USA har a-våben, kemiske og biologiske våben, truer åbent andre lande med krig og blander sig i andre landes indre anliggender. Giver det noget land ret til at bombe USA?

af Carsten Andersen, Århus mod krig og terror
Vi oplever en kamp mellem barbari og civilisation
Modsætningen er brugt, blandt andet af amerikanske præsidenter, der ønskede at fremstille USA som forsvarer af civilisationen.
Men modsætningen skriver sig tilbage fra Romerriget.
Barbariet var dengang de uordnede tilstande hos de uoplyste fremmede i de vilde områder uden for Romerriget, hvor der (ifølge romerne) ikke var nogen kultur eller retsorden.
Siden er der kommet orden over hele verden.
Overalt er der stater. I alle stater er der regler, love og retsprincipper, som har afløst vold og rå magt. Det er i alt fald i princippet love og retfærdighed, som regulerer stridigheder mellem modparter inden for hvert lands område, og som indbyggerne må indordne sig under.
I civilisationen behøver man ikke at være stærkest for at få ret.

På et område har civilisationen dog haft svært ved at få fodfæste. Det er på udenrigspolitikkens område, i internationale mellemstatslige forhold.
I internationale forhold har man ikke haft nogen verdensregering, der kunne lave regler, som undersåtterne måtte rette sig efter.
I internationale forhold hersker barbariet. Her er den stærkes magt den eneste ret.
Krigen var den måde man fik sin ret på, i yderste konsekvens. Diplomatiet byggede på truslen om krig. Forberedelse til krig var den eneste garanti for midlertidig fred.
Sivis pacem, para bellum. Hvis du vil fred, så forbered dig til krig. Det er barbariets forsvarspolitik.
Der skulle en katastrofe af uhørt omfang til, før man for alvor forsøgte at ændre dette.

Det var den Første Verdenskrig. Millioner af soldater døde i skyttegravene. Vanviddet var åbenlyst. Soldaterne og resten af befolkningen ville ikke finde sig i det. De gjorde oprør i adskillige lande.
Så forsøgte man at udbrede civilisationen til internationale forhold med oprettelsen af Folkeforbundet. Krig og barbari skulle afløses af international lov og ret.
Det første forsøg på at civilisere internationale forhold led nederlaget.
Anden Verdenskrig viste igen de forfærdelige konsekvenser af barbariet og igen truede et oprør.
Efter disse erfaringer forsøgte man igen. FN blev oprettet med det formål:
'At frelse kommende generationer fra krigens svøbe, som to gange i vor levetid har bragt usigelige lidelser over menneskeheden, på ny at bekræfte troen på fundamentale menneskerettigheder, på menneskets personlige værdighed og værd, på mænds og kvinders såvel som store og små nationers lige rettigheder, at skabe vilkår, hvorunder retfærdighed og respekt for de forpligtelser, der opstår ved traktater og andre kilder til mellemfolkelig ret, kan opretholdes, og at fremme sociale fremskridt og højne levevilkårene under større frihed.'

Det er et civiliseret formål. Centralt for at realisere dette formål er staternes vilje til at lægge barbariet bag sig.
Derfor besluttes det med artikel 33:
'1. Parterne i enhver tvist, hvis fortsættelse kan antages at ville bringe opretholdelsen af mellemfolkelig fred og sikkerhed i fare, skal først og fremmest søge en løsning ved forhandling, undersøgelse, mægling, forlig, voldgift, domsafgørelse, benyttelse af regionale institutioner eller aftaler, eller ved andre fredelige midler efter deres eget valg.'
Skal staterne leve op til dette krav om fredelige løsninger, forhandling og forlig, så kræver det vilje til at indgå kompromiser.
Politik er efter en gammel talemåde kompromisets kunst.
For at kunne indgå et kompromis, må man forstå modpartens standpunkt, ellers kan man ikke finde en løsning, et kompromis, som begge parter kan leve med på trods af uenighed.
Kompromiset er grundlag for den civiliserede udenrigspolitik.
Modstykket, den barbariske udenrigspolitik, har som sit grundlag ultimatumet.
Ultimatumet som udenrigspolitik stammer også tilbage fra Romerriget. Romerne havde udviklet ultimatumets kunst til det perfekte. Princippet var dengang som nu, at man finder et krav, som man ved modparten ikke kan leve med. Så giver man modparten valget mellem dette krav og krigen.
Ultimatumet giver den indenrigspolitiske fordel, at man kan vise sine soldater og sin befolkning, at det er modparten, der har valgt krigen.

