det daglige politiske kommunikationsmiljø, der bombarderer os med magthavernes hellige 'krig imod terror' til minde for de 'uskyldige', som døde den dag i World Trade Center, Pentagon og Pennsylvania.
Til de 'uskyldige' skal der være kys, knus og blomster, og en evig blodig krig imod et eller andet land, terror og tortur her og der, reducerede ytringsrettigheder og mindre indflydelse for arbejderne og andre borgere som resultat af den 'demokratiske' terrorpakke; samt mindre velfærd for os arbejdere, de fattige, og flygtninge fra magthavernes krige og udbytning.
Den tredje grund er, at magthaverne ikke ønsker at vi får en forståelse for, at de døde amerikanere ikke er de eneste ofre, men at USA og andre magthavere, for eksempel A. P. Møller, har været og er skyldige i terror med millioner af dødsofre til følge. Og det vil forsætte, indtil vi slår os sammen for at stoppe dem.
Den sidste årsag er, at efter at George Bush erklærede 'krig imod terror', satte han ydermere gang i en 'permanent krigs tidsalder.' Han kan myrde hvem som helst, hvor som helst, hvis landet er fattigt og fyldt med farvede mennesker: Afghanistan, Colombia, Venezuela, Filippinerne, - og snart Irak. Der er ingen grænser. Og resten af magthaverne følger med, indtil deres økonomiske interesserer bliver ramt.
Vigtigst for USA er at bevare og styrke sit herredømme over hele verden: hegemoniet. USA vil sikre sig kontrollen med olieressourcerne i Kaukasus og transportvejene igennem og ud af Afghanistan. Og det har de opnået med deres nye dukke-regering med en aftale lavet med Unocal olieselskab under Bush´s opbakning.
For at kunne skrive dette essay om 'skyld' har jeg brugt analyser af Marx, Lenin, Che, Sartre, Camus, og K. E. Løgstrup.
Filosofiske tanker om ansvar og skyld
Jeg mener at filosofferne er væsentligt enige i dét, Sartre skrev i 1946:
'... mennesket er ansvarligt for det, det er... (og) at mennesket ikke kun er ansvarligt for sin egen individualitet, men det er ansvarligt for alle mennesker... (og) jeg skaber et bestemt billede af mennesket, jeg vælger. I dét jeg vælger mig selv, vælger jeg mennesket. ' ('Mennesker skaber sig selv, Paris, 1946)
Hvor meget 'frit valg' den enkelte har eller ikke har, er et århundrede gammelt spørgsmål. Behovspsykologer og sociologer, og marxister, mener at de objektive vilkår som et menneske befinder sig under, mere eller mindre determinere, hvilke muligheder personen har. Det er klart, at de fattigste og mest undertrykte mennesker har mindre valgfrihed end en almindelig arbejder i 'den første verdens' rige lande.
K. E Løgstrup (Den etiske fordring) mener, dog, at det råderum, den enkelte har - især efter at den borgerlige stat udviklede sig fra den fuldstændige udemokratiske eksistens - er betydningsfuld nok til at kræve den enkelte til ansvar for, hvad der sker omkring det.
'I demokratiet bliver nemlig den enkelte borger i en vis forstand medansvarlig for, hvordan dét samfund og dét folk regeres, som han selv tilhører - og altså også medskyldig i alle de misforhold og i al den nød, som medborgere og landsmænd kommer ud i ved mangelfuldt eller dårligt styre... det politiske ansvar består i at være medansvarlig for andres handlinger, nemlig de styrendes.'
I Norm og spontanitet skriver Løgstrup, at efter industrialiseringen og folkesuveræniteten blev udviklet, har vi enkelte mennesker en 'social forståelse', fordi vi er, eller kan være, suveræne og 'egenmægtigt giver vore handlinger deres mening.'
Marxismen mener i virkeligheden det samme som Løgstrup og Sartre. Individer skaber økonomiske-politiske systemer, når de tilhører en klasse. Og ethvert individ kan beslutte at bryde med sin klassebaggrund, lige som Marx og Engels gjorde og som de fleste af proletariatets ledere har gjort. Man har, faktisk, en vis fri vilje indenfor den marxistiske filosofi. Det er op til de revolutionære at skabe revolutionen, sagde Che.
