23 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Fagbevægelsen må slå en streg i sandet

Fagbevægelsen må slå en streg i sandet

Lørdag, 05. oktober, 2002, 00:00:00

Indtil nu tyder intet på, at regeringen vil ændre kurs. Dens næste træk vil være forbud mod ekslusivbestemmelser.

Udtalelse fra SiD/Bryggeriarbejdernes Fagforening for Kbh. og Omegn
Efter at være sluppet igennem med deltidsloven og loven om tværfaglige a-kasser fremturer regeringen med sine angreb på lønmodtagerne, senest i form af udspillet om 'flere i arbejde'.
Der er ikke én eneste ny arbejdsplads i regeringens forslag. Der bliver ikke flere job af, at man pisker folk til at konkurrere hårdere om de job der er, men det er, hvad regeringens politik først og fremmest går ud på. Midlet er, at mistænkeliggøre de ledige, at stramme reglerne og bruge de ledige som gratis arbejdskraft, men nu i højere grad hos private arbejdsgivere.
Regeringen har også en langt mere vidtgående dagsorden. Med loven om tværfaglige a-kasser, forslaget om det såkaldte 'enstrengede' vejlednings- og formidlingssystem, og forslaget om 'private aktører' i jobformidlingen, forsøger regeringen at svække fagbevægelsens muligheder for at sikre de lediges rettigheder, og vores muligheder for at sikre ordinære job til en anstændig løn.
Socialdemokratiet er - med LO´s accept - tæt på et forlig med regeringen på dette grundlag. Det vil vi på de kraftigste advare imod. Det vil blot bekræfte mange medlemmers opfattelse af, at der ikke er nogen grundlæggende forskel mellem Socialdemokratiet og de borgerlige partier. Socialdemokratiet bør i stedet åbent vedkende sig, at de selv har et medansvar for at de borgerlige er kommet til magten, og gå med i bestræbelserne på at udvikle et solidarisk alternativ til egoismen.
Fagbevægelsen har et særligt ansvar for at dette lykkes. Vi opfordrer derfor alle i vores eget forbund SiD til aktivt at støtte op om det tværfaglige samarbejde, der er etableret mellem Fagligt Ansvar, LO-Storbyerne, CO-Arbejdspladsnetværket og mange lokale TR-netværk. Det erklærede formål med dette samarbejde er netop at udvikle et slagkraftigt og samlende alternativ til den borgerlige politik.
Hvad arbejdsmarkedspolitikken angår, så er vores krav, at de ledige tilbydes ordinære job til overenskomstmæssig løn, med optjening af dagpengeret.
Indtil nu tyder intet på, at regeringen vil ændre kurs. Dens næste træk vil være forbud mod ekslusivbestemmelser. Den har allerede bebudet, at den vil støtte Kristeligt Folkepartis forslag om begrænsning af konfliktretten.
Det er på tide at fagbevægelsen slår en streg i sandet. Når regeringen ikke vil respektere indgåede aftaler, kan vi ikke længere være bundet af de forpligtelser vi har i forhold til fredspligten. En opsigelse af Hovedaftalen er ikke et mål i sig selv. Men regeringen giver os ikke andet valg. Vi opfordrer derfor SiD´s hovedbestyrelse til på sit førstkommende møde, at stille krav til LO om en varsling af Hovedaftalens opsigelse med henblik på dens bortfald i forbindelse med overenskomstfornyelsen 2004.

Vedtaget af bestyrelsen i SiD/Bryggeriarbejdernes Fagforening for Kbh. og Omegn på et møde den 29. september.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


05. okt. 2002 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:21

Idekamp