Lad os se på den truende konflikt med Irak.
Jeg vil spørge regeringen:
Om I 'vil frelse generationen fra krigen svøbe,... (og) tror på fundamentale menneskerettigheder,.... (og på) såvel små som store nationers lige rettigheder'. '
Om I vil 'søge en løsning ved forhandling, undersøgelse, mægling, forlig, voldgift,.... eller andre fredelige midler'?
Eller I går ind for at stille et ultimatum, der sikrer krigen?
Det er klart hvad USA vil.
Man kræver, at våbeninspektørerne skal ind i landet uden nogen begrænsninger. Er det nu et forsøg på at et kompromis, en løsning som begge parter kan leve med, eller er det et ultimatum?

Hvordan ser det ud fra Irak?
Saddam kan opfatte situationen således: 'USA vil under alle omstændigheder angribe Irak. Nu kræver USA at få fri adgang for sine spioner inden angrebet'
Vi kan med god grund tro, at Saddam opfatter situationen sådan, uanset om han har ret i det eller ej. Præsident Bush ved det, og han forsøger ikke at finde en form, der kan berolige Saddam og vise, at Irak ikke behøver føle sig truet.
Bush har dermed fundet et klassisk ultimatum. Dels ved Bush at Saddam ikke kan acceptere kravet, dels kan han sige til sine soldater, befolkning og allierede, at det er Saddam, der har valgt krigen.

Lad os se på det med 'såvel små som store nationers lige rettigheder' Det er vigtigt, ikke mindst for et lille land som Danmark.
USA har masseødelæggelsesvåben, atomvåben, kemiske våben og biologiske våben, skønt der er internationale aftaler imod brug af kemiske og biologiske våben. USA truer åbent andre lande med krig. USA blander sig i andre landes indre anliggender. USA har ført utallige angrebskrige.
Giver det noget andet land ret til at bombe USA?
Jeg siger nej. Hvad mener regeringen?
Til gengæld mener jeg, der er grundlag for at indklage USA for den internationale domstol, for adskillige brud på international ret og for krænkelse af andre nationer. Men der er intet land, der tør anklage USA.

Israel har atomvåben på trods af ikkespredningsaftalen. Israel har i 30 år konsekvent overtrådt resolutioner fra FN's sikkerhedsråd. Israel har besat erobret område og overtræder konventioner om behandling af befolkningen i besatte områder. Israel begår massakrer mod civilbefolkningen. Israel bruger tortur.
Man kan diskutere om det giver nogen stat ret til at angribe Israel.
Jeg mener nej. Konflikten skal søges løst med fredelige midler.
Hvad mener regeringen?

Men så Irak da.
Vi ved ikke om Irak har masseødelæggelsesvåben, men USA påstår det. Irak har en gang angrebet Kuwait. Irak har i ti år overtrådt resolutioner fra FN's sikkerhedsråd. Oppositionen i Irak undertrykkes.
Giver det USA ret til at angribe Irak?
Jeg mener nej?
Hvad mener regeringen?

Der er brug for at vi forsvarer civilisationen og modsætter os at barbariet igen vinder frem i internationale forhold. Vi må derfor ikke acceptere en doktrin, der giver ret til forebyggende angreb. Vi må forsvare FN og kræve bestemmelserne i FN's formål og vedtægter overholdt. Deri ligger den eneste sikkerhed for verden såvel som for et lille land som Danmark.

Ovenstående er en lettere bearbejdet udgave af det oplæg Carsten Andersen holdt på høringen i Århus den 14. september om dansk våbeneksport til Israel og USA's trusler om krig mod Irak.