23 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Det danske flag og danskheden

Det danske flag og danskheden

Lørdag, 28. september, 2002, 00:00:00

Kan det være progressivt at spille musik med Dannebrog hængende på scenen - eller være fodboldgal skinhead? Ja, mener sangeren Lukas Scherfig fra bandet The Movement

af Lukas Scherfig
Når vi er ude og spille, bruger vi ofte det danske flag på vores forstærkere. Det gør vi i samme tradition som de britiske punk og modbands, der tidligere brugte Storbritanniens Union Jack.
For dem var det en måde at sige, vi er englændere, fordi vi bor i England, men vi er også en del af arbejderklassen, og vi ønsker at bruge det nationale symbol og tillægge det vores hverdags værdier.
Det var noget som virkelig kunne gøre borgerskabet alvorligt sure den gang.

Når vi i dag bruger Dannebrog, er det for at sige, at der er et andet Danmark end det, som Anders Fogh repræsenterer, når han for eksempel siger, at Danmark bakker 100 procent op om USA's krig mod terror. Så er der nødt til at være et modsvar. Nogen som siger, vi er danskere, men vi mener at Bush er syg i hovedet.
Man skal ikke være bange for symboler, 'Stil i sig selv kan aldrig være revolutionær, ' sagde Lenin.
Hvorfor skal Pia Kjærsgaard eller Anders Fogh have lov til at tage patent på danskheden og indskrænke den til at være fortaler for krig og fremmedhad?
Danskhed er solidaritet, tolerance og antifascisme. Derfor må vi tage symbolerne tilbage og vise, at vi er stolte af vores kultur og vores baggrund.

En anden grund er, at EU og de multinationale selskaber gør alt for at knække den nationale selvstændighed - også den danske. Det kan vi kun stå imod ved at samle os om de værdier - og symboler - som vi er fælles om.
Jeg er grundlæggende imod staten, men jeg tror det er vigtigt med en socialistisk kultur, som rammer bredt, både nationalt og internationalt.
Pladeselskabet, Mad Butcher, som vi arbejder sammen med i Tyskland, har et stort skinhead publikum. Det er kommunistiske og anarkistiske skinheads, der ønsker at påvirke hele subkulturen politisk.
På et besøg i Tyskland oplevede jeg, at mange af dem sågar kalder sig hooligans og render til fodboldkampe og kæmper en anti-fascistisk kamp på tribunerne.
Det virker måske sært på nogle. Men kommunisterne er nødt til at være der, hvor det sker og samle bredt. De behøver ikke at køre en stil, som er utidssvarende gammeldags, fordi den kunne synes mere revolutionær. Det er den ikke.


Lukas Scherfig
Musiker og forsanger i det politiske rockband 'The Movement', der ofte spiller til arrangementer for fred og mod fascisme. Har tidligere spillet med bandet 'Roosters'. Bor på Vesterbro i København. 27 år.
www.themovement.dk

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


28. sep. 2002 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:21

Idekamp