Forfølgelse af socialister og kommunister i dele af den muslimske verden, er en trussel mod retten til at være fri for religion.
af Kåre Bluitgen, København
I Arbejderen 24. september skriver Kjeld Stenum, at jeg på smagløs Pia Kjærsgaards vis kalder de muslimske fundamentalister for 'de sorte'. I Jyllands-Posten angreb Pia Kjærsgaard mig lige så rasende for at kalde den danske højrefløj for 'de sorte'. På denne lidt pudsige måde er den sammenhæng, jeg prøver at påvise i min bog 'Til gavn for de sorte' på ufrivillig måde egentlig blevet ganske godt illustreret.
Jeg tror, Kjeld begår en fejl, når han på idealistisk vis skriver, at USA opruster til krig mod islam. Jeg mener, det drejer sig om meget mere materielle interesser herunder kontrol over verdens oliereserver. Jeg kan heller ikke se nogle væsentlige tegn på, at muslimers religionsfrihed er truet. Tværtimod kan jeg se, at den forfølgelse af socialister og kommunister, der finder sted over en stor del af den muslimske verden, er en voldsom trussel mod retten til at være fri for religion.
Det er heller ikke rigtigt, at de eneste kræfter af betydning, som udfordrer USA's dominans på verdensplan er forskellige former af fundamental islam. Hvad med folkebevægelserne i Brasilien, guerillaen i Colombia, kvindegrupperne i Zimbabwe... Og selv om det var rigtigt, skulle det aldrig få mig til at gå i kanen med religiøse fascister. Jeg vil aldrig være med til at kaste de resultater på møddingen, som danske socialister har opnået efter mere end 100 års kamp blot for at tilfredsstille en religion - uanset hvilken. Intet har skadet venstrefløjen mere end teorien om, at min fjendes fjende er min ven.
Jens Kristiansen skriver i Arbejderen 25. september at det er en påstand, at socialister i 150 år har kæmpet imod kirken. Jeg mener, det er en historisk kendsgerning. Da det bliver for langt her at opregne en række værker af socialistiske og kommunistiske teoretikere omkring dette emne, giver jeg gerne en sådan liste fra mig ved henvendelse på e-mail: bluitgen@adr.dk.
Det er ikke rigtigt, at den islamiske fundamentalisme finder sin forklaring i den moderne imperialisme, vi står overfor et fænomen, der er langt ældre. Går vi tilstrækkeligt langt tilbage, kan vi også finde eksempler på, at kristen fundamentalisme spillede en rolle for hele samfund.
Når jeg siger, at det er vigtigt, at arbejderklassen indenfor for eksempel en nation har et fælles sprog, er det for at hindre magthaverne i at splitte den. Alt for ofte i historien er det lykkedes at få almindelige mennesker til at slå hinanden ihjel ved at fremhæve sekundære forskelle som race, nationalitet og sprog.
Jeg tror ikke, der er nogen på venstrefløjen, som kæmper for retten til tvangsægteskaber, som Jens skriver. Det, jeg efterlyser, er en konsekvent støtte til de kvinder, der i dag bliver tvunget ind i livslang voldtægt. Indtil videre er det højrefløjen, der er kommet med konkrete forslag; det må vi kunne gøre langt bedre.
At folk ikke er specielt bekymrede på Nørrebro er delvis rigtigt, når folk udtaler sig offentligt. Men når det gælder deres hjerteblod, nemlig deres børn, afslører de sig. Indskrivningen til skolerne har i dag antaget et mønster, der ikke adskiller sig meget fra mønstret under Sydafrikas apartheid. Kun cirka 40 procent vælger folkeskolen - og prøv at se fordelingen 'gammeldansk'-'nydansk' her!
Den historisk set eksplosive indvandring af folk fra Den tredje Verden er et faktum. Hvis Jens ikke kan se, at det vækker bekymring, så prøv at se på stemmefordelingen ved sidste folketingsvalg. Alene derfor må vi tage den alvorligt.
I 'Til gavn for de sorte' gennemgår jeg i flere kapitler eksempler på, at venstrefløjen ikke har sagt fra overfor religiøse fundamentalister og i stedet betragtet indvandrere og flygtninge mere som en klasse med fælles interesser i stedet for som vidt forskellige individuelle personer - der tilhører forskellige klasser.
Og til det sidste af Jens' spørgsmål: Normalt betragter jeg venstrefløjen temmelig snævert, vi udgør en betydeligt mindre gruppe i Danmark end for eksempel muslimerne. Men for at min bog kan læses af andre end kammeraterne, definerer jeg den i bogen som den tidligere regering og dens støttepartier.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278