Hvorfor vil hun dog ikke nøjes med at skrive, sole sig i sin berømmelse og glæde sig over de gode penge hun tjener?
Der var engang for længe siden en nordamerikaner som dadlede sit land fordi det gik i krig mod Mexico og dermed var slået ind på imperialismens vej. Og sine landsmænd foreholdt han at de stiltiende affandt sig med deres politikeres handlinger, skønt det var en anden politik de havde stemt for da de valgte dem, nemlig frigivelse af den sjettedel af befolkningen der holdtes som slaver, frihed og retfærd hjemme. Det er ikke nok at tænke ret og rose sig af dét, sagde og skrev han - forfatteren og blyantfabrikanten Henry David Thoreau.
I vores tid ses helst kunsten, herunder skrivekunsten, og dens publikum anbragt i et særligt 'rum' (læg mærke til hvor ofte der tales om samfundslivet som inddelt i 'rum'). I kunst- og kulturrummet skal kunstnerne kappes om at blive nummer ét, den fineste æstet, den største entertainer, den mest indbringende vare. Hvad der rører sig udenfor, i andre rum, er ikke deres sag. I det hele taget er 'sager' passé, latterlige, med mindre det drejer sig om den slags der et par dage eller uger er på mode. Enkelte gange har det været en med knusende overmagt hurtigt vundet lille krig, som for dem den overgår altid er en stor og grusom krig med langvarige følger: sorg, afsavn, sygdom, død.
Om ikke latterlig, så fordægtig og ubegribelig synes den kunstner at være, som bryder ud af sit tildelte rum. I fuldt alvor har man spurgt den indiske forfatterinde Arundhati Roy, hvorfor det bekymrer hende at et dæmningsbyggeri medfører fordrivelse af nogle tusinde familier, og at atomprøvesprængninger har ødelagt nogle tusinde bønders jord, liv og helbred. Hvorfor vil hun dog ikke nøjes med at skrive, sole sig i sin berømmelse og glæde sig over de gode penge hun tjener?
Ingen kan påstå sig uvidende om hvad krig er, hvad drab er, hvad fattigdom og sult er, selv ikke den minoritet af menneskeheden der, om end hverken udødelig eller usårlig, har formået at indrette sig på afstand af virkeligheden for flere og flere. Vi ser hvor en umættelig magt - i vores navn - er på vej hen. Er mon omsider også vi på vej, fra vore nydelige rum derud hvor vi tør håbe på at kunne standse den?
Erik Stinus
Digter. Debuterede med 'Grænseland' i 1958 og har siden udgivet en lang række digtsamlinger, noveller og rejsebøger, senest digtsamlingen 'Blivesteder'. Modtager af blandt andet kritikerprisen i 1979 og Otto Gelsted-prisen i 1995. Erik Stinus har oversat indiske, tyrkiske og afrikanske romaner og digte til dansk. Bor på Østerbro i København. 68 år.
De øvrige skribenter i Dagbladet Arbejderens kulturpanel er: Kåre Bluitgen, forfatter og journalist. Peter Abrahamsen, musiker. Poul-Henrik Jensen, daglig leder i DJBFA. Anne Marie Helger, skuespiller og kulturkæmper. Lukas Scherfig, musiker og sanger.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278