Det er klart, at hvis sygehusene skal bevares, så må vi bryde regeringens skattestop, hæve grundskylden eller finde alternative besparelser.
af Jens E. Buur, Enhedslisten Odder
Enhedslisten Odder må på det skarpeste tage afstand fra sygehuslukningerne i Odder, Grenå og på Samsø. Det er udtryk for en uhørt kynisme at lade landområderne betale for regeringens fejlslagne sparepolitik. Solidaritet handler også om, at skal der ske forringelser, så må de fordeles retfærdigt og afbalanceret, og ikke ensidigt se på det økonomiske aspekt. Vil amtets sygehusudvalg fremture med den slags, hvorfor så ikke virkelig spare penge og lukke alle kræft- og hjerteafdelinger i Århus Amt!
Nej vel. For det forbyder vores solidaritet og livssyn os at tænke sådan. Men sygehuslukningerne koster også liv, men kun blandt de marginale vælgere. Derfor os. Hvor ussel en tankegang. Det er klart, at hvis sygehusene skal bevares, så må vi bryde regeringens skattestop, hæve grundskylden eller finde alternative besparelser. Også inden for sundhedssektoren kunne der findes mindre drastiske omlægninger/besparelser. Jeg er sikker på, at sygehuspersonalet kan komme med eksempler.
Et andet spareforslag er motorvejen Søften Skødstrup. Et amtsligt prestigeprojekt, som end ikke staten vil deltage i og som alene kunne finansiere hele besparelsen.
I Enhedslisten på landsplan tager vi skarpt afstand herfra og en længere redegørelse kan læses på hjemmesiden RED HOT MAIL ligesom mere kan læses på vores hjemmeside http://www.aaa.dk/rodgron/hjemside.htm
Enhedslisten er i Amtsrådet repræsenteret ved Peder Meyhoff - dette har givet anledning til nogle myter om vor stillingtagen.
Men Enhedslisten har ingen plads i Sygehusudvalget.
Vi blev holdt hen med snak og var derfor ikke vidende om de drastiske nedskæringer før offentligheden. Peder Meyhoff udtaler i den forbindelse:
'Vi har ikke på nogen måde bundet os til at stemme for nogle konkrete besparelser (bortset fra nogle, som længe har været kendt, og hvoraf de fleste er uproblematiske, nogle endda allerede realiserede).
Hvordan den endelige spareplan kommer til at se ud, vil først blive afgjort på Amtsrådets møde i december. Hvis det viser sig, at det ikke er muligt at finde - eller blive enige om - de nødvendige besparelser, er det vores holdning, at man i stedet skal hæve skatten i 2004.
Enhedslisten De Rød-Grønne vil hverken stemme for den foreliggende sygehusplan, for besparelserne på den kollektive trafik eller for mange af de andre forslag, der er kommet på bordet.'
Alt i alt vil vi i Odder såvel som på amts- og landsplan kæmpe mod de asociale og usolidariske nedskæringer og opfordrer alle til at holde sig orienteret i pressen eller hos os for at kunne deltage i de planlagte demonstrationer og møder, såvel lokalt som på landsplan
Med håb om sejr.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278