Islamisk politiske regimer er ikke en reel trussel mod ´USA´s totale dominans´ - disse regimer forsvarer USA´s interesser.

af Frank Johannesen, København
Islam er ikke et problem for venstrefløjen. Hvis der er noget venstrefløjen kan bebrejdes, så er det dens mangel på analyser og debat om imperialismen.
I forbindelse med de østeuropæiske såkaldte socialistiske staters og USSR´s kollaps i 1989 -1991 måtte den euro-amerikanske imperialisme finde en ny fjende, der kunne legitimere fortsat oprustning og militarisering af det internationale klima.
For imperialismen kan ikke operere uden et stærkt militær, der kan sikre de herskende klasser i USA og Europa en fortsat dominans og udbytning af andre nationers folk og ressourcer. De store multinationale selskaber i USA og Europa og de tilknyttede finanscentre, WTO, Verdensbanken og IMF ville miste magt og indflydelse. Men hvordan kan den herskende klasse i USA efter den kolde krigs ophør legitimere et fortsat stort krigsbudget, der i dag andrager 2800 milliarder kroner?

Imperialismen og dens massemedier valgte en snedig strategi og dæmoniserede islam og muslimer og skabte et nyt fjendebillede med en kunstig opdeling af verden i Vesten og islam, der er blevet forstørret efter terrorangrebet den 11. september. Det at være muslim er i vide kredse i Danmark og det øvrige Vesten i sig selv suspekt. Selv i kriminalreportagen anvendes dæmoniseringen, for eksempel i forbindelse med 'muslimske massevoldtægter', hvor forbrydelsen omtales væsentlig mere bestialsk end når forbrydelsen er gennemført af 'indfødte'.
Der er flere tegn på, at vi er på vej ind i en periode, hvor imperialismen vil lide flere nederlag. Det skyldes dels en styrkelse af den antiimperialistiske bevægelse og dels den nuværende kapitalistiske krise med de stadigt faldende aktiekurser, afsløringen af virksomhedssvindel i de multinationale selskaber, fallitter som Enron og befolkningernes faldende tillid til det økonomiske system. Derfor hviler der et stor ansvar på hele venstrefløjen for at sikre, at udviklingen går i en rigtig antiimperialistisk retning.
Kjeld Stenum har i en replik til Kåre Bluitgen´s interview i Arbejderen den 21. september, anført, at 'det er sørgeligt at måtte indrømme det, men de eneste kræfter af betydning, som udfordrer USA´s totale dominans på verdensplan i disse år, det er forskellige varianter af fundamental islam. Blandt andet derfor vil USA bekrige islam'. Synspunktet bakkes op i samme avis i en kommentar af Raymond Swing den 28. september.
Dette synspunkt har overhovedet ikke hold i realiteternes verden. 11. september-tragedien, der startede den euro-amerikanske 'krigen mod terrorismen' har medført en indskrænkning af de almindelige frihedsrettigheder med blandt andet de nye terrorlove, der giver adgang for yderligere telefonaflytning, udlevering af danske borgere til strafforfølgning i andre lande og kriminalisering af befrielsesbevægelser som FARC i Colombia og PFLP i Palæstina.
Den herskende klasse har altid brugt individuel terror som påskud til generelle overgreb på den arbejdende befolkning og arbejderklassens partier og organisationer. Derfor er individuel terror altid en reaktionær handling uanset motivet.

