En faglig organisation, som ignorerer det politiske arbejde og den politiske kamp, svigter sine medlemmer

af Søren Søndergaard, MF, Enhedslisten
Jeg synes, det er en klog beslutning, som LO er ved at tage. Den refleksagtige overførsel af millionsummer fra fagbevægelsen til Socialdemokratiet og dets ungdomsorganisation DSU har ikke alene provokeret mange af fagbevægelsens egne medlemmer; det har også ofte været rigtig dårligt anvendte penge.
Men det betyder bestemt ikke, at jeg hyler med i det kor, som skiftevis begræder og skælder ud over, at fagbevægelsen blander sig i politik - også med penge.
Fagbevægelsen er arbejdernes organisation, og den skal gøre, hvad der er brug for for at fremme medlemmernes interesser. Og det gælder i den grad også politiske spørgsmål, det vil sige forslag, som kan eller skal vedtages af politisk vej. En faglig organisation, som ignorerer det politiske arbejde og den politiske kamp, svigter sine medlemmer.
Er man i tvivl om dette, kan man blot se på den stribe af love, som Folketinget gennem årene har vedtaget med konsekvenser for løn- og arbejdsforhold og andre traditionelle fagforeningsanliggender. Politikerne blander sig i fagforeningsforhold, hvorfor skulle fagforeningerne så ikke blande sig i politik.
Når det kommer til stykket, tror jeg ikke, at der er nogen, som kan trække en knivskarp grænse mellem rene fagforeningsforhold og politik.
Derfor skal fagbevægelsen så afgjort stille krav til politikerne. Det skal naturligvis være krav, der er udviklet på baggrund af en debat i medlemskredsen.
På den baggrund vil det være helt naturligt, at fagbevægelsen vurderer, hvilke partier der arbejder for fagbevægelsens målsætning og konkrete forslag - og støtter disse partier økonomisk. Men det skal ikke være automatudbetaling til gamle venner, og jo tættere på medlemmerne beslutninger om økonomisk støtte træffes, jo bedre - for eksempel på generalforsamlinger i afdelingerne, hvor alle medlemmer har adgang.
Det ser nu ud til, at LO selv træffer beslutningen om at standse udbetalingerne til Socialdemokratiet. Forhåbentligt kan det også afføde diskussioner i de enkelte forbund om at gøre det samme.
For det er sådan, det skal foregå. Fagbevægelsens medlemmer og de ledere, de har valgt, skal afgøre dette spørgsmål. Det er deres foreninger. Og det tilkommer ikke os politikere i Folketinget at afgøre, hvad foreninger bruger deres penge til.