For Camus findes der en kollektiv skyld. Det er, hvad de fleste danskere og andre europæere mente om de tyskere, der ikke blev dræbt eller forfulgt af nazisterne under Anden Verdenskrig. En tysk præst, Martin Niemüller, beskrev dette begreb på følgende måde:
'Først hentede de kommunisterne, og jeg sagde intet, for jeg var ikke kommunist. Så hentede de arbejderne og fagforeningsfolkene, og jeg sagde intet, for jeg var ikke fagforeningsmedlem. Så hentede de katolikkerne og jøderne, og jeg sagde intet, for jeg er protestant. Til sidst hentede de mig, og så var der ikke mere nogen, der kunne sige noget.'
Jeg mener, efter Camus' vurdering og Løgstrup's klare budskab om medansvar, at mange af de mennesker der døde i World Trade Center og Pentagon, var klar over, hvad der foregik omkring dem, det vil sige, at de accepterede magthavernes præmis om at sætte profit over menneskers liv og velfærd. De var med til at undertrykke andre folk, især de fattigste. Dermed var de skyldige.
Der var andre dræbte den dag, som var uskyldige: Børn, mange passagerer i de kaprede flyvemaskiner, fodgængere, brandmænd. Men der er alt for mange mennesker, der mener som min gamle bedstemor: At uvidenhed er lyksalighed. - Hellere tie, end tabe alt. De rige skraber endnu mere til sig, men jeg skal overleve. Hvad nytter det, at jeg løfter en finger? Der er altid magtbøller.
Der er ikke noget naturlov, at der altid skal være rige og fattige.
Danskere har også ansvar
Indifferens gennemsyrer generelt befolkningerne i den rige første verden. Få arbejdere i Danmark for eksempel forstår eller accepterer solidaritet som et positivt begreb, de handler ud fra. Tendensen til at vende ryggen til er endnu stærkere i dag, end den var, da 'Information' bad mig - som ny indvandrer - at beskrive mit indtryk af danskerne ved at anvende de mest typiske danske ord i beskrivelsen. De ord, jeg brugte dengang (15. juni 1984) holder også i dag, desværre.
Følgende er et uddrag af min artikel:
'Det, der i sidste instans har skuffet mig så dybt, er den indifferente holdning, jeg synes er så fremherskende. For mig er det mest typiske danske ord hverken 'hyggelig' eller 'tak', men 'ligeglad'. Og hermed mener jeg denne uinteresserede ligeglade 'og-hvad-så'- holdning. 'Ligegladheden' er åndløs, passiv, tankeløs, snæversynet, isolationistisk.
Jeg tror også, at 'ligegladheden' er udtryk for den enkelte gennemsnitsdanskers ekstreme privatisering.
Det mærkelige selvmodsigende ved mange danskere, som indtager denne lammende 'ligeglade' holdning, er deres begejstrede accept af den kulturimperialisme, der kommer fra mit gamle land. Danskere frembringer også deres egen kulturchauvinisme.... Måske kommer intolerancen overfor en mørk hud fra materiel grådighed og historisk homogenitet. Men hvad forklaringen end er, er Danmark ved at nærme sig de lande, hvor de underkuede myrdes for at forsøge at trække en smule frisk luft.'
Det viser at danskernes ligegladhed og deres identifikation med USA's kultur og økonomiske udbytningssystem medfører, at det almindelige menneske frygter at terrorismen kan ramme dets eget land. Det skal bare gøres klart, at terror først og fremmest er skabt af de rige - også i Danmark - og deres regeringer og hære, når de fratage andre deres suverænitet og stjæler deres ressourcer.
Så hvad er det, som vi enkeltvis og i fællesskabet kan gøre, hvis vi vil tage dette budskab op?
Jeg citerer her en sammensat tekst fra Den etiske fordring, for at give prosaisk udtryk for min egen livsfilosofi, noget som Løgstrup har hjulpet mig til at forstå:
'Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller man vækker, en lede, man uddyber eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej.
Men ved vor blotte holdning til hinanden er vi med til at give hinandens verden dens skikkelse. Hvilken vidde og farve den andens verden får for ham selv, er jeg med til at bestemme med min holdning til ham. Jeg er med til at gøre den vid eller snæver, lys eller mørk, mangfoldig eller kedelig - og ikke mindst er jeg med til at gøre den truende eller tryg. Ikke ved teorier eller anskuelser, men ved min blotte holdning. Derfor er der en uudtalt, så at sige anonym fordring til os om at tage vare på det liv, som tilliden lægger i vor hånd.
At acceptere kendsgerningen uden at ville høre fordringen er derfor ensbetydende med at stille sig indifferent til spørgsmålet, om livet skal fremmes eller ødelægges.'
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278