23 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

De hovedløse ideologiers tid

De hovedløse ideologiers tid

Lørdag, 05. oktober, 2002, 00:00:00

Der mangler simpelthen sammenhæng mellem den førte politik og den virkelige verden.

Udtalelse fra fællesklubberne i Danfoss Viby og Silkeborg
Det gik egentlig rimeligt fornuftigt, men så skete der pludselig noget den 20. november 2001.
Noget vi burde have set komme, men ikke gjorde. En ny regering kom til, blandt andet på løfter om et skattestop. Skattestoppet ville alle vel gerne have, men vi var dog noget spændte på finansieringen.
Efter ti måneders regeringsperiode er vore bange anelser desværre blevet bekræftet!
Stort set alt hvad den tidligere regering havde fået indført, eller havde på tegnebrættet, blev kastet på bålet, i det ideologiske korstog VC-regeringen satte i værk. Alt der kunne forbindes med arbejderpartierne blev arkiveret lodret!
Arbejdsmiljøreformen blev skrottet da den gav arbejderen ret til for eksempel at gøre indsigelser mod sundhedsskadeligt arbejde.
Samtidig kunne regeringen jo ikke have at dens støtter: Virksomhederne, kunne idømmes bøder for grove overtrædelser af arbejdsmiljøloven. For at understøtte denne holdning beskar man Arbejdstilsynet drastisk samt fjernede diverse råd og nævn på området.
Sikkerhedsrepræsentanternes job er i sandhed ikke blevet lettere!
VI SIGER: SÅ LÆNGE MEDARBEJDERE I DANSKE VIRKSOMHEDER BLIVER DRÆBT ELLER KOMMER TIL SKADE PÅ ARBEJDET, SKAL DET FOREBYGGENDE SIKKERHEDSARBEJDE OPPRIORITERES OG IKKE BESKÆRES!
Det samme gør sig gældende på uddannelsesområdet. Dagligt høres virksomhedernes klagesang: 'Der mangler kvalificeret arbejdskraft'. Fair nok, vi har folkene og de vil gerne, men der er nu engang kun et sted de kan få den praktiske erfaring og det er i de selvsamme virksomheder. Men her melder man nu 'hus forbi'.
Vi har idag over 11.000 unge mennesker der mangler en praktikplads - her mangler vi at se den sociale ansvarlighed der skal tages del i. Fire lærlinge på en industrivirksomhed med 200 ansatte er bare ikke godt nok!
Oveni dette har man fra regeringens side forringet mulighederne for efteruddannelse betragteligt. Nedlæggelse af kursussteder, øget brugerbetaling og flere andre tiltag, har gjort at mange mennesker reelt nægtes efter- og videreuddannelse.
Der mangler simpelthen sammenhæng mellem den førte politik og den virkelige verden.
Vi er mange der efterhånden er ved at have fået nok, og vi kan ikke opfordre skarpt nok til at medvirke til at få 'vendt den politiske bøtte' hurtigst muligt.
HUSK: 'Det er ikke dumhed at begå en fejl, men det er dumhed at gentage den.'

Underskrevet af Jan Ahrendt, fællestillidsmand Danfoss Viby og Svend Skov Jensen, fællestillidsmand Danfoss Silkeborg på vegne af fællesklubberne.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


05. okt. 2002 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:21

Idekamp