23 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Ensidigt udspil fra regeringen

Ensidigt udspil fra regeringen

Tirsdag, 01. oktober, 2002, 00:00:00

Tankegangen er, at flere arbejdsløse skal tvinges til at tage et hvilket som helst arbejde uden at få løn for det

Udtalelse fra SiD Silkeborg
Udspillet 'Flere i arbejde' handler ikke om at skabe en eneste arbejdsplads, men om at få flere tvunget i arbejde på ekstraordinære vilkår, og flere til at arbejde for deres dagpenge eller kontanthjælp. Tankegangen er, at flere arbejdsløse skal tvinges til at tage et hvilket som helst arbejde uden at få løn for det. Endnu flere skal være løntrykkere. Hertil kommer, at ledige kan tvinges til at have op til fire timers transport til og fra arbejde.
Det værste er, at nogle af de socialt og økonomisk dårligst stillede mennesker efter regeringens mening skal have det endnu ringere. Det gælder for ægtepar på kontanthjælp, som fratages 1000 kroner om måneden. Det gælder også for aktiverede bistandsklienter, som skal fratages beskæftigelsestillægget på 11,50 krone i timen.
Meget af oplægget er tom snak. Det er for eksempel uden indhold at give kontanthjælpsmodtagere under 25 år et tilbud om en uddannelse på SU. Den mulighed har altid været der, og for mange af de unge vil det ikke være en reel løsning. Det er direkte utroværdigt, når regeringen endnu engang fremhæver ungeindsatsen som en succes.
Udspillet bygger på ensidige krav til ledige. Arbejdsgiverne friholdes fuldstændigt
Der er brug for en helt anden retning i beskæftigelsespolitikken. Udgangspunktet skal være den enkelte arbejdsløses reelle muligheder for at komme i arbejde og en realistisk behandling af dem, der er ramt af arbejdsløsheden.
Der er jo brug for mange ledige hænder i den offentlige service. Det er kun kassetænkning, der sætter en stopper for, at de 200.000 kroner, som hver arbejdsløs koster, i stedet bruges til ordinære arbejdspladser til gavn for de ældre, de syge og børnene.
Vi opfordrer oppositionen i Folketinget til at undlade et tvivlsomt forlig på så negativt et grundlag - og i stedet bruge kræfterne på at gøre regeringens levetid så kort som mulig.

Vedtaget af bestyrelsen i SiD Silkeborg den 26. september

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


01. okt. 2002 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:21

Idekamp