Islamisk politiske regimer er ikke en reel trussel mod 'USA´s totale dominans'. Det er værd at lægge vægt på, at disse regimer forsvarer USA´s interesser. Saudi Arabien har amerikanske baser og er USA´s største leverandør af olie. Talibanerne i Afghanistan var USA´s venner indtil 1998, hvor deres olieinteresser kom i klemme, da olieselskabet Union Oil of California (Unocal) og Saudi Arabiens Delta Oil fik problemer med sin olierørledning gennem landet. Baggrunden var, at daværende præsident Clinton beordrede cruisemisilangreb på Afghanistan og Sudan i efteråret 1998, som svar på, at de amerikanske ambassader i Nairobi og Dar es Salaam var sprængt i luften. USA planlagde således lang tid før 11. september at angribe Taliban og få indsat et klient-regime.
Per Stig Møller forhandler på EU´s vegne om indgåelse af handelsaftaler med Iran og 'glemmer' at kritisere undertrykkelsen og de hensynsløse straffemetoder med tortur og stening af kvinder.
Når der diskuteres politisk islam, som for eksempel i interviewet med Kåre Bluitgen og i hans seneste replik 1. oktober, er der for det meste tale om en overfladisk debat, fordi imperialismens ansvar helt udelades. Kåre Bluitgen forholder sig for eksempel slet ikke til baggrunden for det han kalder 'den historisk set eksplosive indvandring af folk fra Den tredje Verden'. Husk på, at når en mand er syg finder en dygtig læge årsagen til sygdommen og behandler denne og dvæler ikke unødigt ved symptomerne eller gør symptomerne til årsag. Hvis der er noget venstrefløjen kan bebrejdes, så er det dens mangel på analyser og debat om imperialismen.
Flygtningeproblemet hænger nøje sammen med imperialismen. Det er alle dens erobringskrige, indsættelse af klient-regimer og udplyndringer af befolkningerne rundt om på jorden, der skaber fattigdom, sult og flygtningestrømme. En af delelementerne i en antiimperialistiks politik er derfor en human flygtningepolitik, der klart fastholder de imperialistiske årsager og ikke lader sig fange i denne dæmonisering af Islam, men beskytter den frie ret til at være troende muslimer på lige fod med andre religioner. Det kan blandt andet ske ved at agitere mod politisk islam og al dens undertrykkelse, specielt af kvinderne og samtidig støtte progressive muslimske organisationer som Forum for Kritiske Muslimer.

Den antiimperialistiske kamp er først og fremmest skærpet i Latinamerika. Mens Argentina er ved at kollapse under den økonomiske kur IMF står for, det vil sige offentlige nedskæringer og privatiseringer, er der revolutionære bevægelser i fremmarch i næsten alle øvrige sydamerikanske lande. De kæmper for jordreformer og mod USA´s forsøg på at udvide handelsaftalen Nafta (USA, Canada og Mexico), der først og fremmest vil give de multinationale selskaber i USA frie hænder til udbytning i hele Latinamerika.
Men de antiimperialistiske bevægelser er stærke og voksende i indflydelse. Det drejer som om guerillabevægelserne FARC og ELN i Colombia, Hugo Chavez nationalistiske bevægelse i Venezuela, som i år har afværget et kup støttet af USA - Bevægelsen for socialisme (MAS) i Bolivia med Evo Morales, der var på nippet til at vinde det nylige præsidentvalg i Bolivia - bondebevægelsen CCC i Paraguay samt de jordløse bønders- og arbejderes bevægelse, MST i Brasilien, der har over en halv million medlemmer og socialistisk bevidste aktivister.
På søndag er der præsidentvalg i Brasilien og her giver meningsmålinger arbejderpartiets kandidat Lula da Silva en klar føring foran regeringens kandidat Jose Serra, således at Lula måske allerede kan vinde i første valgrunde. Lula er kandidat for så godt som hele den revolutionære bevægelse i Brasilien, herunder Brasiliens kommunistiske parti. De herrer Bush og Blair kan få sig en slem forskrækkelse, mens de forbereder krig mod Irak.
Her er den virkelige trussel, som i Washington anerkendes som hovedudfordringen for USA-imperialismen. Men USA kan ikke direkte udråbe disse bonde- og arbejderbevægelser som fjende - det ville simpelthen være for afslørende at udråbe jordløse bønders organisationer for en trussel mod 'den frie verden' og USA. I stedet etableres de såkaldte Plan Columbia og Plan Paraguay, der under dække af narkotikabekæmpelse, angriber bevægelserne og støtter reaktionære regimer og paramilitære grupper. 'USA´s totale dominans på verdensplan' er vist en sandhed med modifikationer, og der er behov for en mere nuanceret opfattelse af den moderne imperialisme.