Samoa-øerne var på det tidspunkt samfund, der stadig havde en slags urkommunistiske økonomier og ikke kendte til den private ejendomsret med alle dens ulyksalige konsekvenser

Jeg fandt den i en rodekasse med udsalgsbøger i Malmö. Bogen om mig selv og min kultur. På svensk: 'Den vite mannen'. På Samoa: 'Papalagi'. En lille tynd sag. Men meget lærerig.
Vidste du, at når vi hvide mennesker sædvanligvis går med klæder, der dækker alt på vores krop undtagen hoved og hænder, så er det, fordi vi skammer os over os selv og vores kødelige kroppe? Jeg ser her bort fra en nylig opdukket mode blandt unge piger, der gør en del ud af også at vise navler. Hvad det så måtte være udtryk for.
Alt kødeligt dækker vi ellers til. Og vore fødder begraver vi i små stive kister som små døde, og de begynder da også som regel hurtigt at stinke, som var de virkelig døde. Mennesker, som prædiker barfodskultur, ler vi ud, eller vi betragter dem som sære. Det eneste, vi regner for egentlig menneskeligt, det er hovedet --og til nød hænderne. Det er der, det åndelige hører hjemme. Resten af os selv skammer vi os over.
Betragtningerne er Tuiaviis, en sydhavshøvding fra Samoa-øerne, som gæstede Europa engang i begyndelsen af det tyvende århundrede.
Samoa-øerne var på det tidspunkt samfund, der stadig havde en slags urkommunistiske økonomier og ikke kendte til den private ejendomsret med alle dens ulyksalige konsekvenser.
Men den kristne mission havde fundet vej til øerne, og Tuiavii opfattede sig selv som kristen.
Efter at have været i Europa gjorde han dog meget ud af at understrege, at nok var de hvide kommet til Samoa-folket med lyset, men de havde aldrig forstået det selv.
For nok var det umættelig nysgerrighed og eventyrlyst, der drev Tuiavii til at bryde op fra sin trygge fødeø og opsøge disse hvide, der kom med så meget nyt og mærkeligt. Men han blev ikke grebet af, hvad han så. Han vendte beskæmmet tilbage til sin ø og brugte hvad han havde set til at advare sine landsmænd imod de hvides kultur.
Det gjorde han i en række taler til dem, taler, som en tysker, der var på besøg, var uforskammet nok til at skrive ned. Tuiaviis synspunkter må vi tage for hvad de er. Havde hele jordklodens befolkning skullet leve på Samoa-folkets kulturtrin, havde jorden næppe kunnet rumme flere menneskelige individer i dag, end den gjorde i stenalderen.
Alligevel ville vi være døve og blinde, hvis ikke vi brugte læsningen af hans på én gang mærkeligt enkle og mærkeligt dybe betragtninger til også at gribe i egen barm.
Da Tuiavii kom til Europa, havde han aldrig set en by og havde ikke gjort sig forestillinger om, hvad byer var. At opdage, at det var boliger, menneskene byggede til at leve i, fyldte ham med rædsel og afsky. Man lukkede sig inde i stenkasser uden træer, uden klar eller frisk luft og uden blå himmel, og med masser af larm og røg, og menneskene blev syge af at være der.
Men paradoksalt nok så var den hvide mand ligefrem stolt af sine byer, selv om de gjorde ham syg, og viste dem frem som noget af det ypperste, han havde frembragt.
Når Tuiavii ikke mente, den hvide mand nogensinde havde forstået det kærlighedsbudskab, han selv forkyndte, så hang det sammen med, at Tuiavii på sin Europa-rejse havde opdaget, at den hvide mand i virkeligheden tilbad en helt anden gud. En gud, der bestod af små runde plader og papirlapper og kaldtes penge.
På Samoa-øerne havde man ingen ejendomsret og derfor naturligvis heller ikke hverken varer eller penge, og fænomenet var helt ukendt for Tuiavii.. Men han opdagede hurtigt, at i Europa kunne man ikke være uden penge.
Talte man til en europæer om kærlighedens gud, så brast han i latter. Men for penge var han parat til at ofre alt: sine venner, sin glæde, sin ære, sin samvittighed, sin lykke, ja, tilmed sin kone og sine børn. Fra solopgang til solnedgang drejede alt i hans liv sig om penge, uden dem kunne han ikke stille sin sult eller slukke sin tørst, ja, uden penge kunne han end ikke bjerge sig en måtte at sove på om natten.
Selv når man gik ud for at danse og feste og glæde sig, så stod der folk ved indgangen og strakte hånden frem og forlangte penge.
Og i sit rørende naive sprog ser Tuiavii lige ind til vores samfundssystems syge hjerte: Dette, at med penge kan et menneske købe andre mennesker til at arbejde for sig og skaffe sig endnu flere penge.
Der er mange hvide, der på den måde samler penge, som andre har skaffet til dem, siger Tuiavii. De penge bringer de til vel bevogtede steder, og det bliver de så ved med, til de har så mange, at de ikke længere behøver at få andre til at arbejde for sig, for nu kan de sætte pengene til at arbejde selv.
Hvordan penge gør det, bemærker den vise Samoa-høvding lunt, det har han aldrig rigtigt begrebet, men det må være ved stort hekseri, for det er sikkert og vist, at pengene de bare bliver flere og flere.
Hvad der virkelig provokerer Tuiavii, det er, at de hvide, som samler sig så mange penge, at hundrede, ja tusind mennesker let havde kunnet få sig et arbejde ved hjælp af dem, de vil så ikke give dem fra sig, for de skal bruge dem til at skaffe sig endnu flere penge. Så mærker man, at pengene har gjort disse hvide syge. De er syge og besatte, de lader glædeligt deres brødre slide i hårdt arbejde, så de selv kan blive fede om bugen. Og at de bestandig tager kraften fra andre og gør den til deres egen plager dem ikke og holder dem ikke søvnløse om natten.
Mine damer og herrer!
Dette er sagt af en mand, som på sin vis var årtusinder før Karl Marx, selvom han efter strengt kronologisk papalagi-tidsregning var et par årtier senere.
Er der noget at sige til, at han, som evnede at se så dybt, valgte at rejse hjem og sætte resten af sit liv ind på at advare sit folk mod smitte fra den hvide mand? Vi skal elske vore sæder, som foragter den, der kræver noget igen for gæstevenlighed, sagde Tuiavii, så vort hjerte ikke bliver som papalagis, han som kan være lykkelig og glad også når hans næste er sorgfuld og ulykkelig.